Vi havde fået et tip om at ringe til Leif, allerede inden vi kom til Bjørnø. Så vi følte lidt, at vi kendte én Bjørnøbo, inden vi kom. Og da en fyr med en stor hvid hat og et ligeså stort smil og stod og vinkede ivrigt fra molen, mens færgen ”Lille Bjørnen” lagde til, var vi ikke i tvivl om, at det måtte være Leif. Det var det også, og Leif tog os straks med på rundtur på hele øen. ”Her bor jeg og Anne,” sagde Leif og pegede ind på en flot gammel gård, der så temmelig nyistandsat ud. ”Vi har selv støbt hele huset forfra og nu er jeg i gang med at samle mursten og andet byggemateriale, så vi kan bygge nogle små huse hernede ved vandet.”

Vi havde taget cykler med til Bjørnø, men dem kunne vi egentlig godt have sparet rejsen, for Bjørnø er ikke større, end at man sagtens kan gå den rundt. Biler er heller ikke noget, der optager gadebilledet på øen – den er nemlig bilfri, og på færgen kan man kun med nød og næppe klemme en enkelt bil ind. Selv efter en seriøs slankekur, ville det være op ad bakke for Øjvind at kante sig ind på den lille færge.

Så vi gik rundt med Leif, forbi græsmarken, der til en hver tid kunne forvandles en teltplads, og forbi Karin, som sad og nød synet af de gule marker med en iskaffe. ”Drikker I iskaffe?” spurgte Karin, og svaret skulle hun ikke vente længe på fra sådan to hipster-københavnere, som vi jo næppe kan løbe fra, at vi er. Med en iskaffe, der kunne battle den på Jægersborggade, sad vi sammen med Karin og Leif og nød synet af markerne – og studsede lidt over, at det netop var markerne, Karin helst ville kigge på, når der nu var alle chancer for havudsigt på den lillebitte ø. ”Ja, jeg tror, det har noget at gøre med, at når man er opvokset på en ø og har været her længe, så er havet ikke så specielt. Markerne til gengæld siger noget om øen og det liv, som er her. Det kan jeg godt lide at kigge på.”

Således klogere på endnu en ø-finurlighed begav vi os videre rundt på Bjørnø sammen med Leif og hans lille hvide, krøllede følgesvend Victor, der glad tøffede afsted på sine fire små ben.

Vi skulle ikke gå rundt ret længe med Leif, før vi havde fået indtryk af en garvet øbo med hænderne rigtigt skruet på og fuld af gåpåmod og initiativlyst. Det indtryk blev bestemt ikke mindre, da vi nåede hen til Leifs seneste påhit: En hytte i træerne. ”Ja, jeg tænkte, jeg måtte kunne bygge sådan en hytte i træerne. Så det gik jeg i gang med. Folk spurgte godt nok, om jeg ikke skulle have en tegning og noget at kigge efter. Men jeg er ikke så god til tegninger. Jeg er bedst til at bygge,” fortalte Leif og sagde, at vi var velkomne til at overnatte i hytte, hvis vi ville.

Om vi ville sove i en hytte i træerne? JA, manner! Så vi kravlede op ad stigen og fandt os til rette i den lille hytte, der er indrettet med skind, tæpper og ting fra forskellige steder i verden. Hytten ligger meget idyllisk mellem et par store træer med egen ”balkon” lige ud til en lille sø. Lige bag hytten er en stor bakke. Ja, man kan vel næsten kalde det et bjerg i sammenligning med de øvrige bakker i det flade sydfynske øhavs-landskab. Sammen Leif og Victor ”besteg” vi Bjørnøbakken og havde nu udsigt over hele det sydfynske øhav. Det var som at kunne vinke til gamle venner – Lyø, Ærø, Avernakø og Skarø omme bagved – vi havde jo lige været på de andre øer i dagene forinden.

”Husk der er madklub klokken 18,” sagde Leif og begyndte at trave hjemad, men lille Victor lignede ikke én, der var klar til at vende snuden hjemad. ”Nå, men han kan blive med jer. Han kommer hjem, når han vil,” sagde Leif og gik afsted.

Klokken 18 stod vi midt i Kirstens have, hvor der var madklub med mexitema, som endda var blevet rykket en dag, så vi kunne være med. Meget beærede og glade for at blive inviteret lige ind i hjertet af ølivet satte vi os til bordet med Bjørnøs beboere. Der var højt humør og grin og historier – og også lidt praktisk info om kommende arrangementer og andre ø-overvejelser, som øboere kunne tygge på til næste madklub.

Med kun ca. 30 beboere hører Bjørnø helt klart i minikategorien af øer, vi har besøgt. Til madklubben var godt og vel 15-20 af øens beboere samlet og så lidt venner og familie hist og her. Så vi fik gode historier – bl.a. om nytårstraditionen, hvor man går rundt til alle og skåler, og også en festlig én om noget med en hat og et bat og TequilaBomBom. De har tydeligvis nogle gode fester på øen.

Vi fandt også ud af, at Bjørnø ikke er længere væk fra Faaborg, end at man hurtigt kan pendle, hvilket de fleste gør. Det tager bare 15 minutter med færgen, som Bjørnø i øvrigt ejer selv. ”Jo, for så kan vi lægge færgeplanen efter, hvordan det passer folk. Når én går til banko om mandag aften, kan vi bare aftale, at færgen sejler mandag aften. Vi er ikke flere, end at vi godt kan tage hensyn til hinandens ønsker,” fortalte Leif.

Efter madklubben gik vi tilbage til ”træhytten” og skyndte os i seng, for næste morgen klokken tidligt ville P1 morgen have os igennem direkte fra trætoppen. Det gik heldigvis glat – også med signalet, som nogle gange kan være en udfordring på øerne. Måske det hjalp at være lidt oppe i højderne.

Da vi nu var tidligt oppe alligevel, greb vi chancen til at komme helt ud på Bjørnøs spids, der ender i en lang tange, som fugle camperer lystigt på. Der er utrolig smukt derude, og man har nærmest følelsen af at gå på vandet. Turen ud til tangen tog os lidt længere tid end forventet, da vi ”lige skulle skyde genvej” gennem en græsmark på vejen og pludselig stod i græs i halsen. ”Hvor fa’en blev stien af?”

Det lykkedes dog at finde både ud og hjem igen, så da vi nåede Kirstens nyåbnede café midt i ”ø-centrum”, var vi glade for at se, at der var kaffe på menuen. ”Molekaffe” endda. ”Ja, Molekaffe er sådan en ting, vi gør her på Bjørnø,” fortalte Laura, som var Kirstens datter og hjalp til med at drive den nyåbnede café på de travle sommerdage, ”ved solnedgang går vi ned til molen og drikker kaffe. Det er ikke noget, vi aftaler på forhånd, man går bare derned. Helge spiller lidt trompet, og så hygger vi os og ser solnedgangen ud over havet. Det er Bjørnø, hvis man skal sige det med ét ord: ’Molekaffe’.”

Laura fortalte os om, hvordan det er vokse op i et ø-fællesskab med kun 30 mennesker; hvor naboen er én, man kender rigtig godt – og hvad det giver én senere i livet. ”Jeg kan snakke med ældre og yngre og har været vant til, at når der opstår en konflikt, er man er nødt til at finde ud af det med hinanden igen,” fortalte Laura, ”man lærer meget om at omgås mennesker ved at vokse op i sådan et lille samfund.” Igen fik vi sat vores københavnertilværelse i perspektiv. Tænk, hvis man skulle forholde sig til alle dem, man råber ad på cykelstien – og ikke bare kunne være ligeglad og køre videre? Måske folk så ville råbe lidt mindre?

Med en ”molekaffe” i hånden begav vi os mod færgen, hvor man åbenbart skal dukke op i god tid, hvis man vil være sikker på at komme over i sommersæsonen. Og lige som vi skulle til at gå ombord, kom Leif med den hvide hat løbende med en pose under armen. I skal da lige have lidt af vores grøntsager med – de er rigtig gode! Løg, kartofler og gulerødder. Jamen altså. Færgen satte i gang, og vi vinkede tilbage mod lille Bjørnø, der blev mindre og mindre. Endnu en ø, vi helt bestemt bliver nødt til at komme tilbage til!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *