Mange af de øboere vi har snakket med rundt omkring har godt nok fortalt os om den der særlige ”ø-ro”, som rammer én, når man sætter sig på færgen og sætter kurs mod sin ø. Sådan en ah-følelse, hvor skuldrene sænker sig lidt ned og vinden blæser stressede tanker væk. Og vi har da også mærket den flere gange, men ikke i samme grad, som da vi besøgte Birkholm. Her får ”at komme ned i gear” pludselig en helt ny betydning. Her snakker vi seriøst-ned-i-gear. 😊

I havnen i Marstal på sydspidsen af Ærø lå den lille Birkholmfærge, som egentlig mest af alt er en speedbåd med et postflag på. Der er ikke plads til biler – og man skal ikke gå mange skridt på Birkholm, før man indser, at biler virkelig er unødvendigt her. Birkholm er vitterlig en lilleput-ø. Med et areal på mindre end 1 km2 og kun tre faste øboere, er øen og øsamfundet til at overskue. Så vi vandrede glade af sted for at gå øen rundt. Der var meget pænt og velholdt. Stierne var klippede, bænkene var gode og ved siden af det gamle forsamlingshus fandt vi en lille selvbetjeningsbutik. Hvis man bare lagde en mønt, kunne man forsyne sig med friskbagt brød, magnum-is, strikkede ting og sager, bøger og små farvede flasker med Birkholm-dram. ”Hvordan i alverden…” tænkte vi ”…kan alt det her lade sig gøre med kun tre beboere. De må have pænt travlt, hvis de både skal klippe stier, gøre havnetoiletter rene, passe selvbetjeningsbutikken og vedligeholde ting og sager på øen.”

Det gik vi og grublede over, da vi pludselig mødte en af sommerhusejerne, Tine, som var ude at lufte hunde. ”Ja, nu kan I godt bruge vores lækre sandstrand igen,” sagde Tine, ”for vi var en hel flok til at rydde den for tang den anden dag. Det tog flere timer – men man skal jo kunne bruge vores strande, de er så gode.”

Efter en lang snak med Tine havde vi opklaret, hvordan der – til trods for Birkholms beskedne folketal – alligevel kunne ske så relativt mange ting på øen. Sommerhusejere og sejlende turister var simpelthen en fast del af kernetropperne. ”Så har vi f.eks. tyskeren Heinz, der hvert år kommer sejlende og ligger her i flere måneder med sit skib. Det er bl.a. ham, der reparerer bænkene,” fortalte Tine os, der selv var dybt engageret i øen. Udover at arrangere havnefesten, der skulle løbe af stablen lige om lidt, stod hun tidligt op hver eneste morgen hele sommeren for at bage brød, så sejlende og turister kunne købe friskbagt morgenbrød. Sikke en sommerferie-disciplin.

Da vi kom tilbage til forsamlingshuset, opdagede vi sedlen med opgaver, hvor øen sommerhusejere og fastboende kunne skrive sig på, så de skiftedes til at opkræve havnepenge, rengøre toiletter og hvad der ellers var af opgaver på en sådan en sommer-ø. Sejt nok.

Vi var i det hele taget også lidt forbløffede over at finde et stort forsamlingshus på en ø, hvor der bor tre mennesker fast. Men det viste sig, at Birkholm ligesom mange andre øer, tidligere havde huset en hel del flere mennesker. 80 personer havde der boet for snart mange år siden, dengang skolen stadig var i funktion. Øen havde faktisk en spændende historie. Det viste sig, at den lille, flade ø havde været oversvømmet flere gange og også næsten brændt helt ned til grunden. I dag levede øen mere trygt bag de høje diger, der gik hele vejen rundt. Geo-Tine gik og mumlede noget om bydiger og havdiger – i hvert fald var kystsikringen i top.

Vi gik ned til det fine, lille gadekær midt på øen, hvorfra det kvækkede lystigt og små skabninger sprang omkring. Mens Birkholm huser relativt få mennesker, er øen tilsyneladende lidt af et paradis for frøer. Klokkefrøer endda! Og vi fandt ud af, at Tine måske et sted langt ude er i familie med de små grønne dyr. I hvert fald smiler hun omtrent lige så bredt som dem.

Da vi havde været øen rundt og set alt, hvad man kan se på Birkholm – inklusiv et overraskende velassorteret Tupperware loppemarked, som vi ikke lige havde forventet at finde – besluttede vi, at NU måtte det være tid til at prøve øens lækre strande af.

Blødt sand, sol, blå himmel og skibe, der roligt sejlede forbi. Ah! Man kan da godt forstå, at nogle vælger at komme sejlende til Birkholm år efter år. Vi lagde os på sandet med solen lige i bærret; fandt ned i det helt lave gear og kunne knap nok samle os om at lave den krydsogtværs, vi havde taget med. Dog vågnede Sarah lidt, da hun gik i vandet og opdagede en flok pænt store krabber. Udstyret med et vandtæt GoPro-kamera var der gyldne chancer for at få det perfekte krabbebillede – om end krabberne var temmelig arrige over den lidt for ivrige fotograf, der forgæves forsøgte at tage close-up portrætter, uden at miste fingrene i en krabbeklo. Det var faktisk lidt svært at afgøre, hvem der var mest bange for hvem.

Til sidst lykkedes det at få krabberne i linsen, og vi faldt næsten i søvn på stranden – heldigvis vågnede vi lige i tid til at nå færgen tilbage til Ærø. Mens den lille Birkholmfærge tøffede afsted, blev Birkholm mindre og mindre i horisonten. Fine, lille ø – tænk, hvordan det må være at bo der om vinteren med kun tre indbyggere… det er godt nok svært at forestille sig for to københavnere som os.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *