Man finder hurtigt ud af, at Barsø er blandt de mindre øer i Danmark. Hvis man eksempelvis vil reservere billet til øen, er der ikke noget med online bestilling. I stedet kan man ringe personligt til skipperen og aftale, hvornår man kommer til øen. I forberedelsen til vores tur havde vi godt nok fornemmet, at de fleste vist kender hinanden ret godt på Barsø. En kvinde ved navn Charlotte, som følger vores projekt på Facebook, var opvokset på øen og skrev, at vi endelig måtte sige til, hvis vi havde brug for tips og tricks til Barsø. Den slags siger vi selvfølgelig ikke nej til, så Charlotte satte os i kontakt med sin faster Annelene, der boede på øen, der igen satte os i kontakt med Frederikke, der var øens yngste beboer. Så allerede før vi lagde til med færgen på Barsø, havde vi en fornemmelse af at have talt i telefon med en god procentdel af øens omkring 15 fastboende.

Vores første stop på den lille ø var hos Frederikke, der er 12. generation på øen, og hvis forældre driver øens eneste landbrug. Frederikke går i gymnasiet i Aabenraa, der er 15 minutters sejlads og en bustur væk, og hun havde boet på Barsø hele sit liv. ”Det har været en stor legeplads herovre som barn, og vores venner stod altid i kø for at komme med herover, fordi det var så specielt i forhold til dér, hvor de kom fra,” forklarede hun. ”Min søster og jeg har også været meget involveret i at drive landbruget, og det har været sjovt som barn at kunne have sin helt egen kæleko”.

Øens natur og beliggenhed havde haft stor betydning for Frederikke. ”Man er virkelig fri herovre og kan bare være sig selv. Der er aldrig mere end én kilometer til stranden, så man er hurtigt ved vandet, og vi har altid sejlet meget”. I takt med at Frederikke var blevet ældre, kunne man dog fornemme, at gymnasielivet pressede sig på. Og det lød til, at det ikke altid var lige enkelt at passe færgetider sammen med fester på fastlandet. ”Det er vendt lidt nu, så det er mere mig, der gerne vil over til min venner og prøve at komme ind og bo i storbyen.” Det kunne vi egentlig godt forstå. Vi mindes også en teenage-udlængsel eller to fra vores egen opvækst i forstaden til København – og selvfølgelig må lysten til at komme ud at se noget andet også må gælde for unge øboere, ikke mindst når hele ens ø består af ca. 15 mennesker.

Vi sagde farvel til Frederikke efter at have aftalt, at vi gerne måtte stikke hovedet ind forbi familiens køer senere på dagen. Mens det stadig regnede, besluttede vi først at stikke hovedet ned forbi Annelene og sige hej. Annelene var selv vokset op på Barsø, dengang der stadig var en skole på øen og helt op til 8 børn. Senere var hun flyttet til fastlandet og havde arbejdet som skolelærer, og da hun var blevet pensioneret, var hun igen flyttet tilbage til den lille grønne ø – ”og det ligner jo sig selv”, fortalte hun smilende. Annelenes hus lå som det første, når man kom gående op fra havnen og på opfordring fra sin datter, havde hun åbnet en lille café i en fløj af huset. ”Jamen, vi tænkte, at det var en god idé, at de mange dagsturister kunne få lidt at spise og drikke eller kunne få varmen, mens de venter på færgen” forklarede Annelene, der både diskede op med kaffe og hjemmebagt kage – vi var vel kommet til Sønderjylland.

Annelene fortalte også, hvordan man måtte arbejde sammen, når man boede på en så lille ø som Barsø. ”Nogle er med til at arrangere høstfest, andre opkræver havnepenge, og vi hjælper alle, hvor vi kan”. Sammen havde øen også skaffet penge til at få bygget en ny lystbådehavn, så der var plads til flere turister, og vi kunne ikke undgå at blive lidt imponeret over, hvordan sådan små samfund drives af engagement og ansvarsfølelse. Annelene, der alligevel var lidt oppe i årene, var derfor ”selvfølgelig” også uddannet førstehjælper, ”for det er jo vigtigt, at vi selv kan gøre noget, indtil hjælpen kommer herover med færgen”. Det lød dog til, at hjælpen nærmest stod i kø for at komme til Barsø. I hvert fald, når der var tale om den årlige brandøvelse, der blev sluttet af med grillpølser i haven. ”Så strides brandfolkene på fastlandet næsten om, hvem der skal til Barsø – og én ting er sikkert, at alle 24 pladser på færgen er optaget,” grinede Annelene.

Da regnen stoppede igen (som i øvrigt var den første regn på vores ø-ture siden april!), sagde vi tak for snakken til Annelene og begav os på udflugt ud over den lille ø. Turen rundt om hele Barsø er omkring 7 kilometer og byder på masser af natur, da de gamle gårde og huse er samlet i midten af øen. Først stoppede vi ved Frederikkes forældres landbrug med de mange sortbrogede malkekøer. Frederikkes forældre var øens eneste landbrug, og da de havde besluttet sig for at køre det økologisk, var Barsø automatisk blevet en økologisk ø. Mælken fra de mange køer blev transporteret med en speciallavet tankvogn på den lille færge, og det var vist på flere måder lidt logistisk udfordrende at drive et landbrug på en ø. Til gengæld blev mælken fra de mange øko-ø-køer til øens helt egne Barsø-oste, som findes i både Netto og Føtex landet over. Og da vi senere smagte de to oste, kunne man næsten smage, hvor godt de mange køer havde haft det på Barsø. Det må bestemt være et af de bedre steder i landet at være øko-ko, når man bare får lov til at gå rundt med smuk udsigt over havet på sin helt egen ø.

Turen øen rundt bragte os over græsmarker, langs strande med høje skrænter og gennem skov. Og også gennem rækker med majs, men det var vist mest, fordi vi lige skulle være smarte og lave en genvej, som endte med, at vi vadede gennem meterhøje brandnælder. Men smukt, det var det. Og da vi besteg øens højeste punkt, Gyldenbjerg, og igen kunne trække vejret (de mange kanelgifler gør ikke noget godt for vores kondi), gjorde den lille grønne øko-ø virkelig indtryk. Man kunne se ud over hele øen og til både Fyn og Jylland, og vi havde følelsen af at være midt i det hele, men alligevel være helt for os selv.

Da vi var færdige med vores gåtur, var det tid til at se to problemer i øjnene, som vi havde udskudt lidt. For det første havde færgeskipperen på sejlturen til Barsø gjort os opmærksomme på, at vi altså ikke bare måtte campere på øen. Man skulle have en aftale – og det havde vi ikke. Der gik dog ikke længe, før Annelene igen kom os til undsætning, og hendes mand fik vist os en plet i deres baghave, hvor vi da sagtens kunne parkere Øjvind for natten. Næste problem var, at Øjvind nok mest er en sommerbil og ikke var så glad for al den regn, der pludselig væltede ned. I hvert fald dryppede det stille og roligt ind ved forruden, og vi var to bekymrede bilmødre. Lidt plastikposer, gaffatape og stædighed senere, så det dog lidt bedre ud – og vi valgte at bilde os selv ind, at så var problem løst. I hvert fald på kort sigt. Og hvad man så kan lære af det? Jo, der er ikke noget som gaffatape og ø-venlighed ikke kan løse. Og gang på gang, er vi så taknemmelig for begge dele.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *