Den lillebitte færge ’Hjortøboen’ gemte sig allerlængst nede på Svendborg havn og lå og vuggede som en charmerende lillebror ved siden af den kæmpestore Ærøfærge. Efter en håndfuld dage i det sydfynske øhav, var turen nu kommet til Hjortø. Vi klappede Øjvind på køleren og gik ombord på den lille Hjortøfærge, som vi fik helt for os selv. Skipperen fiksede os to klapstole fra kahytten, og så satte vi os ellers på ”soldækket” og fulgte ivrigt med i den heftige sommertrafik af skibe og andre vandfartøjer, der sejlede frem og tilbage i Svendborg Havn, mens Hjortøboen futtede stille og roligt af sted.

Lillebitte Hjortø er omkring 1,5 kilometer lang og har kun tre faste beboere, så vi var faktisk ikke sikker på, om vi overhovedet ville være heldige at rende ind i nogen. Men vi var kun lige trådt af færgen, da vi så en dame – eller rettere: Hun så os. ”Hej, jeg var lige på vej ud at gå en tur – vil I med?,” sagde damen, der viste sig at hedde Signe og have sommerhus på øen. Signe var en af de mere faste sommerhusgæster, så hun stod også for at passe havnen om sommeren.

”Man skal kunne lide roen,” sagde Signe, mens vi gik gennem en gul eng og lyttede på fuglene, ”for her sker ikke en hel masse.” Vi fulgte med Signe rundt en lille times tid; forbi marker, enge, strand og den gamle mølle, som en arkitekt nu har omdannet til sit runde sommerhus, og så var vi næsten kommet hele vejen rundt om øen. Stilheden og de gule engblomster (som Signe godt nok kaldte ukrudt), de grønne buske og den klare blå himmel, der endte i det endnu mere blå hav, gjorde os lidt betagede: ”Wow, hvor er her bare flot,” sagde vi. ”Jamen her er jo ingenting,” svarede Signe, og det havde hun for så vidt ret i. Men måske var det netop det, der var det smukke ved det.

”Seværdighederne er alt efter temperament meget beskedne eller ganske enkelt storladne, når man ser sig om i den unikke natur på øen,” stod der i folderen om Hjortø, og det måtte vi virkelig give folder-forfatterne ret i. Efter at have sagt farvel og tak til Signe, tøffede vi ned til shelterne og fandt vores paddleboards, som vi havde slæbt med ombord på færgen. Der var godt blæs på vinden, så vi forsøgte at finde læsiden og holdt os tæt ved bredden. Vi skulle jo nødigt blæse til havs… eller til Tåsinge for den sags skyld.

DroneDennis havde heldigvis én af sine skarpe dage (og dem skal man sætte pris på, når de endelig kommer!) og kunne godt klare lidt blæsevejr. Så vi sendte ham op i den friske luft og ud over stranden. Hjortø tog sig også flot ud oppefra – og bedst som DroneDennis strakte ud over de gule enge, kom en stor hare springende ind under ham. Det var virkelig Dennis’ heldige dag.

Tilbage ved shelterne gik vi opdagelse nede omkring havnen. Heller ikke her vrimlede det med seværdigheder, men vi fandt et lille hus med en fryser fuld af is. Mobilepay og haps, så var der is! På Hjortø er der ingen butikker, ikke engang en købmand. Faktisk kan man kun købe tre ting på øen. Foruden isene i fryseren på havnen, er der en dame, der strikker sokker og én, der laver fuglehuse. Og det er vel også tre meget gode ting at have omkring sig, hvis målet er at komme ned i gear. For det gør man på Hjortø.

Og så har man alletiders mulighed for at lege naturfotograf. Det var en chance, Sarah ikke missede. Faktisk var vi nødt til at afbryde aftensmaden, da en kæmpestor hare pludselig troppede op lige bag shelterne. Mens Sarah fandt zoomlinsen og National Geographic-entusiasmen frem, sneg Tine sig ind på haren langs det høje græs. Det er ikke helt til at sige, om det var Tine eller haren, der sprang mest til siden for den anden. Vi fik et billede, men der er vist ingen tvivl om, at der er temmelig langt til en karriere som dyrefotografer.

Ø-roen havde for alvor ramt os, så det var kun knap, at vi kunne holde os vågne til solnedgang. Men det lykkedes, og vi fik en af de rigtig flotte af slagsen. Vinden tog til, så vi krøb helt ud på kanten af stenene uden at slippe soveposen, hvilket fik os til at ligne to store vindposer (altså de der røde og hvidstribede runde flag, der altid står for enden af en bro). Nej…  National Geographic fotografer er vi bestemt ikke. Men vi elsker at tage billeder af de smukke øer og går ikke ned på komfort – heller ikke, når der skal tages solnedgangsvideoer i stormvejr!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *