Det var Tine, der kørte Øjvind den fredag morgen, hvor vi futtede hele vejen fra Københavnstrup – over Fynsland – forbi de Sønderjyske marker – for at ramme færgen til Aarø, der ligger i den sydlige ende af Lillebælt. Sarah havde været ude med et par kollegaer aftenen før og var en smule ramt, men heldigvis var der gode chancer for at holde alkoholprocenten stabil, for Aarø har en hel vingård, hvor de producerer både rødvin, hvidvin, rosévin og æblevin. 20.000 flasker om året! Det er alligevel en sjat, og langt de fleste flasker sælges fra den lille gårdbutik.

Aarø vingård var et besøg, vi længe havde glædet os til, og da vi stod foran den flotte hvide gård med snorlige rækker af vinstokke og et fint lille drivhus med loungemøbler og vinstokke, der kringlede sig op langs loftet, var vi ellevilde. Det var da genialt, at man kunne dyrke vin på en ø og byde folk ind til at smage det i et hyggeligt drivhus med udsigt til vinmarkerne og havet lidt længere nede.

Vi gik ind i butikken og mødte Berit, som selv var faldet pladask for Aarø. ”Det var egentlig lidt et tilfælde, at jeg rendte ind i Jacob, som ejer gården her – og han manglede en hånd til den travle sommersæson. Nu har jeg pendlet herud hele sommeren, og her er simpelthen så dejligt. Så nu leder min mand og jeg efter et sted at bo på øen,” fortalte Berit, mens hele hovedet lyste at begejstring.

Berit fortalte os om vinproduktionen. Åbenbart er det Aarøske klima glimrende til at lave vin – med Lillebælts lune briser undgår øen en hel del nattefrost og er altså lige hakket mere sydlandsk end det meste af vores skydækkede kongerige. Vi fik en lille rundvisning, og Berit afslørede, at der lå en restaurant i forlængelse af vingården.

”Vi sælger frokost med lokale råvarer fra øen, fx fisk fra røgeriet og Galloway kvæg fra gårdene. På den måde hjælper vi hinanden. Og når der er rigtig travlt her i restauranten, kommer vores revisor ned og giver et nap med. Man hjælper virkelig hinanden her på Aarø.” Berits begejstring var smittende. Så godt tanket op på humør og vin gik vi ud i drivhuset med to glas og nød dem under druerne, der slyngede sig op under loftet.

Efter lidt vin var humøret bestemt ikke dalet. Så da vi gik fra vingården og opdagede naturlegepladsen på den anden side af vejen, var vi ikke sene til at kaste os over træstammer og gynger. Der var ikke nogen børn på legepladsen den dag (heldigvis!), så vi tillod os selv at give den gas. Tine har alle dage været god til at overtale, og det lykkedes hende at lokke Sarah til at kravle ind i et hjul af reb, hvorfra hun havde store problemer med at komme ud. Legepladsen var tydeligvis ikke indstillet på store legebørn på 29 år.

Efter megen slid og slæb lykkedes det Sarah at slippe fri fra rebene, og vi gik videre ned mod Aarøs lille by. Aarø er en af de helt små øer, vi har været på. Der bor kun omkring 150 mennesker – og øen er ikke større, end at man let kan cykle den rundt. Nede i Aarø ”downtown” lå Brummers Gård med en hyggeligt lille café og en ”lånehund”, der var gået kold udenfor. Lånehundskonceptet var vi ikke stødt på før, men et skilt angav, at lille Tesso var en glad hund, som gerne ville gå tur med hvem, der kunne have lyst. Tesso lignede dog en, der havde gået sine skridt den dag, så vi nøjedes med at klappe det lille, logrende dyr og gik ind i caféen. Brummers café var virkelig hyggelig og havde store træbjælker i loftet, hvorpå en masse gamle, farverige blik-kander balancerede. Der var i det hele taget mange små fine detaljer, og – til Tines store glæde – også en håndfuld brochurer.

Så mens vi fik en kop kaffe, benyttede vi lejligheden til at studere kortet over den sønderjyske Camino, som åbenbart er en ting, der eksisterer. Camino Haderslev, som den hedder, er en 106 km. vandrerute, der krydser gennem sønderjyske marker, skove og forbi 9 seværdige kirker – og så går den lige hen over Aarø. Vi sprang på cyklerne og futtede ud for at se resten af øen – og ikke mindst hilse på Galloway kvæget, som hang ud på en mark, da vi kom forbi.

Vi endte helt ude på østpå ved ”Aarø Kalv”, som ikke er en ko, men en lang tange, der strækker sig ud i havet. Vi gik langt ud på tangen, hvor der i øvrigt var en hel del køer, som gik og hyggede sig. Tine forsøgte at snakke med dem, men de var nu ikke så snaksaglige, så vi gik bare videre og sagde for en gangs skyld ikke så meget. Det var skønt bare at gå i den fine natur, hvor man ikke kunne høre den fjerneste lyd af biler, busser, toge – eller noget som helst andet. Bare fugle, bølger og vind. Efter at have nydt en kulinarisk Knorr-broccoli-suppe i Øjvind, gik vi omkuld i vores bus til lyden af regnen, der trommede på taget. Det var altså ved at være slut på sommeren.

Næste morgen sprang vi igen på cyklerne, for vi havde aftalt med Marc og Mette på Aarøgård at lave et interview med dem. Marc og Mette er den slags øboere, der hurtigt kan give ellers travle storbyboere åndenød. Udover 4 børn og 2 fuldstidsjob, stod de nemlig også for udlejning af feriehuse på Aarø, passede deres store gård og så også lige et landbrug med både korn og 70 styk kvæg. Og så skulle de i øvrigt også giftes lige om lidt og have planlagt de sidste bryllupsdetaljer. Hold nu fast! Men i modsætning til de travle storbyboere for hvem det kan være en sport at fortælle, hvor travlt de har, virkede Marc og Mette helt nede på jorden og ikke særlig stressede.

Mette kom oprindeligt fra fastlandet, og Marc havde da også prøvet at bo et år i Haderslev, ”men det gik slet ikke”. ”For mig var der bare ikke nok at lave i byen, og jeg kedede mig faktisk,” forklarede Marc, ”men her på Aarø er der altid noget at lave samtidig med, at der er ro på”. Det virkede som et sjovt modsætningsforhold, men efter at have være på den gode side af 30 danske øer, forstod vi faktisk godt, hvad han mente. Mange af øerne virker til at have øboere, der har gang i 1.000 ting, men alligevel ”skynder sig langsomt”, som én beskrev det.

Samtidig virkede Aarø som lidt af et paradis for børnene, der kunne løbe rundt på øen. Om sommeren var der gang i havnen md hoppeborg og al verdens aktiviteter, ligesom man altid kunne stikke hovedet forbi campingpladsen og finde legekammerater. Og så var der efter børnenes eget udsagn rigtig mange gode Pokémon Go steder – og det skal man som bekendt ikke undervurdere vigtigheden af. Med en færgesejlads på under 10 minutter, var børnene samtidig hurtigt i skole inde på fastlandet, og de voksne kunne nemt klare praktiske ting uden for øen. Måske var det også derfor, at vi – på vej tilbage mod havnen – så et opslag på øens opslagstavle, hvor et ungt par søgte en lejebolig for at afprøve ø-livet. Det var åbenbart ikke så nemt at finde sådan én, fandt vi ud af. Aarø havde netop vundet en pris for at have vendt befolkningsudviklingen, så der i dag er venteliste for at komme til at bo på øen. Med den frie og friske natur, et tilsyneladende et hyggeligt og hjælpsomt forhold mellem ca. 150 beboere og ikke mindst med 8.000 vinstokke til at sikre, at man aldrig går ned på vin, kunne vi da egentlig godt forstå, at folk stod i kø for at flytte til.

4 Replies to “Aarø: Prisvindende ø med vinstokke og venteliste

  1. Flot artikel om Årø.
    Vi savner dog en beskrivelse af den gode stemning som kan opleves på havnen. Vi har efterhånden været på Årø mange gange, og det som vi sætter mest pris på er den fantastiske stemning der er på havnen og omkring Årøs Perle. Årøs Perle afholder ålegilde om efteråret, torskegilde om foråret, og har flere musikarrangementer i løbet af sommeren. Ingen tvivl om at det er altid en fornøjelse at besøge havnen på Årø, og ikke mindst opleve den positive stemning som Oluf og Susanne formår at skabe omkring Restaurationen ”Årøs Perle”. Næste gang Gurli og jeg skal til Årø, skal vi have stegt flæsk med persillesovs på Perlen.
    MHV. Gurli og Kurt https://www.facebook.com/HavnekioskenAaro/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *