For lidt over hundrede år siden var Strynø Danmarks tættest befolkede ø, udover Amager, med omkring 800 søfolk boende på de knap 5 km2, som udgør hele øen. Og selvom befolkningstallet har taget et ordentlig dyk siden storhedstiden, er Strynø alligevel lidt af en succeshistorie. Øen har nemlig i mange år kunne fastholde sin beboerstørrelse på omkring 200 fastboende – og de seneste år er der endda flyttet en hel del unge børnefamilier ind. Det fik vi og ø-bussen Øjvind at se med egne øjne (og lygter), da vi rullede af færgen efter en halvs times sejlads fra Langeland.  En masse børn og yngre mennesker gik rundt på øen, og de var ikke allesammen sommerturister som os.

Janni, var en af de ”unge børnefamilier” der sammen med sin mand og deres to børn, havde slået sig ned på øen sidste efterår. ”Vi havde egentlig kun været på øen én gang, før vi tog beslutningen om at flytte” fortalte hun os, ”men børnelivet herovre kan virkelig noget, som vi ikke har oplevet andre steder”. Og da beslutningen var truffet, blev familien i dén grad budt velkommen på øen. ”Der stod 20 mennesker, som vi aldrig havde mødt før, klar til at hjælpe os med at flytte ind,” grinede Janni, ”nogen af dem havde endda taget indflyttergaver med. Så på den måde går der ikke lang tid, før man falder til”.

Men hvorfor er det lige Strynø, de unge børnefamilier vælger – hvad er det, den kan? Det måtte vi selvfølgelig ud og se nærmere på. Vi sprang derfor på cyklerne og hjulede afsted udover den lille ø. Der er ikke meget mere end 1 kilometer på tværs og et par kilometer på langs, så med sol i hovedet og udkig til de mange små idylliske huse og åbne landskaber, var det en overskuelige og hyggelige tur øen rundt. Og vi havde heller ikke cyklet mere end et par minutter fra havnen, før vi kom til ’downtown-Strynø’ med kro og købmand, der havde et overvældende udvalg af økologi, bønner, peanutbutter på niveau med en Irma på Østerbro. Tydeligvis ikke en standard ø-købmand. Samtidig var købmanden samlingspunkt for foreningslivet, og man kunne orientere sig om alle øens arrangementer på en opslagstavle. ”Der er altid noget, man kan mødes om” fortalte Janni os, ”eksempelvis har vi ø-fællesspisning én gang om måneden. Så tilmelder man sig bare hos købmanden. Vi mødes på skolen og skiftes til at lave mad til de typisk 70-80 personer, der dukker op”. Det var alligevel lidt af en madklub!

Fem minutter længere henne af vejen kom vi til skolen, som er den eneste af sin slags på de sydfynske småøer, og sammen med børnehuset, en af forudsætningerne for de mange børnefamiliers indryk. Omkring hver 4. indbygger på øen er under 18 år, og øen har endda sin egen mødregruppe med flere nye ø-babyer, hvilket er lidt af et særsyn for en mindre dansk ø. Overfor skolen var det gamle mejeri lavet om til B&B og spisested og perfekt til en pause efter vores cykeltur på samlet set 10 minutter fra havnen. Vi kunne endda få en hjemmebrygget øl til at skylle sommerstøvet i halsen ned med og hjulede derefter videre.

Vi nåede frem til den gamle havn og fine mølle på øens vestside til aftentid. Som mange andre steder i det sydfynske ø-hav kunne man se en masse andre øer rundt omkring og en hjælpsom sjæl havde tegnet verdenshjørnerne og ø-navne op på asfalten. Så hvis man stillede sig med fødderne på de afmærkede fliser, kunne man hurtigt orientere sig ud over horisonten. Tæt på kysten kunne vi også se den lille banke ”Strynø Kalv”, hvor der tidligere havde boet mennesker, men hvor køerne nu spankulerede rundt for sig selv. De bliver endda sejlet derover hvert forår, hygger sig hele sommeren og bliver så sejlet tilbage til vinteren. Det virker som et godt ko-liv sådan at have sin egen uforstyrrede ø.

Vi fik biksede endnu en af vores stolte campingpasta-retter sammen, som vi efterhånden excellerer i, og baggrunden til vores aftensmad var den mest fantastiske solnedgang. Faktisk var det næsten svært at spise eller lave andet fornuftigt i løbet af aftenen, da vi hvert minut lige måtte tage endnu et billede ”for den er da næsten endnu flottere nu, er den ikke?”. Det er en hård tjans at være entusiastiske amatørfotografer på tur på de fotogene danske øer i den bedste sommer nogensinde.

Vi nåede også forbi Strynøs Smakkecenter, der lå ved havnen, med både en lille udstilling, café, kajakudlejning og naturformidling. Navnet kom sig af de særlige ”smakkejoller”, som havde været brugt til både postudbringning, transport af kvæg og alverdens andre formål, men i dag mest er til fornøjelse. Vi var helt klar til at starte vores maritime karriere i en smakkejolle på Strynø, men der var desværre ikke vind nok til at få fut i sejlene på en af jollerne. I stedet hoppede vi i to kajakker og bevægede os rundt langs øens kyst i det helt klare vand. Man forstår virkelig godt, at nogle gæve hoveder vælger at lave ø-hop i kajakker i det sydfynske, for der er aldrig rigtig langt til næste ø, og omgivelserne er fantastiske. Som altid valgte vi dog motionistudgaven og nød solen og spiste kanelgifler i kajakkerne – og det gjorde bestemt ikke oplevelsen dårligere!

Tilbage på Smakkecenteret snakkede vi lidt med bestyreren Ulrik, der efter sommeren skulle til at huse en satellit-efterskole. ”Der flytter omkring 10-15 unge mennesker ind,” forklarede han, ”og så skal vi have en særlig øhavslinie med sejlads og give eleverne erfaring med at drive et sted som Smakkecenteret”.  Så det er ikke bare børnefamilier, der har fået øjnene op for Strynø, men også de helt unge – og på den måde lever øer som Strynø videre i bedste velgående, selvom der ikke længere bor 800 søfolk.

One Reply to “Strynø: De unges familiers ønske-ø”

  1. Hos Strynø Købmand snupper du i tagrenden en tom flaske, når du trænger til en øl. Den afleverer du inden hos købmanden, når du køber en dejlig kold øl. Når du har nydt den, så putter du den tomme flaske op i tagrenden, så den er klar til den næste gæst. Smart ø-påfund.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *