Vi nåede kun lige at køre fra færgen, der havde bragt os tilbage fra Agersø, for at køre en cirkel rundt på havnen og dreje ø-bussen Øjvind over i den anden bane, nemlig køen til at Omø. Og før vi fik trukket håndbremsen, vinkede ”Kom-bar-do-manden”, og vi trillede ombord på færgen til Omø, som muligvis har fået sit navn, fordi den ligger ”omme bag” Agersø. Det siger rygtet.

50 minutter tager overfarten – lige en perfekt mængde tid til at spille Danmarkspillet, som naturligvis er en del af det faste inventar i ø-bussen, og kværne en masse kanelgifler. Indrømmet! Vi gufler gifler omtrent lige slå hurtigt, som Øjvind sluger benzin. Så der er ofte en grund til at køre på tanken. Anyway, vi kom til Omø og kunne dårligt se en hånd for os. Tågen lå tæt over øen, men vi trodsede den og gik en tur omkring ”Øret”, Omø’s sydspids, og diskuterede, hvor meget vand man egentlig skal kunne se, før man kan tale om havudsigt. Vi kunne da i hvert fald se et par meter af vandet, og det så bestemt pænt ud, men selve udsigten var forsvundet i tågen. Det gav omvendt en meget sej, mystisk fornemmelse at gå rundt for sig selv på de lange strande omgivet af tåge og tjørnebuske, der konkurrerede om at være tættest.

Vi havde fået lov at låne et sommerhus, så det var lidt af en luksus både at kunne få varmen ved pejsen og bruge et rigtigt komfur. Senere på aftenen havde vi aftalt at mødes med to af lærerne på den lokale Omø skole, der stadig er i funktion, selv om man har diskuteret, om det nu også kan betale sig at holde den kørende med kun 4 elever. Men det kan det helt bestemt, mente lærerne, Birgitte og Nakalema, ”ellers bliver det først svært at tiltrække børnefamilier til øen”. Med kun 4 elever på hele skolen er det sin sag at stable det årlige teaterstykke på benene. Alle elever – også de helt små – har typisk fire roller hver, og der er ikke noget med, at man lige kan gemme sig som lydmand. De fire børn lærer hurtigt at stå frem foran folk. ”De er ligesom hele øens børn,” fortalte læreren Birgitte, der i øvrigt selv er, hvad man kunne kalde Omøs børne- og ungdomsområde. Foruden at være lærer på skolen, pædagog i SFO’en, er det også hende, der underviser i badminton og ridning.

Birgitte var flere gange blevet spurgt af folk uden for øen, om børnene nu også bliver tilstrækkelig socialt stimuleret, når der nu kun er fire af dem. ”Men jeg tror på mange måder, vores børn er bedre til at tackle sociale problemstillinger end mange andre børn,” sagde Birgitte, ”for har du en konflikt med din klassekammerat, kan du ikke bare gå hen til nogle af de andre. Der er ligesom ikke så mange andre, så du er nødt til ret hurtigt at finde ud af at blive gode venner igen.”

De to unge lærere var opsat på få flere unge familier til øen – og Nakalema havde også allerede lokket sin mands islandske slætninge til. ”Og så får man jo et ble-legat af øen, når man får børn”, fortalte Nakalema.””Vi fik en hel cirkusopvisning – og selvfølgelig en masse bleer!”

Vi skulle ikke snakke længe med Birgitte og Nakalema, før vi havde forstået, at Omø er fuld af en masse sjove og finurlige ø-traditioner. Fra det årlige fastelavnsoptog, som typisk tager hele dagen, for børnene skal jo nå rundt til ALLE øens husstande og samle ind til den store fastelavnsfest dagen efter, til Omøs særlige Hellig Tre Konger-tradtion. Her er det fast praksis, at børn og unge klæder sig ud – fuldstændig tildækket, så man overhovedet ikke kan se, hvem der gemmer sig under udklædningen. Så går man ellers ind og stiller sig i midt i folks stuer uden at sige et ord, indtil at dem, der bor i huset, har gættet, hvem man er. De tradition var Nakalemas islandske slætninge ikke lige blevet advaret om, så de var blevet pænt overraskede, da der pludselig stod 3 kutteklædte, tildækkede mennesker i deres stue og nægtede at svare på nogen spørgsmål. De var jo ikke blevet gættet endnu 🙂

Næste dag vågnede vi op til en tåge, der om muligt var endnu tættere end dagen før. Men vi ville jo gerne se Omø, så efter at have vandret omkring i den lille fine by med en sø og små gadekær, gik vi ned til fyret på sydspiden. Her havde der indtil starten af 90’erne siddet otte, faste kystkiggere og holdt øje med russerne i Storebælt. Efter sigende med kikkerter så skarpe, at de kunne se, hvilke race skibshunden var. Stationen var dog lukket nu, og dermed var en af Omøs største arbejdspladser forsvundet… men i disse anspændte tider, kan man jo godt spekulere på, om den pludselig kunne blive aktuel igen.

Vi sluttede Omø-besøget af med at runde nordspidsen, ”Omøs Skagen”, som Birgitte kaldte det, og tullede ned ad østkysten, hvor nogle ganske høje klinter rejser sig. Vi tog chancen og klatrede op ad træstigen, som dog manglede et par trin og så lidt medtaget ud. Men den holdt, og da vi kom op og fandt vejen til Omøs højeste punkt (24 m), lettede tågen endelig, og vi fik den flotte udsigt ud over hele øen. På en helt klar dag skulle man endda kunne se både Sjælland, Storebælt, Fyn og Langeland – det halve østdanmark.

Sådan en frisk ø-luft kan godt slå benene væk under én. Så da vi ramte havnen igen, gik vi omkuld i nogle bløde lædersofaer (ja, det er ikke for ingenting, at Omø Havn er blevet kåret til Årets Havn sidste år). Det var lige før, vi missede færgen tilbage igen.

 

P.S. Tak til Peder for lån af sommerhuset!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *