Efter at have brugt en nat i Øjvind på en parkeringsplads midt i Aalborg, blev vi hurtigt enige om, at det er sjovere at overnatte på øerne. De forrige nætter havde vi sovet sødt i total mørke og stilhed på Fur og Venø, så lyden fra forbipasserende biler og fulde folk og gadelygternes skarpe skær virkede pludselig voldsomt.

Det tog os dog ikke længe at finde ø-stemningen igen, da vi efter bare 10 minutters kørsel og 5 minutters færgefart fra downtown Aalborg stod på den lille ø, Egholm. Med Aalborgs skorstene i baggrunden og flere fly i luften fra den nærliggende lufthavn, havde vi øjensynligt ikke bevæget os langt fra byen. Og alligevel var det helt tydeligt at mærke, at vi havde ramt en ø igen.

Vi traskede ud af Egholms eneste vej på toppen af et dige, der beskytter øen hele vejen rundt. Det var med en stiv kuling henover den flade ø og direkte i ansigterne, der mindede os om, at vi altså stadig var i Limfjorden. Og den laver man altså ikke sjov med. Sarah, der har familie i Nordjylland, prøvede for femte dag i træk at huske mere end første linje af sangen ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”, men heller ikke den dag lykkedes det os at komme frem til teksten. Linje 1 kan vi dog bekræfte rigtigheden af 🙂

Med det relativt simple vejsystem, fandt vi hurtigt frem til tilflytterne Johan og Sigrid og deres 3 drenge. Familien udgjorde 10% af Egholms 50 beboere, og allerede efter 2 år på Egholm var det helt klart, at familien ikke havde fortrudt springet til ø-livet et øjeblik. Faktisk var Johan og Sigrid allerede i gang med at overveje, hvordan de skulle blive gamle på øen og proklamerede, at de ”… aldrig skulle bo andre steder igen”. Både Johan og Sigrid arbejdede og studerede i Aalborg, og børnene gik i institution på den anden side af vandet. Men som de sagde ”pendler vi jo stadig kortere end mange af vores venner, der bor i forstæderne til Aalborg”.

Da børnefamilien var flyttet til øen, var der ikke gået længe, før deres nye naboer havde taget aktion. Én kendte en skiltemaler og en anden havde et pælebor, og sammen havde de så besluttet sig for at sætte håndmalede ”Pas på legende børn” skilte op langs vejen. Alt sammen uden opfordring eller diskussion. Mens den slags hører sig jo til, når der nu kom en ny børnefamilie til øen. Det er vist, hvad man kan kalde en varm modtagelse.

Vi blev også klogere på øens ambitioner om at blive en økologisk ø. Med god opbakning fra kommunen er der nedsat arbejdsgrupper, der arbejder med at få omlagt aktiviteter på øen til økologi og arbejder generelt med bæredygtighed. På vores vej mod Egholm Folkefarm så vi flere vindmøller, der flittigt snurrede rundt i Limfjordens blæsten, og flere solceller, der bekræftede, at en grøn revolution måske er lige om hjørnet på øen.

Egholm Folkefarmen lå lidt længere oppe af vejen og er baseret på en idé om at invitere aalborgensere til at blive andelshavere af farmen. Et økologisk spisekammer midt i byen, der kunne give byboerne muligheden for at få kortere ”fra jord til bord”, chancen for at komme forbi og trække gulerødder op med ungerne og forkøbsret på de lokale produkter.

Vi klappede lam, kaniner og køer på Folkefarmen, før vi begav os det sidste stykke rundt om øen og Sarah (som altid) spejdede efter fugle. Og der var gode muligheder, da den nordlige halvdel af Egholm er et fuglereservat og naturbeskyttelsesområde. Det samme område er dog også et politisk stridspunkt, da en mulig motorvejsoverførsel over Egholm stadig diskuteres. Også her kan en lille sjælden frø vise sig at få stor betydning. På en blæsende dag med blå himmel og fred og ro på den lille ø, virkede det helt vildt, at nogen overhovedet kunne få den idé at anlægge en motorvej tværs gennem Morten Korch-idyllen. Men når vi kiggede over vandet ind på Aalborgs tårne, blev vi igen mindet om, at Egholm er ”på landet midt i byen”, og det er måske både på godt og ondt…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *