Da vi satte kursen mod Livø, havde vi følelsen af at skulle tage revanche. Tilbage i foråret var vi nemlig på ø-hop i det nordjyske og havde dengang planlagt at besøge Livø på turen rundt i Limfjorden. Men øen havde simpelthen ”lukket” i foråret, da turistfærgen først sejler fra slutningen af april. Vi havde endda stået på Fur i marts måned og spejdet over mod Livø, der blot var et par kilometer væk og funderet over, hvad der mon gemte sig derovre. Så da vi midt i højsæson på en solrig augustdag indfandt os på havnen og gik ombord på den lille færge til Livø, var det med spænding og forventning. Og vi var bestemt ikke de eneste. Færgen var fyldt til randen med familier, kajakker og forsyninger. Det var tydeligt, at Livø levede højt på dagsturisme og en exceptionel dansk sommer.

Som altid havde vi (eller måske mest Tine) hapset alle de turistbrochurer, kort og foldere, som vi kunne komme i nærheden af. Og på den lille halve time, som overfarten tog, fik vi (altså mest Sarah) læst højt om på øens historie og fakta. Mens der nok var 100 mennesker på vej med færgen mod Livø, havde øen kun omkring 7 faste beboere. Det er Naturstyrelsen, der ejer den fredede ø, og derfor også dem, der bestemmer, hvem der kan bo der. De 7 beboere er derfor ikke hvem som helst, men dem som er de vigtigste for driften af øen, nemlig en færgeskipper, en landmand, en skovløber og deres familier.

Så da vi gik af borde fra færgen, forventede vi mest at se flot natur. Det måtte jo være begrænset, hvad de 7 mennesker kunne diske op med. Som altid sakkede vi bagefter den store flok af turister, da vi lige skulle tage ét billede – og lige ét til. Vi gik derfor nogenlunde alene af vejen ind mod ”byen” og havde lidt glemt, at der var andre end os, der var taget til Livø den dag. Men da vi ramte ”byen” blev vi i den grad mindet om det. Massevis af gamle, flotte bygninger lå på hver sin side af ”hovedgaden”, børn og voksne løb rundt og legede, der kørte små vogne rundt med øl, vand og mad og udenfor købmanden var bænkene spækket med folk. Hold da op – hvordan kunne alt det her køre rundt med 7 mennesker?

Vi forstod dog hurtigt, at der var en privat sommerhøjskole, der havde lejet sig ind i Livø Feriecenter, der blev drevet i de gamle bygninger. Bygningerne var opført i starten af 1900-tallet og havde i 50 år huset fangere og fungeret som ”åndssvageanstalt”. Senere var øen blevet fredet og overdraget til Naturstyrelsen, der i dag har en forpagter til at køre feriecenteret med plads til de mange ø-gæster. Vi besluttede os for at tage en tur rundt langs kysten for at få en bedre fornemmelse af, hvor vi var landet.

Livø er af den størrelse, hvor man kan komme rundt på overskuelig tid. Øen er kun et par kvadratkilometer stor, og vi satte afsted til fods. Og lige så pludseligt som vi var stødt ind i de mange turister, højskolegæster og beboere i byen, var vi pludselig helt alene i smuk natur og stilhed. Vi gik langs strand, ad stejle skråninger, over marker og gennem gamle skove. Til trods for sin lille størrelse rummer Livø faktisk næsten alle danske naturtyper, og vi havde hele tiden følelsen af at komme til et nyt sted.

Efter et par timer rumlede maven, og vi satte kurs tilbage mod feriecenteret, hvor vi tidligere havde set nogle overdådige frokosttallerkener. Et par solide kartoffelmadder skuffede os bestemt ikke, mens vi spejdede efter Jesper, forpagteren af feriecenteret, som vi havde en aftale med. ”Bare rolig, I er ikke i tvivl, når han kommer tilbage”, grinede en af de unge piger, der serverede på feriecenteret. Og ganske rigtigt. Kort tid efter hørte vi en høj latter og så en lille mand med et stort skæg og et lige så stort smil. Da han havde fået hilst på cirka alle, fik vi fanget ham til en kort snak om Livø-feriecenteret. Jesper boede ikke fast på øen, men var fuldt beskæftiget over sommeren ”Jamen, jeg er jo både forpagter, rengøringskone, lejrkommandant, lokumsrenser, legeonkel, ja alt muligt…” svarede han grinende på spørgsmål om, hvad han lavede på øen.

Selvom det lød til at være et stramt sommerprogram, havde Jesper alligevel også fundet noget af den famøse ø-ro. ”Det er så sjældent, at man finder et sted med ro ovre på fastlandet. Men her kan du mærke vejret og naturen på en helt andet måde. Du er i det. Og på den måde synes jeg også, at man kan mærke sig selv på en helt anden måde. Det er mere intenst. Når det er kedeligt, er det virkelig kedeligt, men når det er sjovt, er det fandeme også sjovt.”

Overfor den lille købmand lå Livø Avlsgård og på opfordring fra et lille skilt, stak vi hovedet indenfor og kiggede os lidt omkring. Som altid gik der ikke længe før, vi blev spottet og landmandens kone Bente bød os velkommen og viste os rundt. Alt blev dyrket 100% økologisk, og der blev dyrket både dalarhvede, vårhvede, svedjerug og et utal af andre sorter, som sådan to københavnere som os aldrig havde hørt om. ”Vi prøver både at genopdage gamle sorter og eksperimentere med nye sorter,” forklarede Bente os, ”og nogle af de sorter, som vi har startet med at dyrke herovre, er nu udbredt i hele landet”. Ved siden af det lidt særlige landbrugsliv, levede Bente og resten af øens beboere et rimeligt almindeligt liv med et par enkelte undtagelser ”for vi skal lige huske at planlægge med færgen, når vi skal i biografen”. ”Og så skal vi alle syv finde ud af at samarbejde og bo sammen, for ellers fungerer det simpelthen ikke” forklarede hun os.

Inden dagen var helt slut, ville vi også nå forbi øens ”troldskov” og opleve lidt af den særlige ø-magi, som Jesper havde fortalt os om. ”Det er så meget mystik og eventyr her. Og hvis man bare er den mindste smule overtroisk, kan man mærke det ude i skoven”. Det måtte vi lige prøve af og gik gennem de krogede egetræer, der var flere hundrede år gamle og kunne godt forestille os, at en mørk aften kunne være lidt skummel herude. Sarah fik bevist, at egetræer er gode at klatre op i, men straks lidt sværere at komme ned fra, og Tine fik klatret gennem ”hultræet”, der ifølge gamle skrøner skulle kunne forebygge og kurere sygdomme.

Godt trætte af at vandre øen tynd i bagende sol, endte vi igen ved feriecenteret omkring solnedgangstid og gik ombord i den geniale opfindelse: Selvbetjeningsfadøl! Her kunne man tappe sig en fadøl og smide en mønt. Igen var vi to storbyboere lige dele begejstrede og forundrede over konceptet og spurgte Jesper, om det nu også kunne fungere med fadøl baseret på tillidsbetaling? ”Det kører så fint. Og hvorfor skulle det egentlig ikke?” spurgte Jesper os med et glimt i øjet, ”hvorfor skulle vi ikke kunne stole på hinanden?” Touché og 1-0 til ø-stemningen!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *