Als er nok én af de øer, som mange ikke rigtig tænker som en ø. Os selv inklusiv. Man kan køre dertil over en bro; der bor lige i nærheden af 50.000 mennesker, og det er selvsagt en lidt anden liga end mange af de småøer, vi indtil videre har besøgt. Men der går også en færge til Als (fra Fyn), og det er kriteriet for de 37 øer i ø-passet: Der skal være en færge! Derfor skulle vi selvfølgelig også til Als og finde ud af, hvad den store sønderjyske ø gemte på af historier og oplevelser.

Inden vi trillede over broen til Als, måtte vi dog lige parkere Øjvind og tage en tur tilbage i tiden. Nærmere bestemt til 1864, for vi stoppede nemlig ved museet ved Dybbøl Banke. Som mange andre bestod vores erindringer om slaget ved Dybbøl primært af sangen om Mallebrok, der døde i krigen, et enkelt afsnit af DR’s søndagsserie og så en sløret historietime for længe siden i folkeskolen. Efter et stykke tid på museet fandt vi dog ud af, at der virkelig var sket uhyggelige ting og sager her.

Det var en ret vild oplevelse at stå midt i skanserækken og skue ud over den gamle slagmark – med historien i baghovedet om, hvordan der ved det voldsommeste bombardement var affyret 8.000 granater fra de preussiske soldater på kun seks timer mod de danske soldater. Pludselig stoppede granaternes bragen, og der blev helt stille. Måske de danske soldater håbede på en pause, men kort efter kom 10.000 preussiske soldater springende i et stormløb mod de danske skanser, og danskerne opgav hurtigt at forsvare Dybbølstillingen. Senere på året, da forhandlingerne om de nye grænser igen brød sammen, ophørte våbenhvilen og kort efter stod Slaget ved Als, hvor mere end 3.000 danske soldater faldt og Danmark måtte overgive sig. Resultatet af de nye grænser blev, at Danmark mistede mere end 40% af sit landareal og omkring halvdelen af sin befolkning. Det var noget mere dramatisk og voldsomt, end hvordan vi umiddelbart huskede det fra de gamle historietimer…

På museet kunne man prøve gamle uniformer og være med til at støbe kugler. Her mødte vi Kresten, en ung fyr fra Als, der arbejdede i udstillingen.  ”Alle hernede kan historien om krigen, også de unge, og jeg synes, det er vigtigt at forstå”, forklarede han os. Da vi spurgte ham til det med at bo på en ø, tænkte han lidt over det. ”Jeg har ikke rigtig følelsen af at bo på en ø, måske fordi Als er så stor. Men jeg tror, man har en stærk identitet som sønderjyde”, svarede han og tilføjede derefter grinende ”Folk kalder os tyskere, men jeg er ikke engang særlig god til tysk”.

Klogere på historien og dens indflydelse på den sønderjyske identitet i dag, kørte vi videre mod Sønderborg. Her så man også tydeligt, at vi var tæt på Tyskland, både i afstand og historie. Der var både mange tyske turister og en tysk skole og børnehave, ligesom man i Flensborg på den anden side af grænsen kan finde en dansk skole.

I Sønderbord gik vi ombord i en tradition, der også gik tilbage til 1864. Nemlig det sønderjyske kaffebord. Kaffebordet opstod, da Sønderjylland efter 1864 kom under tysk styre, og danskerne mødtes i forsamlingshuse, hvor de dog hverken måtte synge danske sange eller servere alkohol længere. I stedet fandt man så på, at alle tog forskellige slags kage, tærter og alverdens godter med, og det sønderjyske kageorgie opstod. Og selvfølgelig måtte vi derfor også prøve et ”ægte” sønderjysk kaffebord, der efter reglerne vist skal indeholde både 7 slags bløde, 7 slags tørre og 7 slags hårde kager. Altså 21 slags forskellige kager. Velbekomme!

Vi trillede godt proppede videre fra det sønderjyske kaffebord gennem Sønderborgs hyggelige gader og mødtes med Sille, der var flyttet til Sønderborg fra Aalborg. Sille var flyttet til byen uden at kende et øje, men var hurtigt faldet til. ”Folk er meget åbne og virkelig hjælpsomme. Man når ikke at være ”lost” i ret mange minutter, før der er nogen, der tilbyder at hjælpe dig” fortalte hun. ”Det er helt sikket blevet et hjem for mig, og jeg har følelsen af at komme ”hjem til øen”, når jeg kører over broen til Als”. Samtidig var Sille også glad for kombinationen af natur og byliv på Als. ”Jeg synes, at alt er meget tæt på her. Man kan hurtigt både være nede i byen, men det tager heller ikke lang tid på cykel, før man er i skoven. Og så er vandet jo altid tæt på”. Med en masse gode naturtips fra Sille, vinkede vi farvel og satte kurs udover Als.

Øjvind var (igen!) vores redning, for Als er alligevel en større ø med godt 30 kilometer fra nord til syd. Første stop gjorde vi lidt uden for Sønderborg, hvor den lokale mountainbikeklub havde etableret et lille spor med virkelig mange sving og nogle gode højdemeter op og ned. Så med sved på panden kørte vi syd på til den lille halvø Kegnæs, der er forbundet til Als med en smal landtange. Udsigten fra Kegnæs Fyr var virkelig fin, og det kriblede i fingrene på Sarah for at komme ud og lege med de mange kitesurfere, der boltrede sig på det lave vand. På vej til den nordlige del af øen stoppede vi ved Nørreskoven og måtte konstatere, at Als virkelig byder på naturoplevelser over en bred pallette. I skovens dybe stille ro fandt vi henrykte en soveplads til Øjvind, og mange timer senere vågnede vi op med havudsigt og morgenbadning. Jamen altså!

Sidste stop på Als var Danfoss Universepark, som var en stor oplevelsespark for børn og barnlige sjæle, og vi havde i dén grad glædet os! Med Virtual Reality paragliding, høje klatrebaner, segway, boldeland og en 5D-tur til månen, var begejstringen stor. Flere af aktiviteterne måtte vi endda prøve flere gange sammen med børnene – vist nok til stor underholdning for personalet. Men hva’, man har kun det sjov, man selv laver – og i virkeligheden forsøgte vi jo bare at blive klogere på den nye teknologi, sådan hands-on. 😉

Da vi helt rundtossede og lidt overgearet væltede ud af legelandet igen og satte kursen mod færgen til Fyn, var stemningen selvsagt ekstatisk. Historie, kage, natur og leg – jamen altså, hvad mere behøver man?

One Reply to “Als: Krig, kage og klatrebaner”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *