”Jeg vil ikke fortryde noget, jeg ikke fik gjort,” sagde Jacob og smilede gennem sit store skæg, ”det med at flytte til Anholt måtte jo prøves! Så min kone og jeg sagde vores job op og flyttede hertil med vores første barn. Siden kom der fire mere. Vi har ikke fortrudt det. Det at sætte børn i verden her på øen, er som at sætte dem lige ind i en Ole Lund Kirkegård fortælling. Her får de lov at være børn. Så kan de lære om trafiklys og gadebander senere.”

Vi stod ved baren og lyttede til Jacobs historie på den allersidste dag i Anholts sommersæson, som er ultrakort. Til gengæld ret massiv. Over tre uger i juli bliver øens indbyggertal halvfjerdsdoblet, og det vrimler med mennesker overalt. ”Dørken”, som Jacobs ginbar hedder, skulle til at lukke ned for denne gang, ligesom de andre barer og butikker på havnen – og det var egentlig heldigt nok for os, for så havde Jacob tid til at mødes med os og fortælle om sit gineventyr, som står på ved siden af jobbet som skolelærer og rollen som far til fem.

”Jeg startede egentlig, fordi jeg ikke kunne fatte, hvorfor gin skulle smage så elendigt. Det kunne simpelthen ikke passe, at man ikke skulle kunne drikke gin rent. Og det er det gør det heller ikke. Det handler om at have nogle gode råvarer, især noget godt, blødt vand og friske bær. Det har vi her på Anholt. Du kommer altså ikke langt med kalket storbyvand og tørrede bær fra Østeuropa.” Selv om Jacob nu er anholter, så sidder der stadig ikke ubetydelig rest af nordjyde i ham. Han slynger ikke om sig med tillægsord eller smører tykt på. Det er der ellers grund til. For Anholtginen er gået fra køkkeneksperiment til en fast produktion; er blevet et hit og rost af nogle af de mest kritiske anmeldere i landet. Og planerne for de kommende år er at rykke selve destilleriet – og dermed arbejdspladserne – til Anholt og udelukkende bruge ingredienser fra øen.

Vi fik selv lejlighed til at se nærmere på ingredienserne og vandre rundt om en enebærbusk eller to, da vi meget spændte og oplagte tog ud ørkenen. Danmarks – og nordeuropas – eneste ørken! Det lyder da sejt – og det er det også. Der var lyng i alle mulige pangfarver, sand og mere lyng lige så langt øjet rakte. På en lille del af Anholt må man også sætte drone op, og efter den tragiske hændelse med gamle DroneDennis, der styrtede i vandet på Ærø, havde vi været heldige at få fat i en ny: Dennis Jr., som nu fik chancen for at se det hele oppefra. Vi vandrede af sted i nogle timer, og pludselig så vi fyret. Det så ud som om, det ikke var så langt væk, så vi besluttede at gå derud. Meeen i ørkener er tingene ofte længere væk, end de ser ud til, så det endte med at blive lidt af en tur. Vi nåede spidsen, hvor man kan se sæler med en kikkert, som nogle kvikke folk har stillet op, og så begav vi os ellers sydover langs de milevidde strande, som var helt tomme. Efter seks timers ørkenvandring, hvor vi ikke havde mødt mere end en håndfuld mennesker og heldigvis undgået at se for mange fatamorganaer (der var lige en enkelt lækker tebirkes, der dukkede op over lynget ind i mellem, men gik op i fantasirøg, når vi kom tættere på), var vores små hobbitben temmelig glade for at finde cyklerne igen. Så vi futtede tilbage til havnen, hvor restaurant ”Al’ got fra havet” levede op til sit navn og bød på laks, muslinger, hummer og andre gode sager. Da solen begyndte at overveje at gå ned, satte vi kurs mod stranden, hvor Louise og Jacob (altså ikke Gin-Jacob) drev en lille bar, ”Oraklet”, helt nede på strandkanten. Louise og Jacob havde egentlig kendt hinanden for mange år siden, dengang i starten af 90’erne var de taget til Anholt i sommerferierne. Men dengang havde de andre kærester, andre liv. I 2013 mødtes de igen. På færgen, hvor Jacob nu arbejdede som maskinmester efter mange år i København. ”Øen fangede ham ind igen,” grinede Louise, ”og han fangede også mig.” Et år efter var de blevet kærester, og kort efter var det lille røde forhutlede hus på stranden blevet sat til salg. ”Jeg havde altid gået og kigget på det hus,” fortalte Jacob, ”Det så så kært ud.” Og så gik det hverken værre eller bedre, end at parret overtog huset, der dog først lige skulle tømmes for tjære. ”Ja, vi var nødt til at grave ned til grundvandet for at komme af med det. Men nu er det væk – og lugten er også helt forsvundet. Men huset er det samme,” sagde Jacob smilende. Vi gik ud i sandet og satte os på en træpalle, der havde fået nyt liv som strandsofa og kiggede ud over solnedgangen, hvor folk sad og hyggede sig med lyserøde rosécocktails, som i år havde slået Aperol Spitz’en af banen. Øj – hvem der bare havde sådan en strandbar i baghaven!

Da vi vågnede næste morgen, blæste det ikke bare en halv, men snarere et par pelikaner. Øjvind, som vi allernådigst havde fået lov at tage med, selv om Anholt er tilnærmelsesvis bilfri, rokkede fra side til side. Sarah, der er en temmelig ringe surfer, blev enig med sig selv om, at bølgerne var lige store nok og vinden lige kraftig nok til at sætte kiten op. I stedet trak vi ledninger over den halv campingplads og indrettede os i camperkontoret. Øjvind har mange talenter, og åbent kontorlandskab er bestemt ét af dem! Efter lidt videoredigering indså vi, at vinden ikke havde tænkt sig at lægge sig foreløbig. I fuld vindkampklædning gik vi op på toppen af Nordbjerg og fik en flot udsigt over vandet og måske Danmarks flotteste campingsplads, der simpelthen ligger lige på stranden. Uanset hvor man står på Anholt er der bare ”ingenting” i sigte. Intet land. Det er særlig fornemmelse. Den lille ø er virkelig langt væk fra det hele.

Vi gik forbi ”flakket”, en fin indsø med masser af fugle, og krydsede ”kærlighedsstien”, som tog os højt op på bakketoppen med udsigt over hele ørkenen. Super flot! Da det blev aften mødtes vi med Albertine, som var 7. generation anholter og kendte øen ud og ind. ”Det giver noget særligt at komme fra en ø. Vi lærer at klare os. For her må man finde ud af at få tingene til at fungere med det, man har, og holde sig gode venner med hinanden, for vi er jo bare 135 mennesker. Når vi går ud af folkeskolen, flytter vi hjemmefra, og så står vi på egne ben.” Albertine var selv flyttet til og fra øen ad nogle omgange, og selv om hun nu boede i København, så satte hun stor pris på at ”komme hjem til Anholt.” Naturen, bedsteforældre og friheden til at kunne gøre, hvad man vil – når man vil. Albertines bror var med i beredskabet på øen, og netop i dag havde været en af de hårde dage.

Vi havde godt hørt udrykningen tidligere og set ambulancerne komme farende. En mand var druknet på stranden, viste det sig. Trods hurtig handling fra turister og øboerne selv, havde det ikke været muligt at vække ham til live.  Det blev pludselig meget konkret, hvordan øboerne selv virkelig tager ansvar for hele øsamfundet. Ambulance, lægehjælp og alle andre vitale opgaver, som bare findes i storbyen, har et navn på øerne. For med en befolkning på bare 135 mennesker, hvoraf en del er pensionister og børn, er samfundsopgaverne spredt ud på et forholdsvist lille antal personer.

Da vi cyklede fra Albertine og langs stranden, kiggede vi ud over vandet, der nu havde fået endnu et liv på samvittigheden. Jacobs ord om at huske at prøve ting af gav genlyd i baghovedet. Det er med at få gjort de ting, man vil, mens man kan – så man ikke fortryder det, man ikke fik gjort, når livet pludselig slutter.

3 Replies to “Anholt: Det mest isolerede sted i Danmark

  1. En dejlig beretning om kærlighed til en dejlig og skøn “sandbunke” som Ole Kragh Sørensen har betegnet som Danmarks største “vitaminpille”

  2. En dejlig beretning om kærlighed til en fantastisk og skøn “sandbunke” som Ole Kragh Sørensen har betegnet som Danmarks største “vitaminpille”

  3. Anholt har fået en plads i mit hjerte. Jeg har læst alt om denne lille perle og livet derpå – men har stadig tilgode at besøge øen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *