Turen til Læsø kan vel betragtes lidt som en svendeprøve for vores 1994-camper Øjvind. Man kan dårligt komme meget længere væk fra København. Og med koblingsproblemer, løse motorremme og faldende dæktryk i bagagen var vi temmelig spændte på, om han nu ville klare den helt op til Danmarks nordligste breddegrader. Det gik! Og vi rullede ombord på Læsø-færgen, mens Tine vinkede ivrigt til ”Kom-bar-do”-mændene, der dog ikke havde travlt med at vinke tilbage.

Vi kom til Læsø kl. 22.00 om aftenen og trillede ud af en bælgmørk grusvej for at campere i skoven. Da vi vågnede om morgenen, fandt vi os selv mellem høje grønne graner ved en helt klar, kongeblå sø. Badesøen kalder de søen, der glimtede i solen og endnu ikke havde sluppet den sidste rest af frost. Megaflot!

Opløftede over starten på vores Læsø-eventyr ville vi fejre dagen med en kop kaffe. Men det var Øjvind ikke meget for. Han har det stadig lidt stramt med gassen i frostvejr. Så vi rullede ned til byen og begyndte en kaffe-eftersøgning. Det viste sig, at et par driftige, unge fynboer netop havde startet en ny restaurant ”Hummerens hus” et par dage forinden og i bedste københavnerstil tilbød et ”vælg-din-egne-brunch”-koncept og heldigvis også kaffe.

Vi kunne godt mærke, at det nu var blevet påske. Turistsæsonen var så småt ved at starte op. Den nystartede ølbar nede på havnen havde fx meldt ingen-ledige-borde hele påskeferien – til vores store ærgelse.

Solen stod højt på den halvstore ø, hvilket den i øvrigt gør en hel del. Med 1.951 soltimer trumfer Læsø faktisk Bornholm som Danmarks solskinsø. Det kriblede i benene for at komme af sted. Så vi sprang ombord på vores mountainbikes og cruisede ned langs øens østsiden, hvor nogle høje, skarpe klitter rejser sig næsten lodret op i vejret. Vi kørte forbi tanghusene, et særligt læsø’sk fænomen, hvor man har puttet tang på toppen af de gamle gårdhuse i stedet for stråtag. Det ser virkelig sejt ud. Hvis huse kunne headbange, så havde de her uden tvivl klaret det forrygende.

Vi gik de sidste kilometer gennem fuglereservatet, helt ude langs tangen på østspidsen, hvor der er vanvittig fint. Ivrigt fuglekvidder, svajende siv og helt roligt vand på begge sider. Ø-roen findes lige der.

Om eftermiddagen havde vi aftalt at mødes med Lasse, en ung Læsø-fyr, der ejer og driver hele Krogsbækgaard, som er et hesteferiested med intet mindre end 140 heste! Det er pænt mange. Og som Lasse sagde, ”når man så alligevel har sådan en gård og en masse heste, hvorfor så ikke også have et par vildsvin, nogle gæs, kaniner og får kan jeg altså også godt lide.” Lasse havde boet nogle år i Aalborg og fortalte os om, hvordan han oplevet at flytte tilbage på Læsø og overtage sin fars gård. ”Da jeg kom tilbage, fandt jeg ud af, at jeg havde kedet mig en del i byen. Der er jo grænser for, hvor meget man kan gå i biografen. Her er altid noget at give sig til. Med hestene, i værkstedet, på gården…”

Der var en rideferiecamp på besøg over påsken, og vi fik lov at tage med dem på en ridetur dagen efter. Tine var noget bekymret, da hendes tidligere erfaring med islandske heste bogstavelig talt løb noget løbsk, men hun fik hest, der var meget rolig og havde cirka lige så korte ben som Tine selv. Og så red vi ellers ned på ”rønnerne”, som er et kæmpe marskområde, der er dannet ved, at jorden har hævet sig fra vandet efter den sidste istid. Og det gør den åbenbart stadig. Det kan varmt anbefales at ride på rønnerne, både fordi der er helt utrolig smukt, og fordi man ellers ville være garanteret at få meget våde tæer, hvis man skulle bevæge sig derud til fods. Tine lykkedes dog med at få våde tæer alligevel, idet den kortbenede hest var noget udfordret af de store vandhuller. Men det gjorde nu ikke den store forskel, for Tine havde allerede trasket gennem alverdens skovsøer tidligere på dagen på vores mountainbiketur, som mest af alt var en gå-tur-med-din-mountainbiketur på den famøse nisserute. Hvorfor den hedder sådan, er stadig uopklaret, men den lød jo som et sted, vi måtte besøge. Og det var bestemt besøget værd. Nisseruten snor sig gennem skovplantagen i et ægte Ronja Røverdatter landskab, og den kan anbefales med eller uden mountainbikes. Måske mest uden i virkeligheden. I hvert fald hvis man kommer, lige når sneen smelter. Men det gav nu også en god udfordring at springe rundt med mountainbiken gennem søer og sandbanker, der blokkede stien på skift. Sarah fik bogstavelig talt smag for nisseruten, da hun stod lige på hovedet i en sandbanke i et forsøg på at ”gøre noget extreme”.

Efter to aktive dage med hest, mountainbike og vandretur slog vejret om, og den sidste søndag bød på et riv-rav-ruskende gråvejr. Heldigvis har nogle geniale hoveder fået den idé at lave den gamle kirke om et til kurbad med læsø’sk havsalt, der efter sigende er lige så healede som det Døde Hav. Så efter at have været en tur ude på selve saltsyderiet, hvor en lille flok øboere hver morgen står tidligt op og skubber trillebør efter trillebør – flere tons bliver det til – med friskt-sydet salt, der er udvundet direkte fra det højtliggende og saltholdige grundvand på rønnerne, gik vi i ægte påske-søndags-hvile i kirken. Ret specielt med en kirke, der har et kæmpe bassin liggende midt i kirkeskibet, fire saunaer i sideskibet, ikke noget alter – men en udendørs jacuzzi, og som sælger kold rosé i våbenhuset. Hvis flere kirker så sådan ud, ville vi uden tvivl blive mere faste gængere.

I den frostklare luft og det varme boblende vand sad vi og fordøjede de mange indtryk, vi havde fået på øen, og funderede over, hvad de unge læsøboere havde fortalt os om ø-livet. Det er sgu lidt paradoksalt, at man har en større grad af solotilværelse i byen, hvor der er proppet med mennesker – og en stærkere følelse af fællesskab og sammenhold på øen, hvor der er færre. Som Lasse fra Krogbækgaard formulerede det, så ”er der mange mennesker omkring én i byen, men ingen man nødvendigvis skal forholde sig til. På øen er der få mennesker omkring én, men man skal forholde sig til dem alle sammen.”

Hvornår mon man når punktet, hvor få bliver til mange? Og så mange, at man ikke længere nikker og hilser på dem alle sammen? Det kunne vi gruble længe over. Og til sidst var vi helt krøllede af det læsøske kirke-salt-vand…

Over sommeren er der også gang i Læsø og det meste information kan findes på VisitLæsøs hjemmeside. Blandt de større begivenheder kan nævnes:

  • Læsø Kunstfestival d. 23.-27. juli
  • Læsø Jomfruhummerfestival d. 4. august

3 Replies to “Læsø: Solskinsøen med høje klinter, smukke skovsøer og en chilleren kirke

  1. Herligt at læse om de skønne oplevelser på Læsø. Nisseruten har fået navn efter de mange nisser, der er på Læsø. Mellem træerne og de tilgroede klitter ved Højsande har der altid været trolde og nisser. Mødte I ikke et par fnisetrolde, de er meget nysgerrige, ja måske lidt i familie med Tine og Sarah. Klitnisserne derimod er sky, og det kan være svært at møde dem. Skovnisserne er mere aktive, men de har mange gemmesteder, måske havde de gemt sig i Nissebakken.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *