Efter at have klaret flere af de mindre sydfynske øer på cykel, var vi fulde af gensynsglæde, da vi samlede Øjvind op på Svendborg Havn. Næste stop var Langeland og med en 50 km lang ø, var der rig mulighed for roadtrip-stemning, dog max med 80 km/t, som jo er Øjvinds komfortfart. Men da Øjvind efter lidt tid var kommet op i fart, besluttede vi at rulle til den sydlige del af øen, der skulle være særlig kendt for flot natur og gode kitesurf-steder.

Området omkring Ristinge ”er langt ude på landet selv for folk, der bor på Langeland” forklarede Maja os, der selv var vokset op og havde familie i flere generationer i området . Men gode steder er som bekendt værd at køre langt efter, og Ristinge var ingen undtagelsen. Stejle klinter rejser sig højt mod himlen, hvide strande inviterer til en dukkert og udsigten mod det sydfynske ø-hav kan man heller ikke klage over.  ”Naturen har været min legeplads. Der er frit til, at man kan råbe, skrige og løbe uden det generer folk” fortalte Maja os om sin opvækst.

Og naturen som legeplads, den er vi helt med på. Dog var bølgerne lige lovligt høje til Sarahs planer om kitesurfing, men vi fandt et sted på den anden side af klinten, som egnede sig bedre til Sarahs niveau, der kan beskrives som ”optimistisk og godt-kørende, dog ikke-helt-sikker-på-at-skifte-retning, men altid klar på en udfordring”. Grejet blev rigget til, mens vinden stormede afsted på den gode side af 10 m/s, og Tines bekymringsrynker blev lidt dybere. Ingen af delen stoppede dog Sarah, der fløj afsted over vandet og kom storsmilende tilbage efter at have vredet alt det bedste ud af Langelands lave vand, der åbenbart er essentielt for kitesurfing. Så barren blev sat højt og nu manglede vi bare et sted at parkere Øjvind og få pulsen ned igen…

Øjvind kan egentlig opfylde de fleste af vores behov. Vi har både ly, seng, gasblus, lys og opbevaring. Men der er to ting, som vi altid må gå på kompromis med; strøm og bad. Det resulterer for det første i, at vi altid har en kameraoplader i tasken og ser hver en mulighed for lige at låne 20 minutters strøm til et fladt kamerabatteri på caféer, butikker og tankstationer (tak til alle hjælpsomme sjæle!) og for det andet i, at vores forfængelighed bliver efterladt i København og dyp i havet hjælper vores hår med at stå selv. Da vi i denne omgang skulle være afsted i mere end 2 uger, måtte vi dog finde alternative løsninger. Så vi indlogerede os derfor alle tre på en campingplads med både strøm og bad. Vi fik vasket hår, Øjvind fik strøm i siden og havde pludselig et fungerende køleskab, og vi nød campingluksussen med minigolf og en iscafé, der insisterede på at lave dobbeltstørrelse-isvafler, der kunne trøste selv de største minigolf-tabere.

Næste dag var alle menneskelige og elektroniske batterier altså fuldt opladt, og vi kastede os ud i Langeland med åbne arme. Først blev jagten sat ind på de vilde heste, som efter sigende skulle befinde sig på den sydlige del af øen. Vi travede gennem krogede troldskov, langs flotte høje skrænter og over bakker, som geograf-Tine mente måske kunne være ”hat-bakker fra istiden”, men hun var dog lidt sparsommelig med information om, hvad en ”hat-bakke” egentlig betød. Og det virkede heller ikke som om, at vi var i nærheden af at finde hestene. Så vi dømte krikkerne ude, arkiverede i stedet formiddagens traven rundt som en flot naturoplevelse og trillede afsted mod næste stop i Øjvind. Vi nåede dog ikke mere end 100 meter, før 10 andre biler var parkeret hulter til bulter, og alle de andre turister var i fuld gang med at fotografere… de vilde heste, der dog stod klods op af hegnet og virkede ret upåvirkede. Men de var en stor flok med omkring 60 fine brune, heste med søde føl, og så var vi solgt alligevel.

Herefter tog vi på gods- og slotstur rundt omkring på den lange ø. Først for tur stor Skovsgaard, et flot gammel gods, der nu var omlagt til museum, naturformidlingssted og café med lækre lokale grøntsager dyrket på gården og hjemmebrygget øl. Det var lige efter vores hoved, og vi tullede rundt i skoven og på museet, hvor vi dog utallige gange var tæt på at dø af skræk, når vi drejede om hjørnet og stødte ind i de uhyggelige voksdukker og vores lidt for livlige fantasi løb af med os.

Vi susede videre gennem bakkede marklandskaber til den nordlige del af Langeland, hvor vi fandt Tranekær Slot og den store flotte slotspark. Park var egentlig ikke et dækkende ord, for det mindede mere om Dyrehaven tæt på København med masser af store, gamle træer og var oveni krydret med ”naturkunstværker”, som vi prøvede at blive kloge på. Men kunst skal jo som bekendt ikke altid forstås, og flot var det alligevel. Én ting, der dog skal forstås, er træer – især hvis man som Tine er ved at uddanne sig til træklatreinstruktør. Bevæbnet med en stor folder om parkens træer gik Tine i krig med at artsbestemme samtlige træer i parken ud fra blade, frugter og bark. Efter et par timer var vi næsten igennem, og Tine virkede glad og tilfreds til trods for, at forbavsende mange træerne var blevet erklæret for ”rød-el”… måske var parken bare fuld af forskellige typer rød-el? 😉

Efter al den natur lavede vi et sidste stop i Langelands største by, Rudkøbing, hvor vi igen fandt livets to essentielle ting; strøm og kaffe. Det gjorde vi på en hyggelig retro-cafe, hvis indretning var taget ud af 1970’erne, og hvor alle møbler desuden var til salg. Sjovt og hyggeligt koncept med lækker mad og heldigt for os og vores bankkonti, at vi ikke har plads til alt for mange møbler i Øjvind. Rudkøbing bød på fine gamle bygninger i alle regnbuens farver og en hyggelig torvedag, hvor øboere fra nord og syd solgte lækre grøntsager, bær, honning og alverdens andre gode ting. Så vi fik alligevel tanket Øjvind solidt op med gode sager, inden vi kørte til Rudkøbing havn for at finde færgen til  næste ø: Strynø!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *