Selv om Fur med furboernes egne ord ligger bare ”to minutter fra Danmark”, så er det lidt af en køretur fra København. Især når man er af sted i en camper fra 1994 og i rigtig road-trip-mode med kaffestop, kanelgiffelstop, sports-outlet-stop og alverdens andre stop. Vi kørte kl. 09.30. Og 11 timer senere nåede vi Fur. Vi nåede knap at køre ombord på Fur-færgen, før vi var i land på den mystiske ø, som lå tæt i tåge. Vi kunne ikke se mere end et par meter frem og var derfor temmelig skeptiske, da Brian fra Fur Camping fortalte os, at vi kunne parkere Øjvind, så vi ville vågne op med havudsigt.

Næste morgen var dog lige så tåget – og hverken oplagt til havudsigt, droneræs eller storslåede billeder af de store, stejle klinter, de har på Fur. Så vi besluttede at hoppe på mountainbiken og følge den markerede ”butiksrute” rundt. Butiksruten ledte os forbi en masse gallerier og små butikker med fine dingenoter og alle mulige lækre, hjemmelavede produkter. Selv om Fur har under 800 indbyggere har øen intet mindre end 20 atelier og kunstværksteder. Og i den lille gårdbutik laver superiværksætteren Lisbeth, der tidligere var psykolog, sin egen balsamico, sennep, syltetøj, chutney, spegepølse og cremer uden alle mulige skumle kemikalier, når hun ikke væver merinouldtæpper og -tøj. Ret farligt for dankortet. Så nu er Øjvind fyldt med et hav af gode sager!

Vi slog også et smut forbi Fur Museum, hvor geografen (altså Tine) gik helt i selvsving over Furs specielle jordlag med vulkanaske, der kan spores til 55 mio. år tilbage. ’Moleret’ er helt særligt for Fur og bruges til isolering og sikkert mange andre gode ting, fx Lisbeths cremer. Da vi et par dage senere bevægede os ned i en molergrav for at se nærmere på lerets mange farver, mødte vi Palle, øens eneste molergraver. Palle har gravet ler i 45 år og forsyner altså hele Danmark med det isolerende ler.

Næste dag brød solen endelig gennem tågen, netop som vi sad med en fursk påskebryg og nød vores gourmet-madpakke med avocado og hummus på græsset foran Fur Bryghus. Pludselig kunne vi se øen – og hold nu fast, hvor er den smuk! Vi nåede lige at fange kokkeeleven Anton, som fortalte os om hyggelige Fur, hvor alle kender næsten alle, men som var lige lille nok for en kokkeelev med appetit på restauranterne i de større byer. Ivrige efter at få solrige billeder skyndte vi os ud til klinterne for at smide dronen i vejret. Dronen har i øvrigt fået tilnavnet Dennis, da ’DroneDennis’ ligger utrolig godt i munden. Omtrent ligeså godt som ’Ø-bussen Øjvind’.

Dennis var samarbejdsvillig, så vi filmede de vilde lerformationer, bl.a. ”Bispehuen”, der ligger som et minibjerg midt i en stor kløft. Også ude ved vandet var der afsindig flot. Vi stod og så på klipperne, der tårnede sig op fra stranden og tænkte: ”Det kan da ikke være Danmark, det her”. Men Fur er jo også to minutter fra Danmark, fik vi at vide. Der lader til at være en stærk identitet og handlekraft på Fur. Da Skive kommune besluttede at lukke den lokale skole, gik der lige præcis to døgn, før Furs to fonde havde bestemt sig for at opkøbe skolen og leje den ud som friskole til Fur. Og da en varevogn med to lidt-for-smarte-gutter for nogle år siden havde kørt rundt på øen og renset sommerhuse for TV’er og dyre lænestole, stod fem lokale fiskere og ventede på dem ved havnen. ”Har I fået nogle gode ting med herfra?” spurgte de. ”Nej, nej”, havde de unge fyre løjet. Og så var de røget en tur i havnen og havde fået lov at vente på, at politiet kom til øen. Don’t mess with Fur!

Høje på solskin og droneshots rullede vi forbi det unge par, Peter og Helle, og deres nyfødte datter. Peter var selv vokset op på øen, var 7. generation på familiegården og fiskede fra Fur Havn. Vi måbede noget, da Peter fortalte os, at han ofte efterlader nøglen i bilen på havnen, når han tager ud for at fange østers. ”Ja, for så kan folk jo bare flytte den, hvis den står i vejen”. Den går sgu nok ikke på Nørrebro. Peter og Helle fortalte os også om det sindrige cykelsystem på øen. Der er ingen, der finder på at låse deres cykler – uanset hvor de står. Hvorfor skulle man dog det? Og det er åbenbart almindelig praksis, at man lige låner en cykel fra havnen. ”Bare man stiller den ud til vejen bagefter, så kan ejeren jo finde den, når han kører forbi”, fortalte de. Fur er på mange måder langt fra København.

Efter besøget var dagen næsten slut – men vi kunne lige nå at indlede en vigtig dyst. Nemlig en minigolf-turnering, som vi regner med at fortsætte på de næste mange øer. Tine lagde hårdt for, men gik (heldigvis for Sarah) helt kold på hul 15. Det står derfor nu 1-0 til Sarah i minigolf, og vi kan allerede nu forudse, at det bliver en hård turnering fuld af psykisk terror og beskidte kneb. Vi hader begge at tabe.

Den sidste dag på Fur havde solen meldt sin ankomst allerede klokken 8.00. Så vi var tidligt på færde ude klinten – klar til at få nogle seje billeder i morgenlyset med det glitrende vand og de høje, høje klinter med tydelige lerlag, der vidner om fortidens vulkaner og istider. Vi glæder os allerede til at klippe videoen. 😊 Selv om DroneDennis igen brokkede sig lidt over magnetfelter (han ser nogle gange ting, vi andre ikke helt ser) og først var med på at flyve, efter vi havde varmet hans batterier op på maven, så gjorde han det utrolig godt, da han endelig kom op.

Senere på dagen mødte vi Nanna og Erik, der for et par år siden havde byttet to Nørrebro-lejligheder ud med et kæmpestort hus med egen strand i baghaven. Så kan man godt føle sig lidt snydt, når man tænker på, hvad man skal slippe for en toværelses andellejlighed i København. Nanna og Erik havde faktisk købt huset uden at have set det først, men havde ikke fortrudt et sekund. De savnede ikke storbyens stress og havde faktisk nærmest glemt, hvordan man går på gaden på Nørrebro. ”Smiler man til folk? Eller kigger man væk? Eller registrerer man folk, men så ikke alligevel? – jeg har helt glemt det”, sagde Nanna, ”her hilser vi jo på alle, og man kan ikke engang rulle en tur med barnevognen uden lige skal stoppe op og snakke med dem, man møder.” Nanna og Erik var virkelig kommet til at sætte pris på det lokale fællesskab. Og også det, at de på øen i højere grad er sammen med venner på en aktiv måde, fx ved at gå i haven, bygge en væg og bruge naturen, frem for som i storbyen at mødes til endnu en cafe latté, som i øvrigt helst skal planlægges fire uger ud i fremtiden. Av, den kender vi godt.

Erik og Nanna nævnte også en tredje ting, der gav os noget at tænke over. Nemlig det at være noget og skabe værdi for nogen. Noget, som de fleste af os formentlig går op i. Hvornår er man blevet til noget? Hvornår skaber man værdi? I den storby-akademiker-boble, som vi befinder os i til daglig, handler det at blive til noget typisk om karriere, CV og hvad man ellers kan måle sig på. Men ofte er man reelt set en meget lille møtrik i et stort maskineri. Det er anderledes på øen. Dem, der tager initiativ og fx stifter en forening, starter en café eller står for den årlige havnefest, skaber værdi og ’er noget for nogen’ på en helt anden måde. Det gav stof til eftertanke. For hvornår er man noget for nogen? Og skal man nødvendigvis blive til noget for at være noget?

Efter tre dejlige dage og alt for mange impulskøb af fine dingenoter og hjemmelavet det ene og det andet, sagde vi pænt tak til Fur og vendte køleren mod det næste ø-eventyr.

Fur er dog først lige ved at starte sæsonen op og på www.furnyt.dk kan man finde en oversigt over øens arrangementer sommeren over, der bl.a. er:

  • Muslingedag d. 26. maj, hvor man kan smage et bredt udvalg af muslingeretter på havnen
  • Fur Rundt d. 14. juli, hvor alle trækker vandreskoene på og går øens 22 km rundt og efterfølgende holder “vabel-fest”
  • Flere koncerter med større navne på Fur Bryghus, der også holder “Øllets dag” d 1. september

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *