Allerede på færgen på vej mod Skarø, fik vi den første klare anbefaling: ”I skal simpelthen spise frokost hos Gitte! Det må I ikke snyde jer selv for,” sagde en ung fyr, som øjensynligt var godt kendt i det sydfynske øhav. Gode frokoster er (endnu) en af de ting, vi nemt lokkes af. Så som de storbyboere vi er, spurgte vi naturligvis, hvad Gitte hed mere end Gitte, og hvor på øen hun boede, så vi kunne finde hende. Men fyren grinede bare og sagde: ”I finder hende nok.”

Det fik han ret i. For med ca. 25 beboere og ikke mere end en håndfuld veje, er det et temmelig overkommeligt projekt at finde folk, og man skal vitterlig gøre en indsats for at fare vild… selv om det var ved at freake geografen Tine lidt ud, at der ikke fandtes noget kort over øen på færgen. ”Man har det nu bedst med et brochuuure og kårt.”

Vi skulle ikke gå meget mere end 100 meter fra færgen, før vi så en hel flok sømænd sidde i en hyggelig have med glassene højt løftet for deres kaptajn, som tydeligvis skulle giftes om et par dage. Foruden den glade polterabend var haven fuld af glade turister, limegrønne bænke og duft af grillede spareribs fra en stor bålgrill, som en lille dame med shorts og langskaftede cowboystøvler styrede med hård hånd. Det var Gitte. Hun gav os et stort smil, da hun svingede ind i et stort haveskur, der var omdannet til et lille industrikøkken. Nogle minutter senere sad vi selv med to store tapastallerkener med hjemmebagt tærte, hjemmerøget laks (som i øvrigt var helt fabelagtig) og nogle lækre salater. ”Skål du gamle!”

Med solen lige i bærret og højt humør i den grønne have på Gittes Café Sommersild kunne vi da lige klare livet. Alt for mætte vraltede vi videre ned ad vejen til det lille gadekær midt på øen, der er som taget ud af en Morten Korch-film. Der er fuld smæk på idyllen med stokroser, små gårdspladser og bindingsværkshuse i alle mulige farver. Vi skulle egentlig ikke have mere at spise, men det var simpelthen for svært bare at kigge på Skarø-isen, som lå der i montren og kaldte på at blive spist. Skarø Is er i øvrigt blevet lidt af en succes. Fra den lille gård på hjørnet af gadekæret bliver der produceret is til hele verden: Singapore, Holland og Mellemøsten. Martin og Britta, der driver stedet, bliver ved med at finde på nye former for is.

”Vi er ved at lave en slags ’helse-is’, som faktisk er sundere end mange morgenmadsprodukter. Mon ikke der er nogen børn, der vil blive glade for at kunne spise is til morgenmad?”, smilede Martin. Han fortalte, at isene er lavet med birkesaft fra Skarø og Avernakø – og sukkertang. Vi gik dog uden om helseproduktet og kastede os over de søde sager. Om det var sukkertangen, birkesaften eller den friske Skarøluft, der fik bærrene til at smage lidt mere af rigtige bær og isen lidt mere af rigtig is, ved vi ikke. Men det smagte satans godt, og vi vidste i hvert fald, at vi var nødt til at komme tilbage og prøve nogle flere is, inden vi skulle fra øen igen.

Efter at have futtet øen rundt på cykel, haft DroneDennis en tur i luften og vandret igennem apotekerhaven, hvor alternative urter kan kurere alt fra hysteri og rynker til det ’kendte’ problem med at få giftige dyr i øret, mødte vi Nanna, som bor med familien på Skarø. Nannas familie er øens eneste børnefamilie, og det er da også en helt særlig oplevelse at bo og pendle fra en ø med kun 25 indbyggere, fortalte Nanna.

”Det kan selvfølgelig være lidt udfordrende at få passet færgetider med børn i institutioner, job og indkøb på ’fastlandet Fyn’, men her på Skarø har vi fået mulighed for at udleve vores drømme om  bare at være os selv som familie og drive et fritidslandbrug,” sagde Nanna og tilføjede eftertænksomt: ”Og så er det ret befriende at slippe for alle de valg, man hele tiden skal tage, når man bor i en by. Alt det der med at man lige ’burde besøge den og den’ eller ’burde gå hen og fikse det og det’ slipper man for her på øen. For her er jo ikke butikker eller købmand, og selv om man ikke får set venner og familie lige så ofte, når man bor på en ø, så er det faktisk ret afstressende, at der ikke altid er nogen, man også lige burde besøge. For os er der flere plusser end minusser ved at bo her i hvert fald.”

Vi funderede over Nannas ord og kunne godt genkende det med at suse rundt efter kaffeaftaler, fødselsdagsarrangementer og samtidig føle, at man aldrig når det, ”man burde nå”. Men inden vi blev forsvandt helt væk i øgrublerier, slog klokken 18 og vi ”skyndte os langsomt” (som vi har lært, man gør på øerne) op til forsamlingshuset, hvor der efter sigende skulle være fest. Det viste sig at holde stik – også i dén grad. Faktisk var festen i fuld gang, da vi kom bragende ind i selskabet, en time for sent (åbenbart), midt ind i fællessangen. Vi fik dog lov at snige os ind på en plads, og så forsøgte vi ellers at opsnappe teksten og skråle med på ”jeg trives bedst i åbent landskab” og selveste Skarøs nationalsang, så godt vi kunne. Forsamlingshuset var propfyldt. Det var nemlig årets fælles sommerfest for Drejø, Skarø og Hjortø, der løb af stablen. 70 mennesker til 3-retters, selvfølgelig afsluttet med den forrygende Skarø Is (og man skulle da være et skarn, hvis man ikke kunne klare is nr. 2 den dag).

I det sekund den sidste gæst havde lagt dessertskeen, var Preben, Aase og de andre ivrige øboere straks i færd med at fjerne borde og stole, så dansegulvet kunne få plads. ”Det er med at udnytte tiden jo,” fortalte Åse, ”for når Karma, som sidder dernede, siger, at nu sejler færgen, så sejler færgen altså. Og så skal Drejø og Hjortø jo hjem.”

Der gik ikke to minutter, så var dansegulvet flyvende. Vi sad egentlig i god sikkerhedsafstand ved vinduet og snakkede med nogle af øboerne, mens vi iagttog de dansende, da Preben kom springende med en fremstrakt hånd. Selv om man er pensionist, behøver man ikke være slow-danser, fandt vi ud af. Der var fuld fart på danse-Preben, så det var bare med at holde fast i svingene og prøve at bevare begge ben på gulvet i nogenlunde takt til musikken. 😊

Flere dansende øboer havde trukket Karma på dansegulvet, måske i håb om at hun ville glemme alt om færgen, men da klokken nærmede sig 22, erklærede Karma alligevel sejltid, og så fik Drejø- og Hjortøboerne pludselig travlt. Dansegulvet blev fløjtet af lige så hurtigt, som det et par timer tidligere blev skudt i gang. Vi besluttede også at finde vores luksus-shelter og nåede lige at fange den sidste rest af solnedgangen, der sendte knaldrøde stråler gennem de høje træer, før vi lukkede øjnene og sagde godnat til endnu et dejligt ø-eventyr!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *