Drejø var første østop på vores marathon-øhop gennem det sydfynske farvand. I løbet af de næste par uger skulle vi lægge vejen forbi 11 små og større øer, og humøret var selvsagt i kæmpe hopla. I Svendborg klappede vi Øjvind på køleren og trillede ellers – med heftig opbakning af tasker, soveposer, drone, mikrofoner og andre nødvendigheder – ombord på fællesfærgen mellem Svendborg, Skarø og Drejø. Der var mange, der gik ombord på færgen, men efter en kort sejlads nåede vi Skarø, og her gik langt de fleste turister af. Tilbage var nu kun en flok af mere ”hardcore ø-entuisiaster”, som var gearet for færgetiden på 75 minutter til Drejø.

Vi kom i land med alt vores habengut og spekulerede på, hvordan alle de tasker skulle få plads på vores to mountainbikes, som jo hverken har kurv eller bagagebærer. Det lykkedes til sidst at spænde DroneDennis, som residerer i lidt af en penthousetaske, bag på Sarahs rygsæk – og så var det derud, hen til shelterne. De viste sig at være nogle fancy nogle med runde vinduer i siden, fold-op-dør og tilhørende fejekoste.

Og så cyklede vi ellers på opdagelse på øen midt i verdenen, som den kalder sig selv. Og det giver mening, for uanset hvilken strand man cykler ud til, kan man se en god portion øer. Drejø er vitterlig midt i sydfynske ørige, og det hjælper også øhavsudsigten, at øen drejer sjovt på midten (ja, navnet kommer ikke af ingenting), fordi den oprindeligt bestod af to øer, som fik vokseværk.

Drejø har et temmelig overskueligt antal sights, så efter at have besøgt den gamle havn, købmanden (af et par omgange), det store loppemarked og cyklet helt ud til den vestlige spids, hvor øen stopper meget brat ved, at nogle høje skrænter falder lodret ned i havet, kaldte både varmen og stemningen på at slutte rundturen ved Elmegården, der på tavlen lokker med rosé og hjemmelavet rabarbersaft. I den idylliske have med ternede duge og stokroser kravlende op ad bindingsværket, faldt rabarberroséen med tilhørende hjemmebagt rabarbertærte på et meget tørt sted. Vi kunne da lige klare tilværelsen i det sydfynske, og da klokken slog fem, var det på alle måder alt for tidligt at gå hjem, selv om gårdcaféen lukkede der. Heldigvis havde Sanne, der ejer gården med sin storesøster, det på samme måde. Hun kom over og spurgte, om vi ville komme over til deres bord, for ”her sidder vi altså ikke alene ved hver vores bord. Jeg giver gerne et ekstra glas rosé.” Den slags tilbud behøver man ikke give os to gange, så vi sprang over til Sanne, Jonas og Lars. Lars var oprindeligt fra Amager (som en god del af øens øvrige beboere) og havde i mange år lagt kræfter i beboerforeningen og andre frivillige initiativer på øen. ”Jeg plejede også at være med til at arrangere de årlige herremiddage med herrerne fra Skarø og Hjortø med ’rigtig herremad’. Et år var der blevet efterspurgt et salatbord, så vi stillede et bord op til en tallerken med én skiveskåret tomat på. – Og vi måtte sgu bære halvdelen af tomaten ud igen.” Den årlige damejulemiddag havde været mere gourmetagtig, lod Sanne os forstå.

Jonas var øens ungkarl og åbenbart også datingcentral. På Drejø er der nemlig en del woofers (unge udlændinge, der rejser ud for at opleve nye lande, og som arbejder ulønnet mod at få kost og logi). Søstrene Sanne og Beth havde selv et par unge kvinder logerende på Elmegården, og når Jonas fik udenøske venner på besøg, kunne det godt gå hen at blive festligt på Jonas gård, hvor der efter sigende både var bordfodboldbord, hvidvin og wifi. Især de to sidstnævnte kunne man komme langt med, kunne vi forstå på Jonas. 😉

På Drejø fik vi at mærke, at mange turister ikke orker den ”lange” færgetur, men nøjes med den korte tur til Skarø eller en af de andre øer, der ligger tættere på land. Så det væltede bestemt ikke med turister, og derfor var det også meget nemt at komme til at snakke med de lokale, som var dejlig snaksaglige. Som Jonas sagde, da han fandt ud af, at vi begge skulle spise på kroen senere: ”I er velkomne til at komme over til vores bord. I kan også sætte jer for jer selv, men så kommer vi over til jer.”

Jonas var tømrer og var selv opvokset på Drejø. Og han nærede tydeligvis en stor kærlighed til sin barndomsø, som han var flyttet tilbage til efter at have været af øen for at blive udlært. ”Jamen har I ikke også lyst til at flytte hjem og gøre noget godt for den by, I er vokset op i?” spurgte Jonas. ”Øhhh, næh, altså det er ligesom lidt noget andet at være vokset op i en forstad til København,” prøvede vi at forklare, men det var svært helt at sætte fingeren på, hvorfor vi ikke følte samme forpligtelse over for Birkerød. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at forstadsidentiteten blegner fuldstændig i sammenligning med den stærke ø-identitet, som vi har mødt på stort set alle øerne.

Næste dag havde vi fået lov at låne et par kajakker, som kunne sættes i vandet ved den kridhvide strand, der lå lige bag vores fine shelter. Vinden bragede ind over stranden og sendte bølgerne godt op i vejret, så det var en fest at ro rundt i skumsprøjt og ”kajaksurfe” ind mod stranden. Vi holdt os tæt på stranden af samme grund, og det var praktisk at kunne komme hurtigt ind, for den ene kajak manglede låget til bagagerummet, så de største af bølgerne gik lige ind.

Vi sluttede vores Drejøtur hos den kombinerede kro og købmand, hvor Isabella var ansat for sæsonen på fjerde år i træk. ”Det er så dejligt at komme her, og nu kender jeg alle og ved, hvad alle skal have. Så jeg kan give dem en god service og har frie tøjler til at gøre tingene på min måde i kroen,” fortalte Isabella, der selv havde en fortid i restaurationsbranchen.

På vej til færgen kom vi forbi forsamlingshuset, som var helt nyistandsat. Og som Sanne havde fortalt os, havde de også fået installeret akustikplader ”for når bare der er tre øboere samlet, er der knævren uden lige. Og når vi alle sammen er samlet, kan vi dårligt høre, hvad vi selv siger.” De er sjove, de Drejøboere, og bestemt værd at besøge, hvis man gerne vil gå lidt uden om de allermest turistbefærdede hovedveje i højsommeren og møde det lokale øliv. Men pas på, for før man ved af det, sidder man selv og ”knævrer” til skyggerne bliver lange. 😉

2 Replies to “Drejø: ”Her sidder vi altså ikke alene, kommer I ikke over til os?”

  1. Hej igen Tine og Sarah, jeg skriver paa en Chrome Book uden dansk alfabet i USA hvor jeg er paa besog, beklager manglen paa danske vokaler!

    Jeg slugte hvert et ord om Jeres visit paa Drejo hvor min 2 x tipoldemor Kristine og min 3 x tipoldemor Lene begge var fodt, i 1820 og 1793 henholdvis. Lene blev gift med Peder fra Avernako, parret flyttede fra Drejo til Vester Skerninge paa Fyn da Kristine var lille og blev boende der.

    Glaeder mig til at laese om Jeres kommende besog paa Avernako!

    Hils Ojvind!

    Shari

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *