Efter at have taget turen med en håndfuld mindre ø-færger fra Svendborg til Drejø, Hjortø og Skarø, var tiden kommet til en af sværvægterne i det sydfynske ø-hav: Ærø! Allerede da ø-bussen Øjvind trillede ombord på færgen, som syntes på størrelse med næsten Oslo-båden, havde vi følelsen af, at der nu blev skruet op for det i forvejen høje ø-niveau, og også for antallet af turister.

Vi lagde derfor til kaj med en hel flok af folk, der også havde sat kurs mod Ærø i hvad der måtte være den bedste danske sommer nogensinde. Og bare få minutter fra havnen var der allerede fuld værdi for pengene på den idyl, som de ærøske turistbrochurer havde lovet. Ærøskøbings snørklede gamle brostensgader har huse og stokroser i alle regnbuens farver og vidner om øens gamle historier. På tur med vægteren (den gamle by-vagt) rundt i Ærøskøbing fandt vi eksempelvis ud af, at der i de gamle huse altid var plads til en skibsmast på loftet; at øen havde været et smuglerparadis, da Sønderjylland var tysk, og at det Ærøske flag egentlig er identisk med Litauens flag og skyldes en lidt kluntet historikers indsats. Mens vi gik rundt i gaderne, studsede vi også over de mange brudepar på en helt almindelig sommer hverdag – hvad fa’en skulle de alle sammen på Ærø? Det viste sig imidlertid, at øen er kendt for en hurtig sagsbehandling, hvilket især udenlandske par benytter sig af. En hel bryllupsindustri er vokset frem på øen, hvor 4.000 par hvert år bliver lykkeligt gift.

Vi havde aftalte at mødes med Pernille, som vi kendte lidt i forvejen, og som sammen med sin mand, var rykket til Ærø, for at prøve ø-livet af. ”Der skulle ske noget nyt, da vi var færdige med at læse,” forklarede Pernille, ”så da det lykkedes at finde et job, måtte vi prøve det af. Nu har vi boet her 2 år. Og jeg kan faktisk ikke finde noget negativt ved det.” Vennerne og familien var dog lidt langt væk, ”men her er et andet socialt liv, hvor man også kommer hinanden ved på tværs af alder. For eksempel er vi mellem 23 og 73 år i den pokerklub, jeg er med i, og man kan næsten få stress om vinteren med alle de aktiviteter, som de forskellige foreninger har”.

Bryllups- og foreningstravlheden på øen var dog ingenting imod travlheden med de mange havnefester, kunne vi forstå på den unge tømrer Mikkel, der var vokset op på øen. ”Hver weekend i juli er der havnefest. Sidste weekend i Søby, denne weekend i Marstal og næste weekend her i Ærøskøbing” fortalte han. ”Mange der er vokset op på øen, kommer hjem i løbet af sommeren og på den måde kan vi stadig holde kontakten”. Mikkel havde desuden arbejdet på et af øens værfter, og mens vi sad og snakkede svingede en af hans kammerater forbi, der netop var vendt hjem, efter at have sejlet omkring alene på verdenshavene i flere måneder. Ærø har lange maritime traditioner forstod vi, men for to landkrabber som os, skulle vi vist en tur til Marstal for helt at forstå, hvad det handlede om.

Først skulle vi dog lige på en ordentlig cykeltur. For ligesom mange af de andre øer, har Ærø utallige kilometer ø-havs-cykelsti, og man kan komme rundt i det smukke landskab med strande, skove og klinter på den sydlige del af øen. Og da det blev tid til en pause, var vi heldigvis kommet til Rise Bryghus, hvor man kunne få en tallerkener med ølsmagsprøver og en is i solen. Bryghuset havde oprindeligt været i gang siden 20’erne og havde både nået at være mejeri og lukket ned, inden driftige typer igen åbnede det op igen i 2004. Valnødder har det åbenbart særlig godt på Ærø, og bryghuset laver også en djævelsk god valnøddeøl. Valnødder i både is og øl er bare meget sjovere end almindelige valnødder, måtte vi konstatere.

Hvis Ærøskøbing er øens hovedstad for idyl, er Marstal den maritime hovedstad. Tilbage i 1800-tallet boede en stor del af Danmarks flåde i Marstal og stadig i dag har byen Søfartsskole, HF-uddannelse med søfartsspeciale og Søfartsmuseum, der alle vidner om øens stærke historie og identitet. Som en restaurantejer i byen fortalte os ”er man jo mønsterbryder, hvis man ikke bliver sømand”. Vi nød byens fine havnefront med de store imponerende skonnerter og fik mærkelige blikke, da vi som de eneste sad på gulvet i Søfartsmuseets børneafdeling helt forgabt i træklodser og limpistol. Her kunne man nemlig bygge sit helt eget skib med ispinde, bølgepap og andet tingeltangel – og sådan en mulighed lader vi selvfølgelig ikke gå forbi. 9 år eller 29 år må være underordnet, og vi gik stolt ud af museet med vores hjemmebyggede skib M/S Øjvine!

I den maritime ånd måtte vi selvfølgelig også selv en tur på vandet, men da Øjvind ikke rigtig kan trække en trailer med en ordentlig skonnert rundt i det danske land, valgte vi at nøjes med vores oppustelige Stand Up Paddle boards. Til gengæld fejlede omgivelser absolut ikke noget. Ser man billeder fra Ærø, vil man med garanti falde over de ikoniske små badehuse. Vi havde set dem fra land, men tænkte, at de da også skulle ses fra vandsiden. Så i høj sol og på vindstille vand padlede vi rundt i den lille lagune ved Marstal og beundrede idyllen og tog en slapper eller to på vores boards, der er overraskende behagelige at sove på. Efter at være kommet helt ned i gear, fortsatte vi aftenen på en hyggelig tapas-café med live musik og rosévin, som mindede os grangiveligt om noget vi kendte… måske fra København. Og vores Københavner-radar tog ikke fejl. Ejerparret var nemlig udvandret fra Nørrebro, men havde også oprindelse på Ærø. Ejeren Dorte fortalte os om skiftet til ø-liv, ”Man oplever vejret og årstiderne på en helt anden måde, og det er ikke bare gul sne som i byen”. Vi fik mange gode historier, fik lov at låne lidt strøm, og i ægte ø-stil fik vi da også nøglen til caféen, da ejerne lukkede og slukkede. ”Så kan I jo bare sidde og arbejde, så længe I har lyst”. Vi kiggede måbende tilbage. ”I smider bare nøglen i postkassen, når I går, ik?”. Jamen jo tak da, det var noget af et tilbud til to fremmede Københavner-café-gæster.

Men, men, men. Al den Ærø-idyl havde også en ende. Det var ikke alt sammen hyggelige huse i Ærøskøbing, smuk natur på den sydlige del af øen og imponerende skibe i Marstal. Det var også drama og tab. På en lille droneoptagelse af de flotte klinter og kyststrækninger gik det nemlig gruelig galt. DroneDennis har alle dage været en selvstændig og egenrådig én af slagsen. Og pludselig valgte han, at han ikke skulle videre end Ærø. ”Motor power low” blev hans sidste melding, før de små vinger pludselig stoppede, og Dennis kørte kamikazestilen og endte sin Ødyssé i de Ærøske vande. Det tog lige et par desperate dykkerture, lidt stilhed på stranden og et par tragikomiske grineflip, før den sank ind hos os begge. At vi nu var en drone og trofast følgesvend fattigere. Ære været DroneDennis’ minde!

Vores sidste aften brugte vi ved Skjoldnæs Fyr på den vestligste spids af Ærø. Fyret og den omkringliggende golfbane har den smukkeste udsigt, og fra fyret havde vi endda også en fantastisk solnedgang over vandet. Og så kunne vi jo bare tænke på, at derude et sted lå Dennis. Og hver gang vi tænker på Dennis, vil vi tænke på Ærø. Heldigvis er Sarah en flittig krejler på Den Blå Avis og havde derfor allerede fundet en Dennis Junior, inden vi næste morgen kørte ombord på færgen til Faaborg og vores videre færd. ”The show must go on”, som de kloge jo siger…

One Reply to “Ærø: Bryllupsboom, maritime traditioner og en tragisk afsked med DroneDennis”

  1. hey girls, love your trip on Ærø!

    and al the great photo’s….
    i’am living in Holland and i speak ikke Dansk!
    we’ve been many times on holyday to Denmark and we love it there, espacially Ærø!
    my fist visit to the beautifull island was in the summer of 75’ in the past century! ;).
    so my question is… i speak a little Dansk but not enough to read your story.
    please if it’s possible in English

    yours, R.Gieles
    e-mail to,… r-gieles@kpnmail.nl

    greetz, Robbie!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *