Kristi Himmelfarts torsdag mødtes vi tidligt, tidligt for at suse til Fanø. Mens den norske vejrmelding YR lovede bragende sol, skrev DMI om regn og tordenbrag. Så vi vidste ærlig talt ikke, hvad vi skulle forvente. Men vi rullede over Sjælland i strålende sol og sagde ”Næhh!” til alle de smukke, gule raps-marker, vi kom forbi, og ”Hej Øjvind-ven” til de mange andre VW T4, der åbenbart også farede på camping i Helligdagene.

Snakken gik lystigt på bagsædet om plader og ’staccato fraserede blæselinjer’, vi havde nemlig vores to kærester med, som begge spiller bas (ja, vi ligner hinanden på uhyggelig mange områder). Da vi nærmede os Esbjerg, stod det pludselig ned med dundrende dråber, og himlen blinkede af lyn. Formidabelt færgevejr! Det var heldigvis en kort affære, for da vi nåede færgen, var der solskin igen og en hulens masse biler, der også skulle til Fanø. Øjvind er heldigvis immun overfor stress (det klarer motoren simpelthen ikke), og altid oplagt for lidt camping. Så vi klappede frokostbordet ud midt i færgekøen og nød frokost i solen, mens folk omkring os trak på skuldrene og smilede overbærende.

På Fanø gik vi omkring i den fine Nordby og studsede over, at vi tydeligvis var kommet til en noget større ø med alle mulige butikker og en masse sommergæster, der havde kaldt shorts-vejr, selv om temperaturen næppe var over 15 grader. Vi kom forbi Fanø Bryghus, som lignede en sand fest med en masse mennesker udenfor, og tænkte, at vi jo ligeså godt først som sidst kunne smage på sagerne. Så vi testede deres Donald Trump-øl, der var orange, frisk og forårsagtig – og ikke så hård i filten som originalen.

Høje på solskin, ø-eventyr og forårsbryg gik vi op til Noah, der går i 9. klasse og tidligere havde boet i Helsingør. “Jeg synes det har været fedt at vokse op herovre”, forklarede han, “det er nemmere at lære mange at kende i modsætning til større byer og man tager sig bedre tid til at lære hinanden at kende”. Mens vi talte med Noah, skiftede vejret igen, og det blæste nu mellem en hel og en halv pelikan. Og det var perfekt! Næste punkt på dagsordenen var nemlig blokart – et af Fanøs mange vindafhængige adrenalinkicks. Stranden på Fanøs vestkysten er flere hundrede meter bred, og henover den susede vogne og boards i alle afskygninger med større eller mindre sejl, og de havde i den grad fart på. Blokarts er som navnet antyder gokarts med et windsurf-sejl, og efter en kort instruktion om noget med “op mod vinden”, “parallelt med vinden”, “slæk linen” og “stram linen” var vi lidt forvirret, men fuldstændig klar!  Så vi kastede os ud i det, drønede op og ned af stranden, skreg og grinede, væltede et par gange og havde en forrygende time. En klokkeklar anbefaling, hvis man kommer forbi Fanø og kan lide vind i håret.

Dagen efter var vi på jagt efter mere adrenalin i Fanø Klitplantage, hvor nogle af os også havde overnattet i shelter. Fire mennesker i Øjvind bliver rigelig trangt, så det var belejligt med sheltere, der endda havde tilhørende toilet og lå lige ved siden af en lille bakke, hvorfra man har udsigt over det meste af øen.  Mountainbikesporet i klitplantagen var ikke bare en almindelig gangsti – det var faktisk et ægte anlagt MTB-spor. Og det er jo kræs. Så vi efterlod mændene tilbage med integralregning og EU-teorier og kastede os på mountainbikes. Med blå himmel, strålende sol og fede sving var der ikke meget at klage over. Det skulle da lige være vores manglende mod til for alvor at kaste os ud over de seje hop, som ruten bød på.

Den sydlige by på Fanø, Sønderho, var vores næste stop og er af flere omgange kåret som Danmarks hyggeligste landsby. Med en masse fine, gamle bindingsværkshuse, hyggelige små stræder, idylliske Sønderho Kro og flere ishuse og caféer, forstod vi det egentlig godt. Der var virkelig fint. Og da vi mødte Helena, forstod vi også, at sammenholdet i Sønderho mest af alt mindede om en familie. En familie, hvor der var plads til alle, “selv de skøre onkler”, og hvor man kunne blive træt af den lille konstellation til tider, men alligevel aldrig være den foruden.

Fra Sønderho kørte vi igen ud til vestkysten og parkerede Øjvind med en fremragende udsigt over den tørlagte havbund. Der var nemlig lavvande ved Vadehavet, og man kunne derfor gå flere kilometer ud i det, der for kun få timer siden havde været hav. Nu var der bare sandorme og små vandpytter tilbage, og det var en helt surrealistisk oplevelse bare at kunne gå derudaf. Vi satte kurs mod Galgerevet, en stor sandbanke, hvor sæler i massevis tager sig en lur og slapper lidt af med passende afstand til mennesker, da banken er omgivet af vand. Fra et par hundrede meters afstand kunne vi vinke til sælerne, og det lignede, at de vinkede igen med deres små, akavede luffer.

Øjvind så ud til at hygge sig rigtig godt i solen med udsigt over den lange, tørlagte havbundsslette, og da hverken Øjvind eller vi havde synderligt lyst til at forlade den storslåede udsigt, fandt vi en passende plads til Øjvind lidt længere oppe ad stranden, rullede markisen ud og lagde an til den helt store solnedgangspicnic. Med et par afdankede campingstole, et skrantende fold-ud bord og et genbrugstæppe i alverdens pangfarver foran Øjvind og hans markise kunne vi have passet perfekt ind i mormors fotobog under overskriften ”Sommeren 1994”. Der var sikkert også skønt ved Vadehavet dengang. Det var i hvert fald luksus at kunne side ved det vestvendte Vadehav i (næsten helt) vindstille vejr og drikke rosé og nyde solnedgangen. Livet, altså.

Men da solen var gået ned, begyndte det hurtigt at blive køligt, og vi havde jo flere øer på programmet dagen efter, så vi pakkede hurtigt sammen… eller vi forsøgte at pakke hurtigt sammen. For Øjvind var tilsyneladende blevet så glad for sit spot, at han var nægtede at rulle markisen ordentligt ind på plads igen. ”Det går nok,” tænkte vi i den sene aftenstund, men da markisen et par dage senere pludselig tittede frem midt på motorvejen, var vi nødt til at tale et alvorsord med Øjvind og tage hårdere metoder i brug: Strips.

Næste morgen rullede vi hen til færgen og kiggede på stolperne ved havnen, der havde fået kulørt strikketøj på. Det var åbenbart snart strikkefestival på Fanø. Strikkefestival, dragefestival, østersfestival, Vadehavsfestival, musikfestival og så mulighed for at køre mountainbike, blokart, kitebuggy og dyrke alverdens andre vindsport… jo, der er godt nok fuld blæs på Fanø, tænkte vi, da vi kørte ombord på færgen mod Esbjerg. Vi var sgu nok blevet lidt Fanø-fan….

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *