Vi er efterhånden rimelig erfarne i færger og færgeafgange, men Mandø udfordrede os i en ny disciplin: Tidevandstabeller. I modsætning til de 36 andre øer, vi besøger med færge, er Mandø noget for sig selv. To gange i døgnet trækker Vadehavet sig nemlig tilbage og åbenbarer en vej på havets bund, ”Låningsvejen” til Mandø. Så har man ellers et par timer til at køre frem og tilbage over den 8 kilometer lange, bumlede grusvej, før højvandet igen kommer strømmende, dækker vejen til og afskærer Mandø fra resten af Jylland.

Så efter grunding konsultation med DMI’s tidevandstabeller og et par opkald til tidevandsversionen af Frøken Klokken – en automatisk telefonsvarer, der troligt fortalte os, at vandstanden skulle være på et sikkert niveau – futtede Øjvind ud over Vadehavets bund. Hele Vadehavet blev i 2008 udpeget som nationalpark og i 2014 som UNESCO Verdensarv for at beskytte det særlige naturområde og dyreliv.

Da vi var kommet trygt over Låningsvejen uden at blive indhentet af tidevand, skulle Øjvind lige tage tilløb til at klare en sidste forhindring, inden vi var sikkert på Mandø. Digerne! Øen er nemlig omgivet af 5 meter høje diger hele vejen rundt, og de skulle vise sig at bære på mange dramatiske historier. Dem fik vi lidt efter lidt, som vi bevægede os rundt i Mandø By og mødte mandøboerne. Vinnie var den senest tilflyttede og yngste Mandøbo i slut-trediverne, og hun boede skiftevis på Mandø og fastlandet, for som hun sagde, “ved jeg jo aldrig, hvor jeg ender på grund af tidevandet”. Nogle dage har øen morgenlavvande, andre gange er det om eftermiddagen eller aftenen, så man må være lidt fleksibel. Der var således heller ikke nogen børnefamilier tilbage på øen, da Mandøs børn typisk havde misset omkring 10% af al undervisningen i skolen på fastlandet. “Vejen var oversvømmet” er jo ligesom en undskyldning, der er til at forstå, når man kommer for sent i skole, men nok ikke så holdbar i længden…

Det var ikke kun de daglige forstyrrelser, som tidevandet bragte med sig. Også mere dramatiske og tragiske begivenheder. Flere var faktisk omkommet i tidevandet, og så sent som sidste efterår var det nær gået galt, fortalte Vinnie. “Da tre ældre mennesker kørte fra Mandø, mens vandet begyndte at stige. De mistede orienteringen og kørte af vejen. Og da de blev reddet af helikopter og gummibåde, sad de i vand til halsen.”

Der er ingen tvivl om, at områdets tidevand er en voldsom størrelse, der ved “springflod” kommer fossende ind med 24 km/t i modsætning til de normale 12 km/t. Og når det samtidig kombineres med en vinterstorm, står vandet pludselig ufattelig højt. Det vidner øens stormflodssøjle om. Senest i 1981 hvor vandet under en stormflod var brudt igennem digerne. ”Det stod mere end 1,8 meter inde i stuen”, som en af mandøboerne fortalte. Igen i 1999 måtte man holde vejret, da endnu en stormflod ramte. Men digerne var blevet forstærket, og vandet stoppede heldigvis med at stige, da det nåede kanten.

Det er altså ikke bare uskyldig ø-idyl, der findes på Mandø, og det kræver nok en særlig støbning at leve med tidevandet, stormfloderne og den barske natur. Det er der 34 gæve mandømænd og -kvinder, der gør. Og taget i betragtning, at omkring 25% af dem er erhvervsaktive, måtte vi konkludere, at de i den grad er af den gæve og handlekraftige slags. Der var nemlig både en kro og to caféer, en campingplads, en brugs, to landbrug, et lille museum, en kunsthåndværker og et eventfirma, drevet af de cirka 8 mennesker. Vi mødte også Elisa, der var formand for Småøernes Fødevarenetværk “for vi små producenter må jo hjælpe hinanden”. Elisa plukkede også selv blomster og andet godt til den lækre Mandø-øl, der – efter egenhændig testning – faktisk matcher den populære Fynsk forår.

“Herude bliver krummer til brød,” forklarede hun smilende, ”bare man samler nok.” Elisa havde da også gang i at lave både øl, salte og tøj, mens naboen lavede sæbe og genboen lertøj. Derfor havde det også passet dårligt, da hun var faldet og slået armen. Hun måtte først lige gøre tingene færdig, før hun kunne besvære sig med at tage på hospitalet med armen, der gjorde lidt ondt – og senere viste sig at være brækket. Og det siger vist noget om den kombinerede råstyrke ved at være både vestjyde og øbo på en ø som Mandø.

Vi tog en kombineret gå- og cykeltur rundt langs øens diger og strand og fik hilst på de omkring 1200 får og lam, der samtidig fungerer som græsslåmaskiner på den høje diger. Tidligt på dagen kunne vi gå på den flade havbund, og som dagen gik, og vandet kom ind igen, søgte vi længere op på stranden. Mens det meget varierende tidevand gør det svært for børnefamilier at bo på øen, er det et sandt paradis for fugle. Omkring 60.000 (!) gæs har valgt at slå sig ned på øen. Og da vi om aftenen tog på “sælsafari” i hestevogn udover havbunden, der igen var tørlagt, lettede de enormt mange fugle i en gigantisk flok for at gå til ro ude på havbunden, hvor ræven ikke kunne få fingrene i dem. Smarte fugle!

Som hestene travede afsted i den lyse og milde forårsaften, var det svært at tro, at vi startede vores ø-eventyr i 0 grader og snevejr bare to måneder tidligere. Men vi hilser bestemt kun det vanvittige forårsvejr velkomment. Hestevognen stoppede et par hundrede meter fra en sandbanke ude i havet, hvor man med kikkert kunne se de sjove, småtykke og lidt ufrivilligt komiske sæler møve sig rundt, vinke med deres små luffer og vist egentlig bare nyde tilværelsen i solnedgangen.

På vej tilbage til øen fik røverhistorier fra hestevognskusken. Blandt andet den om strandskaden, også kendt som “Mandøpigen” tilbage fra dengang, hvor Mandø blev til Mandø. “… dengang øens mænd var ude at fiske og en frygtelig storm i mellem tiden hærgede øen,” fortalte vores hestevognskusk på et drevent vestjysk og med et glimt i øjet “og da de kom hjem, var der ingen kvinder tilbage. Og derfor kom Mandø til at hedde Mandø, og strandskaden blev til Mandøpigen i mangel af bedre.”

One Reply to “Mandø: Øen for enden af den oversvømmede vej”

  1. Ja, det er så speciel en oplevelse at køre til Mandø. Efter køreture på Låningsvejen så kommer diget, og vupti oppe på toppen af diget, så er der udsyn til hele Mandø med skønne naturoplevelser. Det er en herlig vandre- eller cykeltur rundt langs diget, hvor masser af fugle og får kan ses. Godt, at I tog på en sælsafari, det er en fantastisk oplevelse af se sælerne på sandbanken og måske oplevede I også, at nogle af de nysgerrige sæler svømmede over til jer og således kom tæt på. Britta Leth / Ø-turismeambassadør

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *