Tunø er bilfri. Så vi gav Øjvind en stor krammer på havnen i Hou, tog vores mountainbikes under armen og vandrede ombord på den røde Tunø-færge fuldt læsset med campinggear, drone og andre livsnødvendigheder. Vejret kunne ikke bestemme sig for, om det ville være regnfuldt eller solrigt, så vi var lidt spændte på, hvor våde vi ville blive i løbet af det næste døgn – nu vi ikke havde Øjvind at kravle i ly i.

Det var dog nogenlunde tørt, da vi trådte ud af færgen og fik et stort velkomstknus af Christina, som stod og ventede på os. Vi kendte ikke Christina på forhånd, men havde fundet ud af, at hun sammen med en ven havde overtaget kroen for et par år siden. Vi havde derfor SMS’et til hende for at høre, om hun havde tid til at mødes. Og nu havde Christina altså sat kro-klargøringen på pause for at hente os. ”Ja, og så tænkte jeg, vi kunne gå op til mig og få en kop kaffe. Der åbner en ny restaurant her kl. 12.00, som har reception, og jeg har også sagt til købmanden, at I kommer og gerne vil snakke med dem, og hey Peter – har du mulighed for at køre pigerne en tur i traktor?”

Der var krudt i Christina, som var klar til at sætte himmel og hav – eller i hvert fald en halv ø – i bevægelse for at tage godt imod os. Vi gik gennem Tunø By, der er som taget ud af en Morten Korch film med bindingsværk, stenhuse og danske flag op til kroen, hvor Christina og hendes medforpagter Jan havde gang i en masse projekter, som skulle føres ud i livet inden sæsonen for alvor gik i gang. Det tegnede til at blive godt på den store terrasse med halvtag og farvede lys og planer om pilefletshegn, krydderurtehave og udendørsbar. Christina fortalte om ø-livet, som for hendes vedkommende kun var deltid – i vinterhalvåret var hun managementkonsulent for finansielle virksomheder. ”Jeg synes jo, jeg får det bedste af begge verdener”, sagde hun, ”det er skønt at kunne trække sig tilbage til Tunøs friske luft og havet, når man har fået nok af København. Omvendt kan jeg bare futte til byen igen, når storbytrangen melder sig, og jeg savner bilosen for meget.”

Efter Christinas varme velkomst og et ordentlig krus kaffe, gik vi ud for at kigge på kirken, der virkelig har et kirketårn med knald på, må man sige. Kirketårnet bijobber nemlig som byens fyr. Vi mødte kirketjeneren Michala, som var uddannet anlægsgartner og gik og ordnede ved kirken. Michala var omkring de fyrre og dermed en af de få yngre på øen, og vi spurgte, om vi måtte lave et interview med hende til vores videoer. ”Ja, her er man jo ung til man fylder 70,” grinede Michala og fortalte os, at der ofte kommer journalistpraktikanter og TV-udsendelser fra Tunø, så folk er næsten trætte af alle de optagelser.

Men hun indvilgede nu i at sige et par ord foran kameraet alligevel. Michala var selv vokset op på øen og havde gerne ville give sine børn den samme, trygge opvækst. ”Jeg sendte min søn alene afsted til dagpleje på sin cykel, da han var tre”, fortalte Michala, der var mor til to ud af de fire børn, der gik på skolen, som samtidig er øens børnehave og vuggestue. Michala fortalte også om Tunøs tidligere storhedstid som Danmarks super-porre-ø. Nu var der kun to landbrug tilbage, men Tunø sender grøntsager til flere af Danmarks Michelin-restauranter. Så en rest af porre-storhed er der endnu.

Da klokken nærmede sig 12.00 spadserede vi op til den gamle mejeribygning, der skulle til at åbne som restaurant. ”Nitte”, som den nye forpagter blev kaldt, havde inviteret hele øen på tarteletter og sangria – en hidtil uset combo, som formentlig havde sin forklaring i, at bartenderen var fra Mallorca. Så Sarah fik en chance for at øve sit temmelig håbløse spansk. ¡Que bueno!

Iført vores bedste (og eneste) outfit: Uldtrøjer, outdoor-bukser og fleecetrøjer, faldt vi på ingen måde elegant eller diskret ind i receptionen. De fleste vidste åbenbart også allerede, hvem vi var, og hvad vi havde gang i, så der var mange, der havde Tunøtips og tricks til, hvad vi skulle se og opleve i løbet af vores næste døgn. Det var næsten svært at komme afsted igen. Men efter at have slået en sludder af med nogle flinke sommerhusejere og tunøboere – inklusiv gamle Bertha, der lige var fyldt 90 år ugen inden – og fået håndtegnet et 1 x 1 meter kort over Tunø, begav vi os afsted på mountainbikes ud over øen.

Vi cruisede langs de stejle skrænter på sydsiden, hvor et skilt fortæller, at det er en god idé at holde sig 2 meter fra kanten. Men der er ikke noget med hegn og den slags pjat. Så det var bare at gå/cykle af sted på græsstien, der nogle gange er temmelig tæt på afgrunden. Den sti må altså kandidere til et Danmarks sejeste single-tracks. På vejen kom vi forbi et lille bord med en masse flasker: Et flaskeposthus! Så hvis du befinder dig på Tunø – eller hvem ved, måske på Samsø, Endelave og Hjarnø – så hold lige øje med en Pinot Noir i strandkanten. Vi har sendt en hemmelig besked til dig, der finder den.

Efter at have set på mange flotte fugle og udsigter og konstateret, at cykelformen ikke er, hvad den har været, rullede vi tilbage til Tunø by og driblede forbi galleriet, som var relativt nystartet og stadig var ved at finde sin ben i det tunøske samfund. Ligesom i mange andre små samfund og, er der på en så lille ø med omkring 100 indbyggere, mange meninger om, hvordan forretninger skal drives, og hvordan arbejdsdelingen skal være. Hvem serverer hvad; hvornår holder hvem åbent, og hvordan sikrer man kundegrundlag for alle? Det kan være svære spørgsmål, men hvis der er én ting, alle tunøboere kan enes om, så er det, at færgen sejler helt håbløst! Færgen sejler på forskellige tidspunkter alle dage, for meste er der to afgange om dagen, altså undtagen, når der er undtagelser – og dem er der en del af. Skal man til fastlandet for at gå til frisøren eller lægen, så går næste færge typisk først 6 timer senere. Det er mildt sagt temmelig svært at passe et fast job på fastlandet. Det kræver i hvert fald en meget fleksibel arbejdsplads, der er helt ok med, at man møder kl. 12.00 og tager hjem kl. 16.00, og nårh ja, selvfølgelig kl. 12.30 om mandagen. En frokost kan man vel lige nå. 😉

Fastlandspendlere er der altså ikke nogen af på Tunø. De fleste er pensionister og de yngre arbejder typisk med landbrug, i købmanden eller på kroen eller mejeri-restauranten. På den måde er Tunø virkelig sit eget lille samfund – meget isoleret. Efter en aftensmad og en håndfuld lokale røverhistorier på Mejeriet traskede vi gennem den Morten Korch-idylliske by og fandt en ret nyinstalleret shelter helt oppe ved skrænterne. Vi faldt i søvn til lyden af vinden, der ruskede i træerne og bølgerne, der slog mod stranden – og sov… indtil klokken var 05.00, hvor vi sprang op af vores soveposer for at fange solopgangen.

Klar med drone og timelapse-kamera stod vi på toppen af de høje skrænter og så solstråle efter solstråle rejse sig over Tunø by. Super flot. Desværre valgte DroneDennis endnu engang at strejke (beskeden om, at OK18 var landet, var åbenbart ikke nået frem til Dennis). Satans drone! Men solopgangen var smuk og kunne også sagtens nydes fra jorden.

Vi nød solen de næste par timer, svingede forbi den unge købmand Maiken, der var flyttet til øen for et par år siden og hurtigt havde lært alles indkøbsvaner og indforståede sprog. At ”en bytter” er en ny kasse øl og ”en af de lange” en pakke smøger, er jo soleklart. 😉 Vi sluttede vores Tunødøgn af Christina på kroen, der havde lavet brunch til os i solen. Og vi nød at være på ø-tid lidt endnu. Ø-tiden går bare lidt langsommere, og der er få ting, der ikke kan tåle at vente lidt, for ”der er jo også en dag i morgen”. Men færgen kaldte, så vi fik stillet uret frem til fastlandstid og gik mellem traktorerne ned til havnen. Øjvind stod heldigvis pænt og ventede på den anden side, og han var i fuld hopla – klar at ”drøne” med 80 km/t den lange tur hjem over Storebælt.

Mere info om Tunø kan findes på www.tunø.dk og over sommeren er der blandt andet:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *