Vi kickstartede vores Bornholmertur i et mekka af mennesker, debatter og fadøl. Vi tog nemlig direkte til Folkemødet, som jo er noget ø-atypisk med så mange mennesker på et så lille sted; hvor man skal stå i kø til toilettet og behøver mikrofoner for at råbe folk op. Men Folkemødet er en fest, og vi deltog selv i en debat om ø-liv for unge på øerne. Vi har efterhånden været på så mange øer, at der tegner sig nogle mønstre fra alle de mennesker, vi møder: Øerne er frihed, fællesskab, tillid og tryghed – men også evige diskussioner om færgetider, udfordringer med at finde arbejde til tilflytterne og (især på de mindre øer) lukningstruede skoler.

Men der er ingen tvivl om, at øerne virkelig tilbyder noget, som mange unge storbyboere sukker efter: Tid, der bare går lidt langsommere; naboer, der bekymrer sig; natur, lige uden for døren, og frihed til at leve sit liv uden for mange bånd og bindinger, CV-ræs og kaffeaftaler, der bliver klemt ind 3 uger frem i kalenderen. Det er svært ikke blive lidt fascineret af ølivet, når man suser rundt på øer hver anden uge, som vi gør for tiden. Og Bornholm var ikke en undtagelse.

Vi blev hængende på Bornholm efter Folkemødet var slut – for vi skulle selvfølgelig også opleve ”det rigtige Bornholm”. I ø-optik er Bornholm pænt stor og helt klart for stor til at slendre tilfældigt omkring og satse på at rende ind i øens største seværdigheder, som vi ofte gør på de mindre øer. Så denne gang havde vi lavet en liste. Og på den stod naturligvis Hammershus, som jo er en gammel traver, men ikke desto mindre kunne vi ikke undgå at blive lidt imponeret over den store, gamle borgruin på toppen af bakken med udsigt langt ud over havet. Man kan godt forestille sig, det har været et strategisk godt sted i spillet om magten i Østersøen.

Kun 20 minutter fra Hammershus ligger Vang Granitbrud, og her troppede vi op med sportstøj, jernvilje og en god portion optimisme. Vi skulle nemlig klatre i klipperne, og stoltheden krævede selvfølgelig, at vi kom samtlige 25 meter til tops, også selv om det betød, at vi fik problemer med at åbne skydedøren i Øjvind tre dage efter, fordi underarmene var ømme. Men det var megasjovt, og Anders, som er klatreinstruktør og i øvrigt altmuligtandet-instruktør i Bornholms Outdoor Center var en god supporter og coach. Anders var selv fra djælveøen Sjælland og var flyttet til Bornholm for 7 år siden, for som han sagde: ”Man kan lave alt muligt her; klippeklatring, rapelling, kajak, coasteering (bevægelse langs den klippede kyst), mountainbike og i det hele taget nyde den fantastiske natur.”

Det måtte vi give Anders ret i. Med rigtige klipper, høje skrænter og meget bakket terræn, ligner Bornholm slet ikke resten af ø-riget. Det er en utrolig smuk ø. ”Naturskøn”, som Benedikte, der solgte lakrids i Svaneke svarede, da vi bad hende beskrive Bornholm med ét ord, ”Bornholm er jo natur”. Dét er det! Og ikke sådan noget hyggenyggenatur, næh, tager man ud til Helligdomsklipperne, kan man se de 20 meter høje sorte granitklipper, der går lodret ned i havet og udforske grotter og gange, hvor havet slynger sig ind. Og her er ikke noget med plastikhegn og røde skilte. Det er værs’go ud til kanten, hvis du vil – og svøm eller kravl på sten i havet, hvis du er til det. Rigtig sejt, og ægte natur, der ikke er pakket ind i vat.

Vi kom også forbi Opalsøen, der ligger som en glinsende grøn smaragd midt i klippelandskabet. Vanvittig flot! DroneDennis var ellevild over at få lov at flyve henover det grønne vand og op over de stejle klipper. Og selv om Dennis med sine hvid baskende bevægelser godt kunne minde lidt om en måge, sørgede vi for at holde god afstand til de larmende fugle, der havde indrettet sig hjemligt i klippevæggen, og undgik enhver form for mågebattle. Dennis holdt faktisk så god afstand og blev så pjattet med udsigten fra langt-deroppe, at det var lige ved at blive en udfordring at få ham ned igen. Men mangel på batteri kan få enhver Drone til at søge tilbage til sin ejer. Så Dennis vendte hjem, og vi nød det utrolige syn, der mest af alt ligner noget fra et New Zealandsk feriemagasin.

For os, der elsker outdoorsport og rå natur, er Bornholm altså selvsagt lidt af et paradis. Men ø-bussen Øjvind, som jo kæmper lidt med både sin kobling, blæsefunktion og formen i det hele taget, prustede og stønnede noget over alle de bakker. Øjvind er ikke nogen klippeklatrebus, må vi erkende. Men han klarede den over de mange klippebakker og åndede lettet op, da vi senere på dagen nåede den sydlige del af øen, som er helt flad, og hvor den bløde hvide sandstrand ved Dueodde strækker sig flere kilometer lang. Sandet her er så fint, at det har været brugt i timeglas. Så det kan bestemt anbefales at tage en nap i solen på det.

Outdoor-Anders havde tidligere på dagen fortalt os, at der var mulighed for at rapelle ned fra det 70 meter høje tårn ved Dueodde samme aften, så Sarah greb chancen til at udfordre psyken og den sidste rest af underarme, der var tilbage efter klippeklatringen. ”Du svinger bare(!) benet over her og ned på trinnet,” sagde Anders. ”Det vipper forresten lidt.” Huuh, en dyb indånding, og så var det bare af sted. Nedad. Og der var virkelige en kanonflot udsigt og en fed fornemmelse at fire sig selv ned fra det højt tårn. Det viste sig i øvrigt, at det gamle tårn var et levn fra Den Kolde Krig, hvor man havde brugt det til at aflytte russerne – og hvem man ellers fangede på radiofrekvenserne. Man havde lukket det endeligt i 2014, præcis før Rusland gik ind i Krim. Så nu har man lavet et nyt tårn et andet sted. Vi er åbenbart ikke færdige med at lytte på russerne…

Dagen efter gik det over hop og sten på mountainbikes inde i skoven ved Rytterknægten, som er Bornholms højeste punkt. Bornholm har et af de 10 bedste mtb-spor i Danmark, så der var alle muligheder for at få blodtrykket op med små og store hop af klippesten og hurtige sving mellem de tætte træer. Det var dog ikke alle hop, vi havde nerver til at tage, men selv de mindre af dem gav et godt rush. Ikke langt fra Rytterknægten ligger Ekkodalen, og vi måtte naturligvis lige teste, om rygtet holder stik: ”Hvad kører du som ØJVIND?” råbte vi ud mod klipperne, som – hvis man lyttede meget godt efter – rugede tilbage med et ”vind, vind, vind, vind…” De asiatiske turister kiggede forundrede og en smule skeptisk på os og gik en stor bue udenom de sære danske piger, der kæftede op midt i den naturskønne stilhed.

Vi kørte videre – som vinden – i Øjvind gennem det bornholmske landskab, forbi de mange finurlige by- og vejnavne, bl.a. Ibsker, Poulsker, Clemensker, Skarpenskade og Aarsballe. Og endte i hyggelige bindingsværkshuse og stokroser i Svaneke, hvor fristelserne stod i kø. Bolcher, karameller, lakrids skumfiduser, ølbryg, røgerier og alverdens andre gode sager laver de i Svaneke. Og som turist MÅ man nødvendigvis prøve det hele. I Karamelleriet mødte vi Peter, som stod og lavede karameller. Han var selv fra Svaneke og boet nu halvt i København og halvt i Svaneke. Det viste sig, at det var en hel stribe af unge driftige svanekeboere fra Peters årgang, der havde startet mange af de kvalitetsprodukter, som nu hitter bigtime i København. Gorms Pizza, Bülow Lakrids og diverse gourmetrestauranter. ”Der er jo en helt andet iværksætterkultur herovre,” fortalte Peter, ”Hvis jeg i København siger, at jeg godt kunne tænke mig at starte en café, nikker og smiler mine venner og siger: ’Jamen, det kunne da også være rigtig spændende.’ Hvis jeg siger det samme her i Svaneke, siger mine bornholmske venner: ’Okay. Hvor skal den ligge? Hvad vil du sælge? Jeg kender faktisk én, der har et hus heroppe…’ Folk er på en helt anden måde klar til bakke op og hjælpe til.”

Inden vi drønede videre til næste ø; Christiansø, var Øjvind meget insisterende på at få et selfie med en rundkirke. Så vi drønede forbi ØsterLars, som med sin store, runde form var en kirke efter Øjvinds smag. Dog var det lidt en udfordring at få plads til begge runde, hvide klodser på samme selfie. Og vi endte vores bornholmerbesøg i bakkebyen Gudhjem, der med sine små hyggelige huse på de snoede og stejle gader, er utrolig hyggelig – og endnu engang fik os til at få lyst til at flytte fra storbyen. Det er farligt at besøge så mange hyggelige øer med hav og natur lige uden for døren. Man får lyst til at bo alt for mange steder på samme tid…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *