Det var en sær følelse at mødes kl. 6.20 foran Sarahs hoveddør en grå torsdag morgen i august for at tage på Ødyssé-eventyr for allersidste gang. 36 øer havde vi besøgt siden marts, nu manglede bare én: Samsø! Dog overgik forventningens glæde den triste følelse af, at det hele snart var slut, så humøret var højt, da vi rullede ud af København – også selvom det pludselig begyndte at stå ned i stænger.

Men heldigvis havde vi gaffetapen parat! Tine sørgede for at sætte godt med gaffa på Øjvind, som på sine ældre dage er begyndt at tage vand ind over foruden og under markisen. Så trods store mængder regn holdt det tørt i Øjvind, og vi nåede færgen lige på minuttet og satte kursen mod øen med den sjove form midt i Danmark.

”Velkommen til Samsø Energiakademi,” sagde Søren, da vi trådte ind ad døren til energiakademiet, der lå tæt på færgehavnen. Søren havde været med til at sætte fut i den grønne omstilling for snart længe siden og virkede som én, der altid havde en idé til et nyt bæredygtigt projekt i ærmet. At det allerede for 10 år siden var lykkedes Samsø at blive CO2-neutral, bremsede ikke Søren: ”Nu vil vi gerne være fossilfri og have færgen op at køre på gas fra affald fra øen. Og så kunne jeg også godt tænke mig at starte en højskole.”

Søren fortalte os om den proces, det er at omstille en ø til at gå all-in på at blive grøn. ”Folk skal jo kunne se sig selv i det. De gør det ikke for deres blå øjne, men fordi de kan se potentialet. Det her er ikke kun idealisme, det er en rigtig god business for Samsø.” Og man må sige, at den grønne ø har formået at sætte sig selv på landkortet – ikke kun i Danmark. Folk fra både Canada, Indonesien og langbortistand har åbenbart været forbi Samsø for at høre om energiomstillingen og den grønne mentalitetsændring, og energiakademiet har nu en række internationale samarbejder i gang på tværs af EU.

En pludselig pause i regnen, der ellers virkede som om, at den ville tage heldagsrevanche efter den solrige sommer, tillod os til at gå udenfor. Så vi skyndte os ud i ”Bodil”, energiakademiets elbil, som mildt sagt kører en anelse mere glat og bæredygtigt end vores hvide skrummel af en camper. Øjvind synes da også, hun var en flot dame og så helt misundelig ud, da vi kørte af sted.

Fem minutter senere stod vi ved foden af en vindmølle og havde følelsen af, at vingerne skulle til at svinge ned i hovedet på os. De stilnede imidlertid af, da Søren slukkede for møllen, og en solid håndfuld trappestiger senere stod vi ovenpå motoren oppe i toppen af vindmøllen. ”Er I klar, så åbner jeg den,” sagde Søren og trykkede på en knap, der fik siderne af vindmøllehuset til at folde sig ud, så vi kunne se langt ud over øen – og langt ned til jorden lige under os. Seeejt! 10 minutter fik vi til at nyde udsigten – og så synes regnen, den havde holdt pause længe nok og genoptog sit heldagshævntogt.

Næste morgen troppede vi op på et autoværksted i Tranebjerg, hvor det lykkedes os at afbryde Morten, der var ved at uddanne sig til automekaniker, midt mellem et håndtag, der skulle udskiftes og en bil, der skulle hæves op til undervognstjek. Morten var frisk på at stille op til et interview og fortalte om, hvordan Samsø for ham var et skønt sted at bo. ”Vi kender hinanden, passer på hinanden, folk hilser altid – og vi samsinger har et utrolig stærkt fællesskab. Men selvfølgelig er det jo også et lille lokalsamfund, så folk ved hele tiden, hvad du går og laver. Du kan ikke holde noget hemmeligt,” sagde Morten med et glimt i øjet. Hurtigt skulle Morten tilbage til arbejdet igen, for der var mange biler, der skulle fikses den dag. Også flere elbiler, bemærkede vi. ”Kommunen kører jo kun i elbiler, så ja, dem har vi en del af. Teknologien flytter sig. Alting udvikler sig – også her på Samsø,” sagde Morten og høvede en bil op på donkraften.

Fra autoværksted og industrikvarteret drønede vi nordpå, ud til naturen ved Besser Rev, der er en lang, tynd tange, som slanger sig gennem vandet flere kilometer ud. Et rigtig flot sted, hvor tanker og fugle flyver frit. Hovedet bliver blæst godt igennem, når man sådan vandrer ud gennem havet. Så vi vandrede af sted og funderede over, hvad der mon skulle blive af Ødysséen, når vi nu havde besøgt alle 37 øer i ø-passet. Det fandt vi ikke noget svar på, men vi fandt en rigtig flot udsigt fra toppen af en bakke, hvor man kan se ud over hele fjorden og ind over Samsø.

Efter vores gåtur havde vi aftalt at mødes med Sidse og Aske, to unge lærere på efterskolen, der var tjekket ud af københavnertilværelsen til gengæld for bedre mulighed for friluftsliv. Mens Aske underviste i forskellige friluftsaktiviteter og surf, underviste Sidse bl.a. i kajak – og de to garvede friluftsmennesker tog os med på kajaktur i de store kattegatske bølger. Det blæste nemlig op, så der skulle virkelig padles, og på hjemturen med vinden i ryggen var der alletiders chancer for ”kajaksurf”, hvor vi kunne komme op og ride på bølgerne med kajakkerne. Vi kunne da egentlig godt forstå, at Sidste og Aske havde valgt flytte til Samsø og være lidt mere ude under åben himmel. ”Ja, netop friluftsmulighederne, men også bare det at jeg tager hjemmefra og ikke behøver låse døren, det gør mig glad hver dag,” fortalte Aske.

Vi sluttede dagen af med at springe ind i en plastikbold og trille ned ad en bakke. Et meget skørt koncept, men også virkelig sjovt. Man bliver spændt fast inde i den enorme plastikbold, og så er det bare af sted, nedad! Vi skreg og grinede og havde det utrolig sjovt – men efter 140 meters rullen rundt var det egentlig helt fint, at bakken ikke var længere. 😊

Samsø er nu en god kombi af utrolig smuk natur og outdoorliv på den ene side og rige muligheder for gøgl og gak på den anden. Den kombi fastholdt vi dagen efter, hvor vi efter at have vandret rundt om de smukke Nordby bakker, tog hen og prøvede kræfter med – hold nu fast – VERDENS STØRSTE labyrint, som man quizzer sig igennem. Som de ukuelige optimister vi er, skulle vi selvfølgelig have den sværeste quiz med ind i labyrinten. Vi synes selv, det gik ret godt med at svare på spørgsmål og finde vej… indtil vi pludselig opdagede, at vi gik i ring. De svære spørgsmål om Steen Steensen Blicher havde ledt os helt på afveje, men efter tilpas mange forsøg lykkedes det heldigvis at komme igennem, og vi var meget stolte.

Det var lørdag, og på det kendte rockhotel, Brundby hotel, som selveste Poul Krebs var med til at starte engang, var der naturligvis gang i den på sådan en sommeraften i august. Denne gang var det Moonjam, der gav koncert, og det var ren nostalgi for især Sarah, der mere eller mindre er opvokset til lyden af Moonjam og Radioavisen.

Næste morgen var vi heldige og kunne lige præcis nå at komme forbi Sams Island Distilleri, før vi skulle med færgen. Sams Island Distilleri er startet af et par gutter, der for forholdsvis nyligt er begyndt at brygge gin, rom og vodka med lokale råvarer – og bestemt ikke kedelige råvarer. De vandrer selv rundt i skoven med deres hjemmelavede ”myre-sugerør” og suger orange-myrer op til ginproduktionen. Rommen er lavet på sukkerroer og vodkaen på Samsø-kartofler, som jo i forvejen er lidt af et brand for øen. Har man sagt Samsø, må man næsten også sige kartofler. Det smagte faktisk rigtig godt. Især myrerne, som vi smagte levende. En smule grænseoverskridende at spise levende myrer, men hva’ – det var faktisk lidt som en guldbar med orangeknas, altså bare uden guldbar.

Alt for hurtigt var vi nødt til at løbe for at nå færgen, og det betød jo, at vores Samsøtur – og dermed hele vores Ødyssé – var slut. Argh! Heldigvis har vi slet ikke nået at se det hele på de mange smukke øer, så vi er simpelthen nødt til at komme tilbage. Mindst én gang.

One Reply to “Samsø charmerer én med sin grønne agenda, storslåede natur og skøre påhit”

  1. Tusind tak for rapporterne fra Jeres fantastiske Ødysse – har læst dem alle og set alle videoerne, det har været en fornøjelse!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *