Solen stod allerede højt på himlen, og kalenderen sagde ’sommer’, da vi og Øjvind mødtes en tidlig fredag morgen for at tage til Askø. Askø er sikkert en af de øer, du ikke har hørt om før. Det havde vi i hvert fald ikke. Askø er én af Danmarks sydhavsøer. Den ligger i smålandsfarvet lige nord for Lolland. Og i Øjvindtempo tager det lige omkring 2,5 timer at komme dertil.

Vi havde begge haft travlt på det sidste, og det føltes som lidt af befrielse at futte afsted. Væk fra storbyen. Væk fra hverdagen. Så humøret var tårnhøjt, da vi rullede mod solen ud af København. Også selv om Øjvinds blæser havde besluttet at stå af, lige nu hvor sommeren rigtig var kommet. Men Tine havde fundet en gul plastikblæser, som man dog skal putte helt op i hovedet på sig selv for at få kold luft. Bestemt bedre end ingenting.

Vi kom lige i tide til Askø-færgen og mødte en snaksaglig og meget hjælpsom færgemand, der kunne fortælle mange historier om øerne og vindmølleparken, der var sat op, ”fordi Københavnerne nu pludselig ville være bæredygtige”. Færgemanden pegede på en lille ø, vi sejlede forbi, og det viste det sig, at opfinderen og flypioneren Jakob Ellehammer for 100 år siden havde lavet de første flyve-hop-spring her (han var dog aldrig rigtig kommet i luften, så den rekord løb franskmændene med).

Vel ankommet på Askø futtede vi op til ”centrum”. Der bor 36 mennesker på Askø, så der er ikke det helt store ’downtown’, men der lå en købmand, som øens beboere driver på frivillig basis. Man har simpelthen en ugentlig vagt, og så er der åbent mandag, onsdag, fredag fra 15-17, og også lørdag morgen, ”selv om lørdagstjansen er lidt sværere at få afsat,” fortalte fredagskøbmanden os. Vi vandrede lidt rundt og lod os blænde af idyllen med de fine huse, den blå himmel og så var der ligesom utrolig grønt over det hele. Og bedst som vi troede, at vi var i god sikkerhedsafstand fra alt, der lignede shopping, kom vi forbi ”krukkeriet”. Et lille keramikværksted, hvor Bjarne, der var ”øens nytilkommer” (han havde som den nyeste tilflytter nemlig kun boet der 15 år), lavede krukker, tallerkener og krus i stentøj. Vildt flotte ting. Så vi var selvfølgelig nødt til at købe halvdelen af butikken. Man skal jo også støtte lokalproduktionen, ik? 😉

Efter vores lille ’stroll’ rundt i byen, hoppede vi på vores mountainbikes og cyklede ud mod Askø’s lillebror, Lilleø, der er forbundet til Askø med en dæmning. Lilleø er – som navnet røber – en meget lille ø. Her bor kun 6 mennesker, og det tager ikke mere end 5 minutter at cykle fra spids til spids. Men fin var den med frugttræer over det hele. Vi mødte Peter, som passer 2 af øens 4 frugtplantager, nemlig sin egen og så hjælper han Claus Meyer med at passe hans æbletræer også. Foruden æbler, pærer og blommer, havde Lilleø også sine egne vinranker – faktisk bliver der lavet 6.000 flasker vin fra Lilleø hvert år, både Riesling, Pinot Noir og Solaris, en drue fra Kaukasus, som åbenbart er veloplagt til danske ø-forhold.

Peter var en ægte øbo med hat og et stort smil. ”Her er jo bare fantastisk at bo,” sagde han, mens han gik og ryddede op efter sidste weekend, hvor han sammen med Claus Meyer og Kenneth Bager havde holdt Lilleø Apple Flower Festival. En mad- og drikkefestival, krydret med musik og masser af god stemning. ”Så dækker vi op til 800 mennesker her mellem æbletræerne. Og efter 6 retter, kører jeg vognen frem, læsser folk på og så kører vi ned til stranden og spiser chokoladerne,” fortalte Peter og lyste helt op ved beskrivelsen.

Når der ikke var Apple Flower Festival, så gik Peter og passede træerne. Mens han viste os rundt, kunne han heller ikke lade være med at gå og fjerne blomster fra træerne, der åbenbart var blevet så ivrige af det gode vejr, at de var begyndt at gen-blomstre. ”Og når vi så høster, kommer der to og hjælper mig. Vi samler 100 tons æbler, og når man kommer hjem om aftenen er det ikke en tur i fitness, man mangler – jeg er helt færdig hver aften,” grinede Peter.

Vi ønskede god høst til Peter og satte kurs tilbage over dæmningen til Askø, hvor vi havde spottet en vej, der endte helt ude i havet. Næsten. Et perfekt campingspot for Øjvind, der jo har lidt en svaghed for havudsigter. Vi parkerede Øjvind, så han kunne kigge ud over vandet og fandt vores seneste grej-anskaffelser frem. Paddleboards! Pumpe, pumpe og så af sted. Da vi padlede ned langs sydsiden af øen, i læ for vinden og med junisolen lige hovedet, var det svært ikke at blive lidt glad for det her danske land. ”Danmark kan sgu også”, indså vi liggende på paddleboards, der vuggede af sted under de varme stråler. Lige her – midt i roen, solskinnet og Smålandshavet – vandt Askø altså over Alicante.

Tilbage på land bød Øjvind på rosé og en lækker tilsæt-kun-vand-risotto, mens solen gik ned over øen. Nogle af vores venner havde indlogeret sig på det gamle Mejeri, så vi tænkte, vi lige skulle stikke hovedet forbi, inden det blev helt mørkt. ”Jamen I kommer lige i tide til desserten,” sagde Marianne, der sammen med sin mand Mik havde omlagt det gamle mejeri og snart også den gamle telefoncentral til gæsteværelser. Parret boede stadig omkring Køge, men styrken i lokalsamfundet, hvor man hjælper naboen; danner fælles front mod kommunen og den slags udefrakommende trusler, og i dén grad tager hånd om hinanden, havde vakt deres indre øbo. Så nu boede de på øen en god del af året. Med Lollandsk kirsebærvin og diskussioner om øliv kontra storbyliv – og hvordan man kan indrette sit liv, så begge verdener får plads – fløj tiden, og pludselig var over klokken midnat. Så vi begav os ud i det bælgravende mørke og sørgede for at holde munden lukket på cykelturen tilbage til Øjvind, for det haglede med dansemyg. Vi lagde os til at sove i Øjvind til lyden af bølgeskvulp og myggehagl mod taget.

Næste morgen kastede vi os ud af Øjvind; direkte på paddleboards og nåede lige en morgenpaddletur, inden vi futtede ind til Mejeriet igen, hvor Mik og Marianne bød på en kanon morgenmad. Vi vendte køleren mod færgen og måtte konstatere, at Askø og Lilleø havde sat baren højt for sydhavs-æble-øerne. Så kunne Fejø og Femø bare komme an! 😊

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *