Hvorfor i alverden har vi ikke været på Orø før? Den ligger kun en time fra København, og trækfærgen tager 5 minutter og sejler i pendulfart. Så hurtigt, at Skipper kun lige kan nå at hjælpe én med tage et billede foran ”Velkommen til Orø”-skiltet, hvis man allerede har telefonen klar, når færgen kommer i havn.

Øboerne viste sig endnu engang at være et yderst flinkt folkefærd. Vi kom til Orø efter et par dage på farten og havde tænkt at tage en enkelt nat på camping for at lade udstyr op, vaske håret og få adgang til at lave varm mad (Øjvind svigter lidt på det punkt). Men campingen viste sig at være lukket. Så lørdag aften stod vi lidt clueless på en mørk strand på Orø og spekulerede på, hvor vi kunne finde noget vand og strøm til kameraet. Der var lys i et af sommerhusene, og manden, der åbnede, tøvede ikke med at åbne døren for os – og vandhanen. Det var et godt første møde med Orø. Så var vi ligesom i gang.

Næste morgen begav vi os af sted på cykler til Orøs nordende, hvor der ligger en virkelig hyggelig ArtDoor Café med store, kunstneriske jernfigurer i haven og alle mulige små, hyggelige dingenoter og detaljer. Bag en kæmpe jernfigur til hest, som viste sig at være Saxo, der var i gang med at nedfælde Danmarkshistorien, kiggede en dame i en stor, hvid sweater og med måske øens varmeste smil frem. Det var Hanne. ”Jamen det var slet ikke meningen, jeg skulle starte en café”, sagde Hanne. ”Men jeg lavede så meget kaffe i forvejen, når folk kom for at se på Steens jernfigurer, og så tænkte jeg: Jeg laver sgu en café.”

Vi snakkede længe med Hanne og Steen, der fortalte, hvordan øen havde ændret sig meget over de sidste år. ”For nogle år siden kørte der bare én bil forbi i løbet af en dag. Nu vrimler det jo med dem. Det er dejligt, at folk flytter hertil. Vi vil jo gerne være et samfund – ikke et museum”.

Man kan godt mærke, at Orø med sine ca. 900 beboere er en noget større ø, og en ø, som oplever tilflytning. Ting er under opbygning. Kroen er ved at blive sat i stand; bryghuset har planer om at udvide allerede før sin 1 års fødselsdag, og man render ligefrem på flere børnefamilier i Brugsen. Går man en tur i Orø Hallen, er man nærmest ved at falde bagover af muligheder på opslagstavlen. Der er badminton, fodbold, yoga, stavgang, petanque, cykling og zumba og alle mulige andre foreninger. Orø har en forening pr. 13 indbygger. Sådan! Velkommen til foreningsdanmark.

Vi cyklede videre over Orø, der med sine godt 4 km på tværs og 6 km på langs er et overskueligt projekt – både på cykel og til fods på øens fine ”trampestier”, som de hedder, langs den smukke kyst. På denne sjappede forårstid skal man dog lige finde sine kænguru-skills frem og springe over lidt vand her og der.

Næste stop var Michelle, der var flyttet til øen for fire år siden. I starten havde det været en omvæltning pludselig at føle sig afhængig – både af færgen, naboer og lokalsamfundet – på en anden måde end i Roskilde, hvor hun boede før. ”Jeg kan huske, at jeg panikede ret meget i starten over at være ’låst inde på øen’ efter den sidste færge havde sejlet. Hvad nu hvis jeg skulle til fødselsdag hos min veninde på Vesterbro en aften?” Men med tiden fandt Michelle en ro i det. ”Nårh ja, jeg kunne jo bare tage min sovepose med. Det havde jeg sgu nok gjort alligevel.” Og når hun i dag skal beskrive ø-livet, er det første ord, der popper op ’Frihed’. ”Frihed til at gøre. Frihed til at være. Og frihed til at tage væk. Så låst er man jo heller ikke, jeg kan jo bare køre og så komme hjem. I mit eget frirum,” fortalte Michelle os.

Vores sidste stop på Orø var hos brygmester Peter, som også var relativt ny på øen. Peter var flyttet til Orø for mindre end et år siden og havde straks kastet sig over at bygge et mikrobyggeri.

Ja, nu flyttede jeg jo til en ø. Så skulle der ligesom ske noget nyt. Hvis I havde spurgt mig for et år siden, anede jeg stort set ikke noget om ølbrygning. Nu har jeg bygget et bryghus – og jeg har bestilling på 50.000 flasker i år.”

Her skal det lige indskydes, at der i Peters bryghus står to store gryder, som dog ikke er meget større end et stort badekar, og alt udføres fra hånden. Lige fra mæskning til kapsel-påsætning. ”Ja, når jeg brygger øllen, sætter jeg lige en alarm på mobilen, så jeg ved, hvornår jeg skal skrue op og ned for varmen,” sagde Peter. Wow! 50.000 er dælme mange flasker at sætte kapsler på – og meget øl at brygge. Især når man stadig insisterer på at gøre det hele som håndbrygning for ikke at gå på kompromis med kvaliteten.

Det var tydeligt, at Peter hurtigt var faldet til på øen. Som en ægte øbo havde han også straks kastet sig ind i foreningslivet og var sammen med insektforeningen ved at gøre Orø til et paradis for bier og andre gode småkravl – altså når han ikke lige byggede bryghus, bryggede øl og sejlede i sejlklubben. Det kan godt være, der er en særlig ro på de danske øer – men der er sakssusme også mange, der har mange jern i ilden.

Peter fortalte os en masse gode historier om ø-livet. For eksempel om dengang en kvinde havde planlagt filmaften for sin søn og hans venner, men havde glemt af købe chips. “Kan man finde chips på øen, efter Brugsen har lukket?”, skrev hun ud på øens facebookgruppe. 10 minutter efter kom øens beboere kørende med chips. Så mange at hun måtte skynde sig at skrive på Facebook, at hun endelig ikke skulle bruge flere – hun var ved at drukne i chips.

Facebook fungerer åbenbart til lidt af hvert og virker generelt til at være en central kommunikationslinie på flere af øerne. Når politiet ind i mellem gæster øen for at knalde spritbilister og lave fartkontroller, bliver der lige advaret på Facebook, når politiet stiger på færgen i Holbæk. Også selv om politiet ind i mellem forsøger at klæde sig ud som håndværkere.

Her i januar fik facebookgruppen en mere alvorlig funktion. En kvinde spurgte: ”hvad laver den redningshelikopter, der er i luften?”. En anden svarede, at en ung jæger var meldt savnet ved vestkysten. Mindre end 10 minutter efter stod to gamle fiskere foran brygmester Peters dør med lygter i hånden. ”Kommer du?”, spurgte de. Peter skyndte sig i gummistøvlerne og fulgte med ned til stranden for at søge efter den forsvundne jæger. Han kiggede op og så små lys blinke hele vejen langs kysten. Ingen havde bedt Orøs beboere om at søge efter den forsvundne jæger. Men selvfølgelig gjorde man det. Jægeren blev fundet i vandet og fløjet til hospitalet – desværre havde han ligget for længe derude.

Tragisk historie, men med en vigtig morale. Var noget lignende mon nogensinde sket i København? Kan man regne med, at folk, man ikke kender, ville søge efter én, hvis man faldt i vandet? Kan man overhovedet regne med, at folk ville hjælpe, hvis man faldt om på Strøget? Ville du?

Vi fik endnu engang at vide, at øen er noget helt andet om sommeren (og vi kom også til at love at komme forbi igen). Det kunne for eksempel være til en af de her begivenheder over sommeren eller nogle af de andre begivenheder, som annonceres på Orø’s hjemmeside: www.oroe.dk

  • Orø Dag søndag d. 3. juni, hvor hele Orø åbner dørene og sætter alle sejl til for i fællesskab at vise gæster og hinanden, hvad øen har at byde på.
  • Ø-kuller 15.-17. juni 2018, hvor man kan finde forskellige udstillinger med skulpturer, installations-kunst og billedkunst
  • Ø-dur 10.-12 august er en ny musikfestival, der afholdes ved Orø Strand

6 Replies to “Orø: Fuld af charme, tillid og lækker øl

  1. Nogle herlige oplevelser I har fået på Orø og gode snakke med øboerne. Herligt at nye kræfter er klar på Orø Kro, der lige har åbnet her op til påske med nyt menukort, tilbud om weekendophold, kurser og konferencer samt bus- og skovture. Viste I, at Orø Kro blev bygget fordi en præstefrue i 1700-tallet var træt af beværte sognebørnene hver søndag efter gudstjeneste. Se mere om Orø på http://www.oroe.dk/, – EN Ø MED RO.

  2. Rigtig fin artikel, og ja folk er super søde og hjælpsomme, det er vores 5 år med sommerhus på øen….. vil lige rette at Orødagen er søndag d. 3 juni , for den er altid første søndag i juni og i år er det 11 gang. og der er over 40 forskellige ting i programmet….man kan følge optakt på Facebook siden, og man kan allerede booke helikopter tur 🙂 https://www.facebook.com/oroedagen/

    Skolens store pinseloppemarked er også en tur værd 🙂 https://www.facebook.com/groups/103806410015632/

  3. Dejligt med interesse for den dejlige ø. I sku da også have besøgt vores fantastiske hyggelige dyrepark med Danmarks længste tigerpython…. det må I gøre næste gang I besøger Orø

Leave a Reply to Søren Nielsen Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *