Vores tur til Lyø startede med en Ødyssé-klassiker: Færge-u-vendingen, der i alt sin enkelthed går ud på at komme i land og køre af en færge kun for at lave en u-vending og køre ombord på den næste ø-færge. Vi nåede kun at komme af Ærø-færgen i Faaborg og tanke en kop kaffe, før vi trillede ombord på færgen til Lyø og Avernakø med ø-bussen Øjvind. Og det var vi bestemt ikke de eneste, der gjorde. Familier og pensionister, ekstra øl og sodavand, en kummefryser med nye forsyninger af is, campingvogne og cykler blev pakket tæt på færgen, og der var ingen tvivl om, at både skolesommerferie og den varmeste sommer i mands minde havde sat ekstra skub i ø-turismen.

Øjvind måtte derfor også trække maven ind, da vi skulle af færgen, forbi de mange nye turister og gennem Lyøs smalle idylliske gader og stræder. Men frem kom vi og fik parkeret ved øens købmand, hvorefter vi kunne fortsætte til fods, hvilket ofte er langt nemmere på de mindre øer. På flere af de øer vi har været på, sætter tidens gang og udvikling sit præg; der bygges sommerhuse, nye moderne huse og det kan ses, at vi skriver 2018 i kalenderen. Lyø er ikke én af de øer. I stedet står øen med de fineste og mest velrenoverede bindingsværk, et gammelt forsamlingshus og kirke og ikke mindre end fem idylliske gadekær kan gøre det.

Da vi senere på dagen mødtes med Jens, der var opvokset på øen, fik vi lidt baggrundshistorier, der fik det hele til at give mere mening. ”Lyø er en traditionsbunden tidslomme” forklarede Jens os. Og det skulle forstås i bedste mening. For mens mange andre småøer havde øjnet turistmuligheder for årtier siden, havde Lyø stemt nej til at bygge sommerhuse på øen for at bevare det traditionelle og derfor står øens gamle fremtoning stadig uspoleret frem i dag. I Jens fandt vi desuden en inkarneret ø-entusiast som os selv, og vi var derfor ret begejstrede, da han tilbød os en tur rundt på øen. På opslag på færgen havde vi nemlig set, at Jens arrangerede guidede rundture på Lyø ved siden af at skrive kandidatspeciale om, hvilken betydning det har for ø-fællesskabet, at det er afgrænset af vand. Så vi havde tydeligvis ramt en guldåre inden for lokal ø-viden og røverhistorier.

Programmet var altså solskin, ø-rundvisning og klokken-fem-møde ved købmanden (dvs. fyraftensøl). Det kunne selvsagt ikke blive en bedre dag for Ødysséen. Troede vi. Det var dog kun lige indtil Jens viste os transportmidlet til ø-rundturen. En gammel traktor med to havestole på ladet. Så måtte der jubles (og fotograferes uhæmmet). Med højt humør bumlede vi afsted over de Lyø’ske grusveje med vind i håret og støv i ansigtet.

Første stop var ”Klokkestenen”, en stendysse med cirka 5.000 år på bagen og fremragende udsigt over ø-havet. Jens forklarede, at der oprindeligt havde været mere end 50 stendysser på den lille ø, men at de løbende var faldet sammen eller blevet fjernet, så der i dag kun var fem tilbage. Og Klokkenstenen var helt særlig, da man måtte ønske, hvis man kunne frembringe lyden af en klokke ved at slå med en mindre sten. Vi blev et par ønsker rigere og nåede også at nyde udsigten, inden traktoren trillede videre. Det var en smuk dag, blikstille vand mellem de mange små øer og masser af skibe på havet. ”Da jeg flyttede til Aalborg, var det helt mærkeligt, at se havet uden land,” forklarede Jens, ”her har jeg altid været vant til at kunne se de nærmeste øer og Jylland og Fyn lidt længere væk. Udsigten her minder mig om historien; hvordan man altid har været afhængig af at kunne sejle mellem øer, og hvordan det har formet samfundet”.

Det viste sig, at Jens’ egen farfar havde vandret over øhavet til Als en kold isvinter og friet til sin kone. De her øer gemte tydeligvis på en masse gamle, gode historier. ”Mange af dem, der bor på Lyø i dag, kan føre deres slægt tilbage til 1500-tallet,” forklarede Jens. ”På det tidspunkt uddøde hele øens befolkning af epidemier. Og kort efter blev 24 lollandske familier tvunget til at flytte til øen efter at have gjort oprør mod deres godsejer”. Og det var en stolt ting at kunne føre sin slægt helt tilbage hertil, kunne vi fornemme. ”Altså de var jo oprørere, og vi kan egentlig godt lide tanken om, at det er det, vi stammer fra,” grinede Jens.

Mens traktoren tøffede gennem tunneldale og langs flotte klinter, forstod vi også, at der var mange andre historier knyttet til øen. Eksempelvis hævder en italiensk forsker og DR-serien ”Den Nordiske Odyssé”, at den græske helt Odysseus i virkeligheden kom fra Lyø. Der findes nemlig flere elementer i fortællingen om Odysseus’ rejse, der trækker i retningen af, at den skulle være foregået heroppe i norden, og beskrivelsen af hans hjemø Ithaka ligner en perfekt beskrivelse af Lyø. Således stod vi og betragtede den kyst, som han angiveligt skulle være sejlet ud i det sydfynske ø-hav fra og mærkede lidt af historiens vingesus. Ham Odysseus og hans odyssé gør jo lidt indtryk på sådan to ødysséusser som os. Vi måtte dog afbryde vores historiske dagdrømmeri, da klokken nærmede sig 17 og det betød øl hos købmanden – det var alligevel et stykke af nutiden, som vi ikke ville misse.

Hos købmanden mødte vi både ”Sildemorderen” Jens, der var gammel fisker og den tidligere købmand Palle, der også kunne fortælle gode historier om de oprørske Lyø-boere. Da et tv-hold engang var kommet sejlende forbi og skulle blive en enkelt nat på øen, havde et par af Lyøs mænd syntes, at det bestemt ikke var tid nok til at opleve deres fine ø. Da tv-folkene kom ned til havnen dagen efter, var deres båd flyttet i ly af natten og lå nu i stedet lige så fint i et af byens gadekær. Og da et par forbløffede journalister jo ikke kunne klare den alene, var de endt med at blive på øen en lille uges tid, indtil Lyøboere igen havde hjulpet dem videre. Så da Palle grinede og konstaterede, ”at det kan jo være Øjvind mangler et hjul i morgen, når I skal videre”, blev vi faktisk lidt i tvivl om, vi kunne regne med at følge vores planlagte rute eller skulle indstille os på at blive et par dage mere. Men så igen, ville det bestemt heller ikke være det værste…

Trods øens mange traditioner blæste der også nye og mere moderne vinde på øen. Et par smarte københavnere havde nemlig fået lov til at åbne en lille sommerrestaurant i øens gamle forsamlingshus. Og på sådan en sommerdag med sprøde stenovnsbagte pizzaer, kolde Aperol Spritz’er og varme kinder af frisk ø-luft og solskin, var det som at få det bedste af begge verdenen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *