Om præcis 7 dage sidder vi i ø-bussen Øjvind (yes, han ruller igen!) på vej mod vores første ø-tur. Den går til Sejerø, Nekselø og Orø, som alle ligger inden for sjællandsk rækkevidde. Så skulle koblingen sætte sig fast igen, er der ikke alt for langt hjem. 😉

Som tidligere nævnt var Øjvind indlagt på bilhospitalet med ondt i koblingen. Han havde desuden en skrue eller tre løs, viste det sig. Men nu skruerne skruet fast og et nyt kabel har fået Øjvind til at tøffe af sted igen. Så nu får vi se, om vi pludselig står på en lille ø i marts-frosten med en kobling, der er røget. Det bliver spændende. Vi har i hvert fald tjekket, at vejhjælpstransporten gælder HELE landet. 🙂

Med kun en uge til vi sætter i gang på vores Ødyssé, må det være på sin plads at fortælle lidt om, hvad det egentlig er, vi har gang i. Hvorfor har vi besluttet os for at rejse rundt til 37 øer i Danmark, når man nu kan finde billetter til både Mexico, Maldiverne og Marokko på momondo?

Sagen er, at vi har en formodning om, at eventyr og store oplevelser måske er tættere på, end mange unge (os selv inklusiv) går og tror. Vi har altid rejst verden tynd efter eventyr. Jo længere væk, jo mere eksotisk, originalt og uopdaget, desto bedre. I efteråret gik det op for, at mens vi har rejst rundt i Cambodia, Kenya og Cuba; Israel, Island og Indonesien, og besøgt Georgien, Grækenland og Galapagos, så har vi faktisk aldrig sat vores ben på Fanø, Fejø eller Fur – eller de fleste andre af de hundredvis af øer, som Danmark består af. Vi har kun været på en håndfuld af de største.

Vi kender faktisk ikke vores eget land særlig godt og det unikke ø-liv, som Danmark er rig på. Med fare for at lyde som vaskeægte københavnersnuder, der sjældent kommer meget vest for O3, så er vi nysgerrige på, hvad der mon gemmer sig af historier, oplevelser og særlige natur- og kulturliv ude på alle disse øer.

Det gik vi altså (ja… rundt om søerne i København) og funderede over sidste efterår. Og halvvejs nede af Sortedams søen – midt i en ivrig diskussion om, hvilket ø-rige Danmark er, og hvor utrolig lidt, vi kender til det, så kom Tine i tanke om en stor, gammel bog, hun havde stående derhjemme på hylden. Faktisk tre store, gamle bøger, hun har stående på hylden.

(Hertil skal lige tilføjes, at Tine er geograf og har en særlig forkærlighed for gamle bøger med kort og landbeskrivelser, så hun havde naturligvis også disse stående).

“De danskes øer”, hedder bogserien, der er skrevet af den danske opdagelsesfarer Acton Friis. En gut, der i starten 1920’erne sejlede rundt til over 100 danske øer og i tre massive bind har kortlagt de smukke og mangfoldige øer i Danmark. På den allerførste side skriver Achton Friis:

Det er vel kun gået op for meget få af vore Landsmænd, i hvor høj grad Danmark fortjener navn af et ørige. På grund af sine ejendommelige geografiske forhold er Danmark i virkeligheden et af de mærkeligste lande i Europa.

Her knap 100 år senere, føler vi os virkelig ramt af hans ord. Det er slet ikke gået op for os, i hvor høj grad Danmark fortjener sit navn af et ø-rige. Det vil vi lave om på nu!

 

One Reply to “Nedtælling: 7 dage, så ruller vi”

  1. Skønt og god tur.
    Det lyder som verdens bedste ide – og ligner mit projekt når jeg runder de 60 om 6 år og ikke gider ræset længere….
    God tur

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *