”Vi står her og synger og vinker og ønsker god tur! Nu er båden i fart, det er rart. Men den kommer dog altid tilbaaaage, tilbage til Gudhjem igen.” Koret på Gudhjems havn var helt i stødet på denne almindelige onsdag morgen i juni og sang Christiansø-færgen af sted med lungernes fulde kraft, mens den pensionerede Siriuspatruljemand Jens akkompagnerede på violin. Og det gør de faktisk HVER eneste morgen i sommerhalvåret. Ret utroligt. Så vi vinkede ivrigt til de Christiansø-farende og sang med så godt, vi kunne med vores halvrustne stemmer, der stadig var lidt mærkede af det festlige folkemøde.

Et par timer senere var vi selv ombord på Christiansøfærgen og futtede af sted mod den lillebitte ø-gruppe Ertholmene, der er Danmarks allerallerøstligste øer. Ertholmene er på flere måder er et helt særligt sted på Danmarkskortet. Foruden at være geografisk isoleret midt i ude Østersøen, så lever de 90 mennesker, der bor på Christiansø og lillebrorøen, Frederiksø, på en fæstning fra 1600-tallet, helt uden for kommuners lov og ret. Her er ingen borgmester – men en administrator ansat af Forsvarsministeriet, der bestemmer stort og småt og både fungerer som øens socialkontor, jobcenter, politimyndighed og hvad man ellers kan forestille sig af myndigheder. Her er ingen skatteopkrævning. Ingen biler. Intet plejehjem. Alt er fredet, og man skal sikkerhedsgodkendes for at få lov at flytte til. Christiansø og Frederiksø er ejet af Forsvarsministeriet, og man kan kun få lov at flytte til øerne, hvis man kan finde et job som skolelærer, tømrer, maler, læge eller et andet øssentielt job. Når man stopper i jobbet, må man flytte fra øen igen.

Knap var vi trådt i land, før en fyr med langt hår og et stort smil greb os i hånden: ”Hej – jeg har fundet et sted til jer, I kan lige komme med og få nøglen”. Det var Jacob, der kun 4 måneder tidligere var flyttet fra Holbæk til øen med sine kone Louise og deres børn for at arbejde som lærer på skolen. ”Ja, det måtte jo prøves,” sagde Jacob, ”for hvornår i livet får man ellers lige chancen for at bo på sådan en speciel ø langt væk fra alt med kun 90 mennesker? Vi har ikke fortrudt det – folk er simpelthen så søde, og man bliver taget imod med åbne arme.”

Jacob skyndte sig tilbage til skolen igen, da hans pause var forbi. Så vi pakkede tasken og gjorde os klar til at trave øen rundt. Det viste sig at være et temmelig overskueligt projekt – efter bare ti minutter var vi allerede omme på den anden side. Der er faktisk kun 1,5 kilometer rundt om Christiansø, hvilket dog ikke afholder øboerne fra at holde et årligt marathon: Bare 30 gange rundt!

Man skal ikke gå mange skridt på Christiansø, før man vandrer lige ind i historiens sus, der oser ud af de stenbelagte gader, de gule barakhuse, de mange kanoner og den kæmpelange stenmur, der kringler sig hele vejen rundt om øen – og som efter sigende er bygget af en flok norske krigsfanger. Christiansø og Frederiksø var – og er for så vidt stadigvæk – Danmarks yderste fæstning mod øst. Herfra kunne man holde kontrol med Østersøen, holde svensken i skak og plyndre engelske handelsskibe, der kom forbi for at handle sig til verdensmagten. Vi fik en masse gode historier og endnu bedre røverhistorier af Jacobs kone, Louise, der guidede os rundt på øen. Louise berettede om dengang, hvor Frederiksø var stedet for de fattige, de syge, de skøre, de farlige og de gamle – og øens bøddel holdt øje med, at det ikke gik for vildt for sig, mens Christiansø var militærets base, og dér, hvor man gerne ville bo. Hun fortalte om dengang øen husede 800 mennesker, og hæren måtte holde vagt, når folk lavede aftensmad, for der var så lidt mad, at alle røg i totterne på hinanden i desperation. Og hun fortalte om dengang, hvor Dr. Dampe (som ingen har hørt om, men som øjensynligt var Danmarks første demokrat og frihedstænker) sad i fængsel på Frederiksø i 15 år for sine rebelske tanker og kun kunne stirre ud på vandet og intetheden. Ja, han var desværre lige 25 år før Grundloven.

På denne historiske fæstning bor altså fortsat 90 mennesker, der dog ikke er særlig militaristiske. De lever midt i historiebogen, og øens mange historier lever videre i dem. Vi snakkede med Laura, der styrer campingpladsen og har slægt 85 år tilbage på Christiansø. Laura havde selv svoret, at hun aldrig skulle bo på øen. Men så gik det hverken værre eller bedre, end at hendes mand fik mulighed for at blive købmand for en sæson på øen, og at både hun og hele familien blev så glade for livet, sammenholdet, nærheden og naturen, at de besluttede at blive – i hvert fald for en periode. ”Lige nu er det bare det helt rigtige sted. Når min ældste skal videre fra øens skole, kan det være, vi flytter fra øen – men lige nu nyder vi bare, naturen, roen og nærværet og dét at vi er meget mere sammen med vores børn”.

I modsætning til mange af de andre øer, vi har været på, er befolkningen forbavsende ung på Christiansø og Frederiksø. Og det hænger nok sammen med, at man skal varetage et job for at kunne flytte dertil. På den måde er det faktisk muligt at have en skole og et virksomt lokalsamfund med bare 90 mennesker. ”Ja, jeg går på pension her om lidt,” fortalte skolelederen, da vi stak hovedet forbi skolen, ”og så skal jeg også flytte fra øen. Sådan fungerer det her”. Vi var heldige, at der netop den dag var ”Åben Skole”, så alle kunne kigge med i undervisningen. Da vi kom, løb de 15 skolebørn rundt i en stor køkkenhave og vandede og gravede. ”Vi har alle aldre mellem 1. klasse og 7. klasse, så vi har delt dem op i to klasser – de store og de små – og så laver vi selvfølgelig meget differentieret undervisning, så alle får opgaver, der passer til netop deres niveau,” fortalte Jacob, der også viste os (måske) Danmarks bedste gårdvagts-udsigt ud over havet. ”Her er virkelig plads til, at de kan løbe rundt og lege udenfor – uden vi behøver bygge hegn og alt muligt. Der er jo ingen biler på øen alligevel.”

Sidste fag på skemaet var havsvømning. ”Det er utrolig vigtigt at lære at svømme, når man bor på en lille ø – og vi har jo ikke nogen svømmehal, så vi hopper bare i havet,” fortalte Jacob. Vi fulgte med og så hele flokken af skoleelever, der iført våddragt sprang på hovedet i Østersøen, hvor bølgerne altså ikke er blikstille.

Da klokken slog aften og de mange dagsturister var futtet med færgen tilbage til Bornholm, fandt vi øens kro med en kæmpe terrasse, der – naturligvis – havde havudsigt direkte til solnedgangen. Det tog en halv flaske vin og en hel solnedgang at fordøje alle dagens indtryk. Af alle de mange måder, vi har set, at folk liver deres liv de danske øer, så er Christiansø-livet vitterlig noget helt for sig selv. Tænk, at leve på en så lille ø, i et så historisk, selvstændigt og velfungerende samfund, så langt væk fra alt… men dog ikke længere væk, end at Postnord også her leverer pakker til øens posthus, som har åbent halvanden time hver dag…

4 Replies to “Christiansø: En levende historiebog

  1. Sikke en dejlig fortælling om Christiansø. Mange detaljer jeg overhovedet ikke kendte til. Tak for den.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *