Vi skal virkelig vænne os til, at vi nu er gået ind i sommermånederne og dermed højsæsonen for ø-ferie. Det der med at booke færger og planlægge tidspunkter har vi ikke behøvet bekymre os om indtil nu, men da vi rullede ned til Femø-færgen holdt der allerede en hel parade af biler i ”reserveret”-banen, mens vi var henvist til ”chancen”. Og vi skulle endda have gæster med, en journalist og en fotograf, der ville lave en lille ødysséreportage, så det var jo lidt utjekket ikke have styr på færgebilletten. Heldigvis var der gevinst på chancen, så vi kom med den tæt pakkede færge og sukkede lettet over, at Øjvind ikke er større end som så. En lille fiks øbus kan man jo (næsten) altid klemme ind.

I modsætning til flade Askø, var Femø fuld af bakker. Så Øjvind, der i forvejen kæmper lidt med formen, blev lettere forpustet, men det lykkedes ham at fragte os ned til syddelen af øen, hvor vandet lå blikstille. Solen bagte hårdt, så det eneste rigtige at gøre var at hoppe en tur på vandet på vores paddleboards. Godt sultne derefter, skulle vi på jagt efter frokost. Der var efterhånden mange, der havde fortalt os, at ”… et besøg på Femø kro, må I altså ikke snyde jer selv for.” Og da vi rullede forbi den gule herlighed med parasoller og rødternede duge på terrassen foran, var det svært ikke at blive fristet. Så vi reddede os en ordentlig krabat af et stjerneskud til frokost.

Vi gik på opdagelse på øen, der – selv om den kun huser lidt over 100 mennesker og ikke er meget længere end 4 kilometer fra den ene ende til den anden – virker temmelig stor. Måske er det, fordi øen er så bakket og fuld af små veje og gangstier, der kringler sig gennem det kuperede terræn. I hvert fald farede vi næsten vild mellem de små idylliske huse, og de mange grønne træer og buske. Meeen øen var nu heller ikke større, end at vi ret hurtigt fandt os selv igen. På en sådan 30-graders solskinsdag er det virkelig praktisk at være på en ø. Vandet er aldrig særlig langt væk. Så vi greb badetøjet og begav os mod nordstranden, som vi havde fuldstændig for os selv. Om et par uger vil det nok være noget andet, når Danmarks ældste kvindelejr med snart 50 år på bagen rykker ind. Men i dag var helt stille, så vi lukkede øjnene og faldt næsten i søvn.

Heldigvis bimlede telefonen, for vi havde aftalt med Anders – en ung Femøbo – at mødes med ham og hans bror og ven, der også var opvokset på øen. To af de tre gutter var i gang med en landbrugsuddannelse og var ikke afvisende overfor, om de senere skulle bo på en ø igen. Men nu skulle de først ud at se verden, sagde de og fortalte om, hvordan det havde været at bo på Femø og gå i skole på Lolland. ”Så tager man færgen hver morgen kl. 6,” fortalte Anders. ”Så det bliver nogle gange en lang dag”. ”Især hvis det er midt i højsæsonen,” supplerede hans bror Alex, ”vi har jo ikke forrang til færgen, så nogle gange er der så mange turister, at man må vente to timer på den næste.”

Der er bestemt nogle ting, der er mere komplicerede ved at bo på en ø, men så kan det nogle andre ting. Det oplevede vi selv en time senere, hvor vi havde fundet Femøs lille køkken- og badhus ved shelterpladsen, som man kan låne, hvis man lige smider en mobilepay til beboerforeningen. Ikke mere end 5 minutter efter stod Jørgen i døren. ”Jeg ville bare lige tjekke, at her så pænt nok ud, når I nu skulle bruge det,” sagde han og smuttede lige hurtigt, som han var kommet. Efter et par timers blog- og fotoarbejde i køkkenbadehuset, var solen ved at gå på hæld. Og kroen havde jo åbent endnu, og da ideen om en bajer og solnedgang lokkede gevaldigt, begav vi os op langs eventyrstien og hilste på fyrtøjet, rødhætte og de syv små dværge, som stak hovedet ud af nogle gamle træer med store huller i.

Vi havde heldigvis været forudseende og bestilt tebirkes. Så næste morgen dukkede vi op ved ”Havnehøkeren”, øens bager og købmand, som Lisa og hendes mand havde overtaget i oktober. ”Vi har jo sagt til folk, at de skal sige, hvad de gerne vil have. Så skal vi nok skaffe det. På den måde har øens beboere jo selv været med til at bygge den op,” sagde Lisa, der allerede havde udsolgt af første runde tebirkes. Beboerforeningen havde sørget for borde og bænke udenfor, så vi kunne lige klare tilværelsen i morgensolen på havnen med en lun birkes. Vi begynder at forstå de mange sejlere, der futter øerne rundt i lystbåd om sommeren. Det er ikke så ringe, det havneliv.

Da Femø nu er kendt for sin bakkede natur med sloganet ’hvor jorden kysser himlen’ (ja, intet mindre😉), kriblede det lidt i benene for at cruise øen rundt på mountainbikes. Så vi sprang på cyklerne og rullede op og ned ad bakkerne. Vi kom forbi et gigantisk loppemarked fuld af gode sager. Men selv om Øjvind har god skabsplads, er der grænser for, hvor mange kommoder og barstole vi kan få plads til. Så vi beherskede os og rullede videre, indtil vi kom forbi et hus, hvor et skilt angav, at man bare kunne vandre en tur på opdagelse i deres have og spise sin madpakke, hvis man ville. Så vi gik ind i ’besøgshaven’, hvor en meget kreativ hønse-gangbro i tre meters højde tårnede sig over køkkenhaver og blomsterbede. Vi endte ved kroen, som ser så hyggelig ud, at det virkelig er svært bare at køre forbi. Så vi gik ind og fik femøsk æblemost og mødte Morten, der havde arbejdet på kroen i mere end et årti og havde ærmet fuld af gode historier – og også tragiske historier. Blandt andet om dengang piloten i et lille fly, der ville lande på marken ved siden af (ja, der ligger faktisk en landingsbane på marken), havde fået et ildebefindende midt i det hele og var kørt flyet direkte ind i det store træ forenden og tippet over, så vingen endte i huset på den anden side af gaden. Morten havde selv pillet piloten ud af flyet. Han overlevede desværre ikke.

Morten kunne også opløftende historier. For eksempel viste det sig, at selve kroen havde været drevet af det samme par, Pia og Asger, i 29 år. Parret havde mødt hinanden for en halv levealder siden, dengang Pia havde været servitrice på kroen, og Asger var kommet sejlende til øen. Og nu havde kørte de altså kroen for fuld udblæsning med guldbryllupper og gæster, der kom både sejlede og flyvende forbi.

Efter et hurtigt smut forbi en femølejrens græsmark, der om få uger kun ville være forbeholdt kvinder og børn, endte vi nede på havnen. Hos iskiosken. Her stod Alice, som havde drevet kiosken i 40 år og set lidt af hvert. Alice var i lige så strålende humør som vejret, og fortalte, hvordan de erhvervsdrivende på øen tog hensyn til hinanden. ”Da købmanden åbnede, sagde de til mig: Alice, vi har ikke tænkt os at sælge is. Det er din forretning,” sagde Alice, ”Også kroen spurgte om lov, men helt ærligt, hvis de små børn vil have is, mens de er med far og mor på kroen, skal de da ikke til at ligge og køre ned på havnen. Selvfølgelig skal de da sælge is.” Glade over at man kan hjælpe hinanden på en så lille ø, og med sol og magnum-is i hele, rullede vi atter hen til færgen. De gør de altså godt, de æbleøer, konstaterede vi, og satte kurs mod æblehovedstaden Fejø.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *