Vores sidste stop på tour-de-fynske-øer var Baagø. Ikke Bogø, men Baagø – altså den i Lillebælt. Efter 14 dages eventyr i det sydfynske øhav fuld af boblende sommerturisme, liv og glade øboere havde vi næsten glemt, at vi faktisk også skulle til Baagø i Lillebælt. Så mens Øjvind trillede mod havnen i Assens, skyndte vi os at læse lidt om øen og kunne forstå, at der kun bor lige omkring 20 mennesker og ikke er de store seværdigheder at se. Det ville nok blive en stille og rolig afslutning på vores ø-hop-marathon, tænkte vi, og det ville nu også blive helt fint at komme lidt ned i gear ovenpå nogle begivenhedsrige uger i det sydfynske. Vi havde egentlig heller ikke fået planlagt så meget, så som feberredning smed vi en besked på Facebook-gruppen ”Baagø Beboerforening”.

Vi nåede imidlertid ikke mange kilometer, før Arne havde svaret os, at det jo var fredag, så vi skulle da være mere end velkomne til at komme til fredagsbaren, der havde happy hour på havnen. What – fredagsbar og happy hour på en ø med 20 beboere? Det var alligevel utroligt, at en så lille en ø kunne mønstre en fredagsbar, men det lød da bestemt som en hyggelig plan, tænkte vi, og måske man ville kunne møde et par stykker af øens beboere til en stille og rolig fredagsøl. Så ombord på færgen med os og Øjvind, og så gyngede vi ellers afsted over Lillebælt en halv times tid.

Da vi nærmede os Baagø havn, kunne vi godt se, at de mange lystbåde lå temmelig tæt. Men da vi trillede af færgen, måtte vi alligevel spærre øjnene op en ekstra gang. Den forventede fredagsbar i et lille skur på havnen med et par enkelte øboere var i virkeligheden en hel havn fuld af glade mennesker på utallige borde-bænke-sæt; børn, der spillede stangtennis og fiskede krabber; og duft af grillmad og aftensol i hovedet. Hvordan kunne lille Baagø lige trække den slags op af hatten? Og hvor kom alle de mennesker dog fra? Vi skyndte os at få parkeret Øjvind og stillede os i den lange kø til fadølsudskænkningen.

Vi nåede lige at skylle den første tår iskolde fadøl ned, før vi var genkendt af Arne, Baagø-boen fra Facebookgruppen. Selvom havnen bugnede af mennesker, afslørede vi vist alligevel os selv som førstegangsbesøgende på Baagø, og så blev vi ellers hurtigt introduceret til Arnes kone, Lis, et par øboere og nogle af de mange faste campister, som udgjorde en stor del af fredagsbaren. Historierne om øen, øboernes liv og den faste stab af turister fløj gennem luften i en rar og hyggelig atmosfære – det var både historier om campister, der var kommet fast på øen i mere end 40 sæsoner, og tidligere sømænd der havde været taget til fange i Libyen – og alt ind i mellem. Men på trods og tværs af forskelle mellem velhavende sommerhusturister, fastboende øboere, udenlandske sejlere og alverdens andet godt folk ”er vi alle lige her”, fik vi fortalt over endnu en fadøl.

Så ø-stemningen tog os endnu engang med storm. Uden at have planlagt noget særligt eller have kontakter på forhånd, havde vi ikke været mere end en time på Baagø, før Arne og Lis havde fået planlagt, at vi da både skulle med til deres sildebordsarrangement dagen efter og selvfølgelig også snakke med én af de faste campister og Marianne, der forpagtede havnekiosken. Glade og trætte – og ikke mindst temmelig overraskede over Baagø – faldt vi  omkuld i Øjvind, spændte på hvad næste dag ville bringe.

Vi startede dagen, hvor vi slap. Ved havnekiosken for at blive lidt klogere på det overvældende setup, vi havde mødt aftenen inden. ”Ja, jeg har drevet kiosken her i 9 år, og der har været happy hour om fredagen lige så længe”, grinede Marianne bag disken med en imponerende energi, når man tog i betragtning, at det var slutningen af højsæsonen. ”Men det er bare så givende at se folk støtte op og komme igen og igen” forklarede hun, da vi spurgte indtil, om det ikke var en hård sommertjans ”Jeg har sådan set bare øl til halv pris, men det er blevet til mødestedet, og folk får snakket på kryds og tværs. Det er vigtigt for det sociale herovre”.  Samtidig havde Marianne og hendes lille kiosk en trofast skare af frivillige, der fik det hele til at køre rundt. ”Jeg har en frivillig hjælper, der også har sommerhus herovre, der hjælper mig med at handle alt ind i Assens og få det herover. Og jeg har også en fra campingpladsen, der hjælper til i kiosken”, fortalte hun, ”vi kunne ikke løfte så meget, hvis vi ikke havde alle de frivillige.”

Men hvad var det med alle de campister og sommerhusejere, der kommer valfartende til øen år efter år i flere årtier og tager en solid bunke engagement med sig? Og hvorfor lige Baagø? Det blev vi klogere på, da vi mødtes med Christine, der sammen med sin familie var blandt de faste campister. ”Her sker ikke alverden, men alligevel sker der en masse” var hendes forklaring på sommerlivet på Baagø. ”Vi har ikke brug for alle mulige forlystelser og seværdigheder. I stedet kommer vi alle med det vi har og kan bidrage med”. Senere på dagen så vi Christine trækker rundt med en folk ivrige hestepiger på et par små ponyer, ligesom børnene legede på krabbevæddeløbsbanen, som en eller anden havde bygget, og de voksne mødtes til Arne og Lis’ arrangement, hvor man kunne stikket hovedet forbi havnen og få snaps og sild ad libitum til 10 kr. Alt sammen stablet på benene af frivillige hænder og kærlighed til øen.

Christine var dog ikke kun sommergæst, men havde også fået sin faste gang øen. På Fyn arbejdede hun i en børnehave og havde efter en endnu en sommer på Baagø fået den idé, at man da kunne tage børnehavebørnene på Fyn med dertil. Så var hun stødt ind i Arne og Lis på færgen, der havde sagt, ”at børnene da gerne måtte være i deres have”, og uden meget mere besvær havde Christine fået startet en fynsk udflytterbørnehave på Baagø – af alle steder. ”Så tager vi bare færgen herover om morgenen, og så er vi ellers ude hele dagen, nærmest uafhængigt af vejret,” fortalte Christine, ”og det er jo en helt anden oplevelse for børnene. I institutionen derhjemme er der mange lyde og sanseindtryk, men her har vi mulighed for at tage det lidt ad gangen. Vi kan faktisk høre, at dét der er solsorten og dét der er lyden af en traktor, der kommer kørende”. Som den lille ø Baagø er, er det nemmere for pædagogerne at forklare børnene om samfundet, ”for vi kender jo posten, skraldemanden og alle de andre. Det er jo nogle af øboerne, og de vil gerne stoppe op og fortælle, hvad de laver. Børnene får også en ansvarsfølelse for det sted de er, fordi de kender alle og forstår, at vi skal hjælpe med at drive det”. En ø-udflytterbørnehave, dén var alligevel ny for os garvede ø-rejsende, men med Christines forklaring også enormt forståeligt og tiltalende koncept.

Oveni det hele smed Baagø også lige lidt smuk natur oven i hatten, da vi cyklede tværs over øen til den lille tange, Egholm, der gradvist var vokset sammen med Baagø. Vi nåede heldigvis at mobilepaye 10 kroner og skylle alle indtrykkene ned med en hjemmelavet sild og snaps, sige mange tak til Arne og Lis og hoppe en tur i vandet fra den nærmest caribiske strand med de mange campister. Bagefter trillede Øjvind igen ombord på færgen, og denne gang satte vi kursen hjem mod København med følelsen af, at der er mange steder i det danske ø-rige, som man hverken kender til eller har særlig høje forventninger til… men som fuldstændig kan overraske, hvis man lige giver dem chancen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *