Selv om de oprørske Lyø-boere havde truet med at skrue hjulene af Øjvind for at få os til at blive et par dage længere, lykkedes det alligevel at rulle ombord på færgen som planlagt – med alle fire hjul – og sætte kursen mod Avernakø. ”Avernakø – ligger det virkelig i Danmark?” havde flere af vores venner spurgt, da vi fortalte, vi skulle til øen, ”det navn lyder virkelig eksotisk og ikke særlig dansk.” Men Avernakø ligger i det sydfynske øhav, lige uden for Faaborg, og er ganske dansk. Der bor lige omkring 110 mennesker på øen, og flere drømmer om at flytte til. Faktisk er Avernakø én af de øer, der har en decideret venteliste med folk, der gerne vil flytte til. Men det kan være svært at finde et hus – især hvis man ikke lige er gør-det-selv-typen, der kan fikse en gammel landejendom.

Selv om man næsten kan vinke fra Lyø til Avernakø, og selv om de to øer deler færge, så er det to helt forskellige oplevelser at besøge de to øer. Mens Lyø holder fast i alle de gamle traditioner – også dem, man ikke lige kan forklare – og dyrker fortidsidyllen, er Avernakø kommet på Facebook og har inden for de seneste år kastet sig ud i at have en musikfestival, AvernaX, en all-inclusive festival med 7 måltider og alt det øl og sodavand, du kan drikke, og som sidste år måtte melde udsolgt på 48 timer.

”Jeg synes generelt her er stemning af, at man bakker op om nye ideer og er positivt indstillet over for udvikling og forandring,” fortalte en sommerhusejer os, da vi cyklede omkring på øen på jagt efter oplevelser og øens historier. Avernakø er som skabt til cykling. Så vi lod Øjvind stå ved købmanden og fortsatte på de tohjulede. Avernakø er smal og meget lang – ikke mindst fordi øen hænger sammen med en anden ø, Korshavn, via en dæmning. Når man cykler afsted på øen kan man nyde mange forskellige landskaber; marker, små gårde, havudsigt og områder med træer, der griber hen over vejen og nærmest former en tunnel. Den største udfordring er, at man hele tiden får lyst til at stoppe, fordi der er hyggelige gårdbutikker og flotte udsigter, der lokker.

Vi var ikke rullet mere end 5 minutter fra købmanden, før et skilt med en ged angav, at øens landhotel var åbent – og man var velkommen til at komme ind at hilse på dyrene. Vi havde hørt rygter om ”Gitte Ged”, der ejer landhotellet og hendes have fuld af lamaer, kaniner og selvfølgelig geder, men det var alligevel en oplevelse at vandre lige ind i lokal have, der mindede om en mini zoologisk have med dyr over det hele. Vi hilste på dem alle sammen, men holdt os på god afstand af lamaen, der kiggede noget mistænksomt på os og tyggede videre med en lidt overlegen attitude.

Op på cyklen og ikke mange meter kunne vi nå at køre, før et lille skur lokkede med friske grøntsager. Det var Ullas og Flemmings gårdbutik og i butikken, som i virkeligheden er entréen til deres hus, havde Ulla travlt med at betjene turister, sommerhusejere og øens lokale, der kom valfartende for det gode okse- og lammekød. Culotte, osso buco, mørbrød og lækre spegepølser kunne gårdbutikken mønstre.

Da vi senere interviewede en af øens lokale, Laura, fandt vi ud af, at det var normalt, at man som avernakøbo købte alt sit kød hos Ulla og Flemming, ”for det smager bare bedre, end det man kan få inde i supermarkedet ’ovre på den anden side’,” fortalte Laura. Imponeret over selvforsyningsgraden og det faktum, at gårdbutikken faktisk kunne løbe rundt ved udelukkende at sælge sin produktion på Avernakø, begav vi os videre – op ad bakken og over dæmningen, som var helt utrolig smuk. En vej skar sig gennem det helt klare, smaragdgrønne vand. Så igen var vi nødt til at stoppe og lige nyde den insta-skønne udsigt.

Efter endnu flere flotte udsigter og billedstop endte vi til sidst ude på spidsen af Avernakø, eller tvillingeøen Korshavn var det i virkeligheden, som bød på en lækker badestrand. Her sad to mænd og kiggede ud over vandet og så betænksomme ud. De havde netop været oppe at besøge Finn på 90 år, som havde været inkarneret fisker – den slags, der sejler ud i alt slags vejr – og røget fisk i flere årtier. Tidligere havde han røget inde på Fyn og senere havde han åbnet sit eget røgeri på Korshavn. Og netop nu havde røget sine sidste fisk… eller det var i hvert fald planen at stoppe nu, for som 90-årig var det måske fair nok at gå på pension. Hvis han da kunne lade fisken ligge. Den ene af de to mænd var i familie med Finn og havde netop været på besøg for at høre den gamle mands historier over den sidste rygning. Vi blev helt rørt og tænkte, at vi da måtte benytte den formentlig sidste chance for at smage de lokalrøgede fisk. Så vi ringede på døren ved røgeriet og fik en helt nyrøget ørred med. Er du vimmer, den var god! Avernakø var måske virkelig Lystfiskernes Eldorado, som de sagde. Det gav i hvert fald fin mening, at de lokale øboere ikke besværede sig med at tage til fastlandet for at handle kød og fisk. Det var simpelthen gyldne sager, øen selv kunne diske op med.

Efter en nat i Øjvind futtede vi til øens anden ende. Op til Laura, som vi havde aftalt at lave et interview med. Og i bedste ø-stil havde Laura sagt, at vi da lige så godt kunne komme forbi til morgenmad så. Så mens solens morgenstråler strakte sig op over træerne, sad vi i den gamle præstegårdshave og spiste nybagte boller med Laura og hendes familie. Laura og hendes mand, Peter, var flyttet til øen for 6 år siden og havde været heldige at kunne flytte ind i den gamle præstegård. ”Vi var ligesom færdige med at bo i storbyen og tænkte, vi ville finde det bedste sted at bo. Og så fandt vi stedet her. Det er bare verdens bedste sted at bo,” fortalte Laura og lyste helt op i øjnene. ”Det lyder helt klichéagtigt, men jeg føler mig virkelig lykkelig. Det er så dejligt at bo et sted, hvor man hilser på hinanden og interesserer sig for hinanden. Og så at bo her med havkig og en kæmpe have. Vi bor bare midt i det perfekte, så vi har ikke travlt med at finde noget andet.”

Det eneste Laura savnede lidt, var nogle flere legekammerater til børnene, men eftersom der faktisk var venteliste til at flytte til øen, var problemet ikke, at folk ikke ville flytte til øen – men snarere at der manglede ledige boliger. Laura var selv gået ind i beboerforeningen og arbejdede på, om det kunne lade sig gøre at skaffe de billigere boliger, så flere unge kunne få mulighed for at flytte til. ”Det er bestemt ikke farligt at flytte til en ø. Man kommer nemt ind i fællesskabet, hvis man vil og ønsker at bidrage til øen. For vi er jo sammen om gerne at ville have et godt Avernakø i fremtiden. Et Avernakø i udvikling i stedet for afvikling. Jeg tror ikke, der er nogen, der fortryder det, når de først flytter herud.” Og da vi trillede ned mod havnen og tilbage mod Fyns fastland, var det da også lige før Laura havde fået solgt øen så godt, at vi var klar til at ringe til ventelisten og skrive os op…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *